I dag og en anden dag i nærmeste fremtid skal vi tale lidt om elefanten i rummet: at date, når man er i fertilitetsbehandling. Dette indlæg bliver nemlig delt i to, så I ikke får firkantede øjne, inden I er færdige med at læse 🙂

Det er jo ikke nogen hemmelighed længere, at jeg har fundet mig en loverboy, som skulle præsenteres for mit vanvidsprojekt. Det var selvfølgelig forbundet med en masse tanker og spørgsmål, for hvornår og hvordan smider man lige den bombe, som er det mest sårbare i ens liv, til en fremmed. Det var første spørgsmål, der meldte sig.

Dernæst, når man mærker, at det godt kunne blive noget mere seriøst, så kommer endnu flere spørgsmål og alle bekymringerne; hvor meget har han brug for at vide, hvor meget vil og skal han involveres, hvordan har han det med, at der er noget, jeg er nødt til at gøre for mig selv, som kommer før alt andet, hvordan har han det med at være weekendkærester på ubestemt tid, hvad siger hans familie og venner; tror de, at jeg udnytter ham for hans svømmere, hvad tænker han egentlig om det og forstår han, hvad det er han går ind til?

Det kan jeg selvfølgelig ikke svare jer på uden lidt research. Så det var altså ikke 20 spørgsmål til professoren, men 13 spørgsmål til Guffen (ja, han er yngre end mig), som i øvrigt gjorde både dem og alle mine bekymringer fuldstændig til skamme.

Bomben

Som så mange andre, så startede vi også med at skrive sammen, og faktisk smed jeg bomben allerede inden vi mødte hinanden. Det blev nemlig ret hurtigt tydeligt for mig, at Guffen vægter ærlighed ekstremt højt, og jeg følte derfor også ret hurtigt ekstremt dårlig samvittighed over at gå med så stor en hemmelighed selv, så jeg ”fortalte” ham det altså ret hurtigt.

Jeg fortalte det som det var, at jeg er i fertilitetsbehandling og i gang med at blive gravid og mor alene, og at jeg godt kunne forstå, hvis det ændrede på hans lyst til at mødes, men at jeg selvfølgelig ikke håbede det. Og så fik jeg vidst også flettet ind (hvis nu han drømte om en masse børn), at jeg havde været i gang længe, fordi jeg har rådne æg og det ikke bare er sådan lige med det at blive gravid. Så vidste han ligesom, hvad han havde med at gøre.

Jeg var SÅ nervøs! Hold nu kæft, hvor var jeg nervøs. Både fordi det var enormt sårbart at dele med en fremmed, men også fordi jeg allerede dér crushede en smule (meget). Ham ville jeg bare gerne lære bedre at kende og tænk, hvis jeg havde smidt det hele på gulvet med mit vanvidsprojekt.

De kloge vil nok sige, at så var det jo nok ikke ham, jeg skulle være sammen med, hvis ikke han kunne rumme min bagage. Ja, det er godt du, men så simpelt er det jo bare ikke, når der er følelser på spil. Dem kan man jo ikke slukke for, uanset hvor pisse rationel man er. Følelser er bare ikke rationelle, og mine er fuldstændig ude af kontrol i forvejen.

Heldigvis tog han det virkelig pænt. Der er ingen tvivl om, at det selvfølgelig var en bombe, som lige skulle fordøjes, men dét, som gjorde forskellen, var, at jeg fra start var meget tydelig omkring, at det var mit projekt. Der var ingen forventninger til ham, det var bare en servicemeddelelse, så han vidste, hvad han gik ind til.

Og egentlig gjorde det måske heller ikke noget, at jeg fortalte det så tidligt. Man kan altid diskutere, hvorvidt sådan nogle bomber skal smides ansigt til ansigt, men omvendt, så er det måske også meget rart at dele noget så ekstremt sårbart igennem en skærm, så man ikke skal deale med sine følelser og holde sammen på sig selv foran en fremmed.

Så kan man jo altid tale om det ansigt til ansigt, når man er blevet lidt mere fortrolige med hinanden. Spørger man Guffen skal det i hvertfald bare ikke siges for sent, senest tredje date, inden man risikerer at få følelser i klemme. Dét tip er hermed givet videre. Det var så lidt 🙂

I det hele taget kan det kun anbefales at være åben omkring det. Ikke kun, at det sker, men også dele ud af tanker og følelser undervejs. Også hvis man er i tvivl om, hvor meget man har lyst til at vedkommende skal involveres, som jeg var. Tal om det. Dét gjorde jeg med Guffen.

Det har nemlig været vildt svært at skulle lukke nogen ind og være sårbar, både generelt, men også ift. at skulle dele mit projekt med en anden. Det er blevet så stor en del af mig at klare det alene, så det er noget af en omvæltning pludselig at skulle dele det med nogen, men om jeg vil det eller ej, så vil jeg være nødt til at dele det med Guffen, for hans liv vil jo også blive påvirket enormt uanset hvordan vi vælger at indrette os. Og så er der samtidig også bare noget virkelig stærkt i at sige det højt, at ”når du siger sådan, så kan jeg godt mærke mit røvhul trækker sig lidt op og jeg bliver lidt bekymret for om du kaprer dét, som skulle være mit projekt”. Så kunne vi tale om, hvordan vi taler om det, så vi begge er komfortable i det og kan følge med mentalt.

Min erfaring er altså; invitér hinanden med på tankerejsen. Der er højst sandsynligt ingen af jer, som har prøvet det før, så reglerne må I lave undervejs. Det er ikke sikkert slutningen bliver som planlagt. Måske I ender med at få en fantastisk rejse sammen, og om ikke andet så ender man med at blive utrolig bevidst om sig selv og sine ønsker og behov ift. projekt solomor, så man kan fortsætte jagten på datingmarkedet.

Uanset hvad, så er der intet, der er så skidt, det ikke er godt for noget.
Pøj pøj!

– Solomorikakkelovnen (med hjælp fra Guffen)