Dette første indlæg fra min hånd kommer til at handle om mit forløb indtil nu, så I ligesom er opdateret. Der vil måske være nogle ting, der er uklare, da fertilitetsbehandling virkelig fucker med ens hjerne! Ikke nødvendigvis eller udelukkende pga. hormonbehandlingen, for den gør da bestemt heller ikke noget godt for nogen, hverken én selv eller ens omgivelser, men også fordi man er SÅ fokuseret på næste skridt i behandlingen, at ens hjerne på en måde lukker lidt ned for det før. Men jeg vil forsøge at forklare så godt som muligt, og skulle der dukke nogle spørgsmål op undervejs, spørger I selvfølgelig bare!

Min rejse startede, mens jeg læste til pædagog, hvor jeg i 2016 tog den endelige beslutning om, at det var vejen for mig at blive solomor. Jeg gjorde mig mange overvejelser, om jeg ville kunne klare det, både økonomisk (det er jo ikke nogen hemmelighed, at man ikke ligefrem bliver millionær som kommunalt ansat), men også personligt ift. mit netværk og hvordan jeg er som person. Jeg har vendt og drejet alle fordele/ulemper, og jeg læste side op og side ned med ALT, jeg kunne finde på nettet om emnet, for at vide, hvad jeg gik ind til.
På intet tidspunkt var jeg i tvivl om, at det var det rigtige for mig.

Da jeg fortalte nyheden til mine forældre, spurgte min (bonus)far mig (ikke fordomsfuldt, men oprigtigt nysgerrigt); ”hvae, hvad er der egentlig galt med mænd?”, og der er absolut intet galt med mænd (Især ikke dem med en lille røv, der kan bære et par slim fit jeans. Mh mh mmmh!).

Men jeg er ikke typen, der gør noget, uden det er velovervejet og jeg kunne bare mærke, at tiden var ved at være – jeg var klar til at blive mor, og jeg havde ikke lyst til at vente på den mand, jeg synes var værdig til at blive far til mit barn, for det er ved gud ikke hvem som helst, der er det.  Og gudskelov for at jeg ikke ventede på ham, fandt jeg jo så ud af senere, for det havde jeg da slet ikke tid til, hvis jeg vil være mor i det her liv.

Desuden så kræver det jo også, at man leder efter ham, og det der tinder og datinghejs, det er sgu bare ikke lige min ting. Nogen vil kalde mig asocial og andre vil kalde mig gammeldags, og de har nok ret alle sammen :- )

Dermed ikke sagt, at jeg ikke drømmer om en mand på et tidspunkt, men jeg har bare ikke mødt ham, jeg tør dele beslutningerne med, endnu, og jeg er ikke et sted i mit liv, hvor jeg har behov for at finde ham. Til gengæld har jeg et enormt behov for at blive mor, for hvis ikke jeg skal være nogens mor, så ved jeg virkelig ikke, hvad meningen for mig er. Så her er jeg, solomum to be (håber jeg!).

Fra jeg tog beslutningen gik der yderligere et par år, inden jeg gik rigtigt i gang. Jeg var jo ung og skulle bare lige forbi klinikken og insemineres (man føler sig virkelig som et kreatur, når man taler om det), og så var den ged barberet (for at blive i dyreverdenen, høhø).
In your dreams, baby!

Sagen er som sagt den, at jeg trods min unge alder, har meget få æg og kvaliteten af dem er, for at sige det mildt, dårlig. Så udover, at jeg ikke har så mange æg at gøre godt med, så er de æg, jeg har, til gengæld også rådne. Så jeg blev hurtigt skiftet ud til IVF-holdet. Og her er jeg så nu. Jeg har været igennem en ”kort behandling” og en ”dobbelt-behandling”, så alt i alt har jeg fået taget æg ud 3 gange, men kun fået sat ét op, som desværre ikke endte i en graviditet.

Nu er jeg udtaget til at deltage i et forskningsprojekt med testosteron-creme, så her sidder jeg og venter på cyklusstart. Tænk, at man kan være så desperat efter at få sin menstruation. Man satte virkelig ikke pris nok på den, dengang det ikke var aktuelt med børn.

Så det må være dagens budskab herfra:
Sæt pris på din menstruation med dens lede bivirkninger som mavekramper, lændesmerter, vokseværk i knæene (jep, det er dér min menstruation sidder, som en følelse af vokseværk. I knæene…. ), træthed, humørsvingninger og hvad der nu ellers måtte være.

Det er super fedt, hvis du ikke ønsker at være gravid, for så kan det være en ret god indikator på, at du ikke er det, og hurra for det! I fertilitetsbehandling er det så her alt starter og slutter.
Og jeg venter bare på, det begynder.
Igen. (Igen. Igen. Igen…)

Indtil da, på gensyn :- )
– Solomorikakkelovnen