Sorg er en underlig størrelse.
Den kan være fuldstændig udslettende og samtidig den største drivkraft for den, som bærer den.

Personligt forsøger jeg ikke at lade den udslette mig, men det er svært.

Én ting er at bearbejde sorgen, men det kræver at man byder den velkommen. Og hvordan velkommer man lige noget, der gør så ondt, at man ikke er sikker på, man kan bære det uden at miste sig selv. Det kræver et mod, som ikke kan sammenlignes med noget andet, og at finde det mod, er også en proces.

I dag er en særlig dag, hvad det angår.
Ikke for mig, men for en jeg har kær.
Én, som, om nogen, kender til sorgens grimme ansigt.

I dag er det et år siden, nogen valgte livet fra og efterlod en skygge af sorg og kærlighed, som man pludselig ikke havde et sted at putte hen længere.

En sorg og en kærlighed, som ikke har noget med mig at gøre, men som alligevel rører mig så dybt. Jeg føler mig som et usselt menneske, for det er ikke min dag til at græde, og alligevel gør jeg det.

For et år siden i dag blev jeg givet den allerstørste tillidserklæring, at være med som førstehåndsvidne til et andet menneskes største sorg. Som en del af familien blev jeg budt ind i deres allermest sårbare rum, uden faktisk at være en del af familien, og på en dag som i dag bliver jeg fyldt med den største ydmyghed og taknemmelighed over at blive givet så enorm en tillid. Samtidig sætter det også tingene i perspektiv.

På en måde skammer jeg mig lidt over at sørge over noget, som jeg aldrig har haft, når der er nogen, som faktisk har mistet noget, de havde. Og dét er nok essensen af, hvorfor det er så svært for mig at forholde mig til min egen sorg. Det er svært at placere og parkere noget, når man ikke kan finde en plads til det, og hvad bilder jeg mig overhovedet ind at græde over at miste noget, som jeg aldrig har haft. Kan man i det hele taget miste noget, som man aldrig havde? Det kan man…

For det er dét, som sorg er.
Sorg er kærlighed, man ikke har et sted at placere.
Kærlighed, der bare er tilovers, uanset om man engang har haft et sted at placere den eller ej.

Og det fylder mig med en altoverskyggende følelse af mod og stolthed, når jeg ser, hvordan den som faktisk har mistet noget, de havde, formår at placere kærligheden et sted alligevel.

Selv på de dage, hvor det er allersværest, fortsætter hun.

Når livet tilsmiler hende med gode ting, som hun ikke engang havde forestillet sig skulle komme hendes vej, så dedikerer hun dem med al sin kærlighed til den, som ikke er her længere. Hun bruger al sin kærlighed som brændstof til at gøre ting, som hun måske ikke engang er sikker på, hun kan gennemføre, men hun gør det alligevel. For så stor er kærligheden, og med så stor en kærlighed som brændstof, så er der intet i verden, hun ikke kan klare.

Hun, som befinder sig i sit livs mørke, finder alligevel lyset i mørket.

Og på den måde bliver hun lyset i mit livs mørke.

For på den dag for et år siden, der blev hun aldrig den samme.
Og alligevel viser hun hver dag, at hun aldrig har mistet sig selv.

Det er tankevækkende.

Og det får mig til at tænke, at jeg måske slet ikke skal være så bange for at miste mig selv, når jeg byder min egen sorg velkommen. Måske jeg skal se det for hvad det er; en forandringsproces, der former den, som jeg allerede er.

For ligesom den dag for et år siden, hvor hun aldrig blev den samme igen, der blev jeg heller aldrig den samme igen, den dag min sorg ramte, men er det ikke også det, som livet er? En evig proces, der former hvem vi er, og når vi forsøger at bremse den proces, er det så ikke netop dér, hvor vi bliver selvudslettende?Jeg ved det ikke, men jeg tør i hvertfald ikke tage chancen og risikere det.

Så dagen i dag er dagen, hvor jeg beslutter at byde min sorg velkommen og sætter min søgen ind efter et sted at placere den kærlighed, som lige nu er tilovers. Indtil den dag, hvor jeg kan placere den det sted, hvor den hører hjemme.

De siger, at sorg er hjemløs kærlighed, og nogen må finde et nyt hjem til den kærlighed, mens der er andre, der er så velsignede, at de måske kan nøjes med at finde et midlertidigt hjem til den for en stund. Uanset hvor den hører hjemme, om det er permanent eller for en stund, så vil sorg altid være sorg. Og jeg byder min velkommen.

– Solomorikakkelovnen