Solomor: Fornyet energi til endnu en omgang i fertilitetsringen

Blog opslag

Skrevet af Solomorikakkelovnen

17 okt, 2020

Det her bliver et meget privat indlæg fra min side, men nogle gange bliver man rørt så dybt af et andet menneske, at man næsten ikke kan være i det selv og bare har lyst til at råbe til hele verden, hvor pisse heldig man er, at have sådan et bekendtskab i sit liv.

Og derfor er jeg nødt til at dele det med jer.

Har I nogensinde haft en person i jeres liv, som I ville gøre nærmest hvad som helst for, uden egentlig at vide hvorfor? Sådan en relation, hvor man ikke kan forklare den, for man har ingen anelse om, hvad den egentlig går ud på, men man vil aldrig tøve et sekund med at stå op klokken pis om natten for den her person?

Sådan en person har jeg i mit liv.

Det har egentlig ikke noget som helst med min fertilitetsbehandling at gøre, og alligevel har det. For hvem ved? Måske åbner det øjne for nye og andre muligheder, hvis alt andet skulle svigte. Og om ikke andet, så giver det fornyet energi til endnu en omgang i fertilitetsringen!

Sagen er den, at jeg har en ”ven”, jeg har kendt, siden vi var teenagere.
Jeg skriver ’ven’ i anførselstegn, for jeg har ofte været i tvivl, om jeg kan kalde ham for min ven, hvis jeg en dag står i lort til halsen og virkelig har brug for en.
Men som han siger, så har vi bare altid flirtet, så det kan jeg i hvertfald kalde det;
en slags on-going flirt.

Det har altid været on/off med vores relation og alligevel har den altid været ret stabil. Den holder ved og af en eller anden grund vender vi altid tilbage. Hvad det så end er, vi vender tilbage til, for det er jo ikke lige noget, vi har talt om (hvad vi egentlig er for hinanden) i de snart 15 år, vi har kendt hinanden, og omstændighederne har heller ikke ligefrem gjort, at svaret har stået bøjet i neon.

Men i hvertfald, så er han dén person for mig.
Dén person, jeg til hver en tid vil stå op for klokken pis om natten, uden egentlig at vide hvorfor. Og det er, ved gud, ikke noget jeg gør for hvem som helst! Jeg kan med de fleste mennesker RET nemt finde grunde til at lade være, men på en eller anden meget mærkelig måde, er han vidst bare min person, hvad det angår.

Og han præsterede at slå mig lidt ud af kurs.

Nu er det jo ikke nogen hemmelighed, at jeg er en ekstremt følsom person med MEGET let til tårer, men jeg lyver ikke, når jeg siger, at jeg sjældent er blevet så rørt (på den gode måde), som jeg blev dér.

Han sagde nemlig til mig, at han havde tænkt over det. At jeg altid har hjulpet ham med hans ting, og hvis han kan hjælpe mig med mit største ønske, så vil han gerne gøre det, for han ved, hvor meget det betyder for mig.

Og dér blev godteposen, som er min verden, så lige rystet godt og grundigt!

Det er ikke fordi det er aktuelt at tale om ham som donor. Det tror jeg heller ikke, han selv tænker. Bevares, i forbifarten har han da i en henslængt kommentar nævnt sig selv som potentiel donor, men altså, den sang har jeg jo ligesom hørt før fra trængende fyre, og i lyset af vores tidligere flirt, så har jeg ikke taget det for mere end et kompliment pakket ind som en lummer bemærkning.

Denne gang var det bare noget andet.
Det var uden omsvøb og kæk indpakning, bare helt up front, at han havde tænkt på mig og min vej til at blive mor. Ikke andet, bare en tanke i min retning, og det er store ord.
Store ord, som gør enormt indtryk.

For tænk, at HAN siger sådan til MIG.
Jeg vidste ikke engang, jeg betød så meget for ham, at han gik SÅ meget op i mit baby-projekt og dét der optager mig. Og at han ligefrem går så meget op i det og tænker så meget på mig, at han føler behov for at sige det højt.

Tænk lige, at mens jeg føler mig allermest ensom i fertilitetshelvede, så sidder der én og tænker så meget på mig og det. Én, som jeg slet ikke havde regnet med.
Det er jo virkelig svært at føle sig helt alene, når man har så gode mennesker i sit liv.
Og for dét er jeg bare dybt taknemmelig.

Så tak, du fineste mandemenneske!
Jeg ved stadig ikke, hvorfor jeg til hver en tid vil stå op for dig, og hvem ved, om jeg nogensinde finder ud af det, men du er og vil bare altid være dén person for mig. Du er bare min person. Altid.

– Solomorikakkelovnen

1 Kommentar

  1. Marie Møller

    Det gør mig så oprigtig glad at læse! ❤

    Svar

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relateret indlæg…

Beskeden

Beskeden

Starten på en lang rejse Min fertilitet skal undersøges i Sverige. Jeg skal have taget blodprøver...

læs mere

Behandlingstilbudkalender

No event found!