Sidst vi sås havde jeg endelig fået lov at starte nedreguleringen og var nu officielt i gang med selve fertilitetsbehandlingen. Det skulle vare et par uger, men IGEN igen skulle min utilregnelige cyklus lave rod i butikken. Dét betød, at det, der skulle være to ugers nedregulering blev til tre, men SÅ fik jeg også endelig lov at tage næste skridt i behandlingen: follikelstimulerende medicin!

For ved I hvad? Alt tyder på, at jeg i forbindelse med forskningsprojektet har fået cremen MED hormon i og IKKE placebo. Det BLEV et helt lille kollektiv!

Der er 5 follikler (og potentielle æg) i hulen!!!!!!!

BEDSTE START PÅ UGEN EVER!

NU er jeg officielt et skridt videre i behandlingen. Det bliver i selskab med en gammel kending; Menopur, som skal få alle mine FEM follikler til at vokse sig store og stærke til ægudtagning, der gerne skal finde sted indenfor de næste uger, hvis alt går vel.

Men det gør det jo sjældent, så efter den gode nyhed om fem follikler og potentielle æg, så gik det da så sandeligt også bare hurtigt af helvedes til derfra.

Fertilitetsklinikken havde ikke donorsæd til mig, som vi troede, hvilket jo betød, jeg skulle hjem i en helvedes fart, finde en donor og kontakte sædbanken, for at høre, om jeg kunne nå at få “varer” med forsendelsen samme dag, for ellers ville det først blive i december, hvilket vil være alt for sent.

I mellemtiden skulle jeg forbi apoteket, hvor det åbenbart var rigtig svært at forstå, at de skulle bestille to pakker Menopur hjem til mig. Det tog EN HALV time, som jeg IKKE havde, og så skulle jeg også lige forbi et andet apotek for at hente resten af min medicin, som de ikke havde på første apotek.

Heldigvis var de søde og hjælpsomme ved sædbanken. Jeg skulle bare sende en mail med bestilling, så kom den med forsendelsen samme dag. Jeg fik et auto-reply og kontaktede dem igen pr telefon, om det var noget, jeg skulle bekymre mig om, og det var det ikke – jeg skulle nok få en bekræftelse. Jeg tager på arbejde med ro i maven, for så at se, da jeg får fri, at der i bekræftelsesmailen står, donorsæden bliver sendt i december. Sædbanken havde lukket og jeg måtte kontakte dem næste dag, hvor de heldigvis var ligeså søde og hjælpsomme. Så det gik heldigvis iorden.

Det var jo meget rart, for udover at skulle håndtere sædbanken tirsdag, så mødte jeg også lige ind på job for at åbne biksen tirsdag morgen til en besked fra en forælder om, at barnet var testet positiv for covid-19. Det resulterede i, at vi alle blev sendt hjem til test, da vi alle betragtes som nære kontakter til en smittet. Ind og bestille tid til test – der er først tid fredag. Jeg skal scannes på fertilitetsklinikken lørdag. FUCK! Så jeg kontakter lægen, som heldigvis kunne hjælpe med en akut henvisning, så jeg kunne komme hurtig til test og forhåbentlig få svar inden lørdag. Afsted til første test med mig, som jeg fik svar på onsdag. Den var heldigvis negativ.

Torsdag tager jeg afsted til anden test og jeg føler mig lidt presset på tiden, for hvad hvis jeg ikke når at få svar inden lørdag. Jeg kontakter derfor fertilitetsklinikken både for at høre, om min donorsæd er kommet og for at spørge, hvad jeg gør, hvis ikke jeg har fået svar inden lørdag. Og så fik jeg så den værst tænkelige besked: Der skal gå 14 dage fra kontakt med en smittet til man må komme på klinikken igen.

Hvis min behandling blev stoppet, ville mine 5 potentielle æg gå til spilde og jeg vil aldrig få så mange igen, for jeg kommer jo ikke til at være med i forskningsprojektet igen. Selv hvis jeg gjorde, ville det jo ikke være sikkert, jeg så ville få cremen med hormon, der er skyld i de mange follikler. Lige dér føltes det som om, jeg havde mistet det barn, jeg ikke er gravid med endnu.

Men heldigvis, pga forskningsprojektet, vendte de tilbage med en dispensation fra de 14 dage, hvis bare jeg kunne fremvise to negative corona-tests. Så jeg skulle ringe tilbage fredag inden kl 14.30, om jeg havde fået svar.

Fredag gik tiden, og der kom stadig ikke svar. Min scanningstid lørdag blev rykket, så jeg kunne ringe lørdag morgen, hvor jeg forhåbentlig havde fået svar.

Min behandling hang altså stadig i en tynd tråd.

Lige indtil jeg fik fri fra arbejde til en telefonsvarerbesked fra min sygeplejerske, der begejstret kunne fortælle, at hun havde været på jagt efter overlægen, som  hun havde fået til at gå ind i systemet og finde mit testsvar. Det var negativt, så der var grønt lys for at fortsætte behandlingen! Og derudover lå der en besked i E-boks om, at de havde modtaget min donorsæd.

Ugen fra helvede endte altså godt, og jeg kunne gå på weekend fredag med ro i maven.

Men det er godt nok svært at have ro i maven, når man i en hel uge har været i højeste alarmberedskab. Så weekenden har været alt andet end rolig. For nu var der tid til at bearbejde chokket, og det havde ramt mig en hel del hårdere end jeg troede.

Så den træthed jeg har bokset med, ja, den er ikke blevet bedre.

Weekenden gik med lige dele tudeture og søvn.

Heldigvis har det ikke påvirket mine fem follikler. Eller måske, men de er der i hvertfald stadigvæk. De er ikke vokset, men de er der, og det er det vigtigste. Og så får jeg så måske bare en uge ekstra på Menopur, men det er jeg jo efterhånden vant til. Intet går efter tidsplanen, men det går. Og det går indtil videre godt på trods af nogle ret massive bump på vejen. Så nu skal mine follikelbasser bare vokse sig store og stærke, så de snart kan komme ud og blive befrugtet, og så ses vi jo igen 

– Solomorikakkelovnen