Solomor: Forårskuller i kakkelovnen

Blog opslag

5 maj, 2021

Som I ved, så har de sidste mange måneder været jævnt meget op af bakke og jeg har måttet trække stikket for at finde ro til at lande i den sorg, der har indhentet mig.

Det har ikke været med min gode vilje, for som jeg tidligere har skrevet, så er det svært at placere og parkere noget, man ikke kan finde en plads til. Det føles som at skulle acceptere, at det bare ikke kommer til at ske med at blive gravid og som at give op på dét, og det er bare ikke en mulighed.

For hvis ikke jeg skal være mor, så ved jeg ikke, hvad jeg skal.
Som i, jeg ved virkelig ikke, hvad der skal blive af mig og hvem jeg så er.

Derfor har jeg også været ramt af en enorm angst for at miste mig selv, når jeg begyndte at forholde mig til min sorg. Det lyder helt skørt, at ens person kan være defineret af en drøm, men det beskriver måske meget godt, hvor stor drømmen og ønsket er, og hvor let det er at miste sig selv i den her verden.

Sidste gang vi sås, bød jeg min sorg velkommen. Det gør jeg stadig.
Når den rammer, omfavner jeg den. Og jeg har brugt de sidste måneder til at blive klogere på, hvordan jeg kan passe bedre på mig selv. Det indebærer bl.a. flere pauser og mere af det, der gør mig godt.
Og så en tilpas mængde distraktion, så sorgen ikke bliver altoverskyggende.

Det kommer måske til at lyde vulgært, men man er jo ikke død indeni, bare fordi man er i fertilitetsbehandling alene, så min dejlige veninde fik mig overbevist om at hente en datingapp og oprette en profil.
Det blev en ret kort fornøjelse, men hvilken fornøjelse og hvilken distraktion!

Egentlig var planen bare at se, hvad der skete, du ved ’go with the flow’ og se hvor det tog mig hen, og så bare være mig, uden at være hende i fertilitetsbehandling, for det var tiltrængt ligesom at finde tilbage til kernen.

Det gjorde jeg også, men slet ikke som jeg havde forestillet mig, for den sidste tid har føltes som at skulle spille alle rollerne i et stykke og så have været i rollen som hende i fertilitetsbehandling så længe, at jeg ikke længere kunne huske de andre rollers replikker. Som om jeg pludselig kun kunne spille dén ene rolle.
På den måde har jeg nok følt mig reduceret til kun at være hende i fertilitetsbehandling.

Og det er jeg også.
Jeg ér hende i fertilitetsbehandling og det stopper jeg ikke med at være.
Men jeg er også så meget andet. Det er ikke enten eller, og det ene udelukker ikke det andet, men fordi jeg har været sunket så dybt ned i den ene rolle, har jeg ikke været i stand til at se det.
Det skulle der en fremmed til at vise mig.

En fremmed, som vil rumme det hele, på godt og ondt, uden at være bange for det, som er grimt, skævt, følsomt og sårbart. En fremmed, som giver mig lyst til at slippe kontrollen, selvom det er den, som gør, jeg kan holde sammen på mig selv.

Det er ikke fordi mine massive trust issues er forsvundet som dug for solen, for det er de ikke! Tværtimod, så bliver de ikke mindre af at være mere sårbar end nogensinde før. Men jeg har mødt et menneske, som jeg har lyst til at lære at stole på, for han er ikke utålmodig (med det i hvertfald). Vi har jo tid nok, som han siger. Lidt for ofte måske, men derfor har jeg lyst til at lære det. For det er ikke forhastet. Det er ikke påtaget.
Det er bare trygt og rart.

Hér kan jeg være. Med alt hvad det indebærer, og med vished om, at uanset hvor frustrerende, belastende og irriterende jeg end er med alle mine forbehold og sære idéer og vaner, så lukker han altid øjnene, når han ruller dem af mig, så jeg ikke kan se det.

Samtidig udfordrer han mig. Han forstår nemlig at balancere perfekt mellem respekt og accept. Han respekterer mig med alle mine forbehold, men accepterer dem ikke nødvendigvis.
Han stiller spørgsmål og stiller sig ikke tilfreds med at blive holdt udenfor.
Men han gør det med respekt. Og tålmodighed.

Og derfor er jeg ikke bange for at falde, for selvom det er angstprovokerende, er det også så forbandet trygt. Så det gør jeg. Og jeg falder hårdt.

Sorgen lurer stadig lige under overfladen. Det niver hver gang, jeg ser nogen med en barnevogn eller en smuk struttende mave, og nogle dage er det en kraftpræstation at holde tårerne tilbage.

Egentlig er det nok det værst tænkelige tidspunkt at falde, når følelserne sidder helt udenpå tøjet og man er allermest sårbar, for det er også dér, det kan komme til at gøre allermest ondt.
Men når man er allermest sårbar, er man heller ikke i stand til at holde paraderne helt oppe længere,
og jeg glæder mig til at prøve at sænke mine helt.

– Solomorikakkelovnen

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relateret indlæg…

Behandlingstilbudkalender

No event found!