Så er året 2020 langt om længe slut.

Jeg ved ikke, hvad jeg havde regnet med. Om nytåret ville fjerne alt det, der gjorde ondt og på magisk woodoo-vis fjerne knuden i brystet af sorg og vrede.

Det gjorde det selvfølgelig ikke. Det er klart.

Status er den, at dér hvor historien endte sidst, ja, derfra kom den bare ikke rigtigt videre. Som om, at chokket over at få aflyst behandling (selvom den blev genoptaget) bare fik mine æggestokke til at trække sig op. Ligesom mit røvhul også gjorde det…. (ja, jeg er træt. Og jeg er vred!)

Dét der startede som en efterreaktion på chokket, viste sig nok nærmere at være reaktionen på år i fertilitetsbehandling med nederlag på nederlag og en sorg, der ikke længere kunne ignoreres. Jeg prøver nok stadig lidt at gøre det, men det fungerer ikke helt. Det er som om jeg ikke kan løbe fra den længere, og den endte med at feje benene væk under mig i en glidende tackling og så ellers flå mig ned i fosterstilling.

Da chokket ramte, blev det hurtigt tydeligt, at det ikke bare ville være et par dage i fosterstilling, hvor jeg enten sov eller græd til jeg sov igen. Det startede med kolleger, der spurgte hvordan jeg havde det. Hver gang nogen spurgte, hvordan jeg havde det, så brød jeg sammen, for jeg havde det ikke godt.

Hver gang jeg var til scanning på fertilitetsklinikken, gik jeg derfra med beskeden om, at der var dødt i mit understel. Folliklerne, hvis de var der endnu, voksede ikke. Der skete ikke en skid. Efter halvanden uges sygemelding i fosterstilling endte jeg med at stoppe behandlingen. Og bede om en deltidssygemelding fra mit arbejde, selvom det måske burde være en fuldtids.

For selvom den psykiske del af behandlingen har indhentet mig, så forsøger jeg stadig lidt at løbe fra den. Det vil sige, jeg kan ikke være i sorgen og vreden alle timer i døgnet, for så taber jeg småkagerne fuldstændig, og det kan jeg ikke overskue konsekvensen af. Jeg har brug for også at fylde mit liv med ting, der giver god energi og gør mig godt, og det gør mit job.

Meget paradoksalt, eftersom jeg er vuggestuepædagog.

Men børn er fantastiske, og det er bare befriende at de største kriser i livet er en forkert farvet kop, for det kan man da fikse. Det er en dejlig kontrast til min egen største krise i livet, som jeg ikke kan fikse. Og derfor løber jeg nok stadig lidt.

For jeg ved ikke, hvordan jeg skal håndtere dét faktum, at det heller ikke blev denne gang, jeg blev gravid, og at jeg nu er et skridt tættere på at skulle have donoræg. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal acceptere, at min krop svigter mig.

Hvordan fikser man det, der ikke kan fikses? Hvor gør man af det, der gør så ondt, at man ikke kan rumme smerten?
Jeg ved ikke det. Jeg ved bare, at det gør ondt helt ind i marven, og det gør så ondt, at jeg ikke kan forholde mig til det i mere end små doser fra tid til anden. Derfor kan man måske heller ikke sige, at jeg løber fra det, sorgen og vreden. For jeg er helt bevidst om den. Den følger og fylder hvert åndedrag og hvert hjerteslag. Jeg vælger bare ikke at forholde mig til den mere end højst nødvendigt. Det skræmmer mig nemlig af helvedes til.

Jeg frygter oprigtigt, at hvis jeg omfavner sorgen og vreden med alt hvad den er, så bliver jeg aldrig den samme igen. Og hvad gør jeg så, hvis jeg mister mig selv?

Derfor bliver 2021 året, hvor jeg vil kæmpe for alt, hvad jeg er, med næb og kløer.
2021 bliver året, hvor der skal tages afsked. Afsked med alle dem og alt det, der dræner.
Ingen skal få mig til at gå på kompromis med det, der er mig, og mit værd.

Jeg vil fylde mit liv med gode mennesker, der gør mig godt og giver energi. Folk, som sætter pris på alt, som er mig, og rummer og omfavner det hele, på godt og ondt. Folk, der ikke er bange for det, der er skævt, følsomt og sårbart.

På den måde vil jeg finde styrken til selv at omfavne det hele, på godt og ondt, uden at være bange for det, der er skævt, følsomt og sårbart. Uden at være bange for det, der gør ondt.

For alt vi er, er vi i kraft af andre. Og fra nu af vil jeg vælge mine andre med omhu.
Så jeg ikke mister mig selv, inden jeg finder modet til at konfrontere dét, der gør så forbandet ondt.

Godt nytår!

– Solomorikakkelovnen