Så blev det tid til en opdatering på forskningsprojektet.

Som sagt før, så starter alt i fertilitetsbehandling jo ved første cyklusdag, så jeg har igen ventet på min menstruation. Præcis ligesom op til første indlæg omkring forskningsprojektet, hvor den lod vente på sig, så har den også gjort det denne gang. Jeg er da heldigvis udstyret med en rimelig stor portion tålmodighed, så der er rigelig at tage af på den konto.

Det er jo latterligt med al den ventetid…
Og der har viiiiirkelig været meget af den!

Min cyklus har mildest talt levet sit eget liv de sidste måneder. Så ligesom sidst, hvor jeg skulle starte med testosteron-cremen (som måske er placebo), var jeg nødt til at kontakte klinikken, for der skete jo ligesom bare ikke rigtig noget. Jeg dryp-blødte da en lille smule, når jeg tissede, men det var bare overhovedet ikke som en typisk menstruation, så jeg var ærlig talt i tvivl, om det faktisk var en menstruation.

I hvertfald kontaktede jeg klinikken, hvor sygeplejersken udøvede lidt telefonisk woodoo og bad mig give det nogle dage, for jeg havde trods alt lidt murren i understellet, så den var nok på vej. Og det var den så.

Da den så lod vente på sig igen måneden efter, vidste jeg jo fra sidst, at jeg ligeså godt kunne lade være at bekymre mig om det og kontakte klinikken med det samme, så den søde sygeplejerske kunne work her magic over telefonen. Det gjorde hun så ikke.
Hun gav mig tid til en scanning i stedet….

Det viste sig så at være meget godt, for så fik jeg forklaringen på, hvorfor rejsetiden har været så absurd lang for tante rød – en vandcyste ved den ene æggestok.
Så jeg var altså ikke på vej i overgangsalderen allerede.
Jeg kan stadig nå at blive mor!

OG OG OG ….. nu kan jeg snart komme i gang med selve fertilitetsbehandlingen!
Én måneds tid mere med cremen, og så er det tid til nedregulering!!!!!!

Status på den første tid med cremen er, at jeg stadig ikke aner, om jeg får creme med testosteron i eller almindelig bodylotion. Jeg har ikke skyggen af bivirkninger.

Eller … Jo, min hud har lignet et bombekrater, men det skyldes ikke nødvendigvis cremen. Det kan også bare være den latterlige utilregnelige cyklus, der har sat sig i mit fjæs i stedet for i mit understel, hvor den hører til. Så jeg kan ikke med sikkerhed sige, at jeg får creme med hormon i. Og det er simpelthen SÅ irriterende, for man er jo nysgerrig!

Omvendt kan jeg heller ikke sige det modsatte, og det er jo meget godt. For så længe jeg ikke kan udelukke det ene, kan jeg heller ikke udelukke det andet, og derfor er chancen, for at jeg får cremen med hormon i, stadig ligeså stor som det modsatte, og intet nyt er jo som bekendt godt nyt. Jeg lever i hvertfald stadig med troen og drømmen intakt.

Det er meget underligt, for jeg har sådan en underlig fornemmelse indeni denne gang.
Jeg føler den virkelig, at dén her gang, dér lykkes det. Sådan har jeg ikke haft det før.

Jeg har da håbet på det, men ikke sådan rigtig troet på det, som jeg gør nu.
Den her gang kan jeg slet ikke forestille mig eller tænke tanken, at det ikke er sikkert.
Det er slet ikke en mulighed.

Og jeg føler mig simpelthen så skør, at jeg har det sådan, for første lektie i fertilitetsbehandling er jo, at man ikke skal sætte forventningerne for højt, for jo hårdere rammer det, når de falder til jorden. Men jeg kan bare ikke forestille mig det.
Den funktion er bare fuldstændig slettet i min hjerne.

Jeg ved ikke, om det skyldes, at jeg har haft en lang pause til at lade op og blive kampklar igen. Det har nok også noget at sige, men der er alligevel bare noget, der er helt anderledes og som ikke kan forklares.

Aldrig har jeg haft så meget energi og overskud og været så lidt ramt på sygdomsfronten, og dét på trods af årstiden, som normalt plejer at køre mig helt over med træthed og dræne min overskuds- og energikonto fuldstændig i minus. Det er for fedt!!!!!

Jeg har det bare virkelig godt. Både fysisk og mentalt.
Så uanset om jeg får testosteron-creme eller placebo-creme, så føler jeg virkelig, jeg er i den bedste tilstand til at gro liv. Jeg er klar!

Og nu er der nok nogen, der vil forsøge at overbevise mig om at forberede mig på det værste, så den ikke rammer så hårdt. Tak for det. Ægte tak for omsorgen. Men det sker bare ikke.

Og så må I gerne ryste på hovedet over hvor naivt og dumt det er, men overvej lige, hvor mega blæret det også vil være, hvis det så faktisk lykkes og jeg den her gang ender med en positiv graviditetstest, og jeg så har ”vidst” det på forhånd.

Jeg tror på det!

Og indtil det modsatte er bevist, vil jeg smøre videre med cremen og glæde mig til snart at komme på sprøjten igen (nedregulering), så jeg inden længe kan finde ud af, om min fornemmelse holder stik.

Ha’ det rart så længe!

– Solomorikakkelovnen