Det tog 11 år men endte heldigvis i en solstrålehistorie

af | april 15, 2017 | 0 Kommentarer

Jeg har skrevet lidt om vores forløb som endte med at tage 11 år, fra jeg stoppede med p-pillerne til jeg fødte. Jeg håber at vores solstrålehistorie kan hjælpe Jer i samme situation, give Jer troen på at det kan lykkes.

Vores kamp om at få ønskebarnet startede nemlig tilbage i 2005, hvor jeg i November stoppede med p-pillerne. Men der skete intet, på trods af positive ægløsningsteste hver måned.

I 2007 blev vi henvist af lægen til en gynækolog, min mands sædkvalitet blev undersøgt og vi fik at vide at den var nedsat, vi blev derfor sendt videre til Brædstrup fertilitetsklinik. De sagde jeg ikke fejlede noget og med min unge alder, jeg var dengang 24 år, så mente de at der var en god chance for at de kunne hjælpe os. Faktisk mindst 80% sagde overlægen deroppe. Vi skulle nu i gang med behandling i form af reagensglas metoden. Jeg startede derfor op på hormoner og i Januar 2008 var vi igennem vores første forsøg. Her ramte vi muren for første gang, der var ingen æg til oplægning. Dette blev starten på vores lange kamp for at blive forældre. Heldigvis vidste vi jo ikke hvad der ventede os forude.

Til næste forsøg ændrede de lidt på behandlingen og vi fik i de efterfølgende 3 behandlinger lagt æg op. Men hver gang stod vi med en negativ test og nederlaget var ikke til at bære. På trods af at graviditets chancerne var højst med denne behandling, valgte vi efterfølgende at prøve med insemination, da vi ellers skulle videre i det private. 6 stk. blev det til. Så på dette tidspunkt havde vi været igennem 11 forsøg, da vi også undervejs havde haft 2 æg i fryseren. De afsluttede os med beskeden om at vi nok skulle tage og stoppe og gå andre veje.

Vi tog en pause i nogle år, hvor vi forsøgte at bruge tiden på noget andet, men vi kunne ikke ligge det til side. Der var så mange tanker i vores hoveder, ville det nogensinde kunne lykkes, hvad var der galt med os, hvad kunne vi selv gøre for at chancerne blev større osv.

I Januar 2013 var jeg ved min egen læge af en hel anden grund, men han spurgte om jeg nogensinde havde fået taget en PCO test, hvilket jeg ikke troede jeg havde. Han tog en masse blodprøver, men jeg regnede med at de var helt normale, for det havde de jo sagt i Brædstrup. Men få dage efter ringede han til mig og sagde: Jeg tror måske at jeg har fundet ud af hvorfor du ikke er blevet gravid. Jeg lyttede spændt mens han forklarede at jeg havde et hormon der hedder prolaktin som han havde målt til over 1300, den må ikke være højere end 500. Hormonet er det samme som man danner når man ammer, altså så kan det virke som prævention og gøre det svære at blive gravid.

Vi kontaktede Brædstrup fertilitetsklinik som dog var flyttet til Horsens, men lægerne var de samme. Vi fik en tid til en samtale og de kunne se i papirerne at jeg aldrig havde fået taget de blodprøver, på trods af at der stod i mine papir at de skulle være taget da vi startede i Brædstrup. Vi fik derfor 3 nye forsøg. Det første forsøg gik egentlig perfekt og lige efter bogen. For der var 2 æg til oplægning og for første gang stod vi med en positiv test. Vi var ikke til at skyde igennem, nu var lykken endelig kommet til os.

Min mave begyndt at vokse, jeg havde det lidt underligt og jeg følte mig gravid. I starten af August skulle vi så til en tryghedsscanning og på vej derind snakkede vi om hvor mange babyer der mon var i maven, 1 eller 2?? Vi kom ind på klinikken og vi var ved at dø af spænding da vi sad i venteværelset. Hun satte scanneren på min mave, der blev stille, hun sagde ikke noget. Hun kiggede bare på skærmen og flyttede scanneren rundt på min mave. Lige pludselig sagde hun: der er desværre ikke liv i fosteret. Hele verdenen stod stille, vi var i chok og tårnene trillede ned af vores kinder. Der kom en anden læge og scannede mig, hun kom til samme resultat. Husker vi blev flyttet ind på en stue, da de skulle have fat i gynækologisk afdeling. Vi vidste ikke hvad der skulle ske, hvordan skulle vi komme igennem det, benene blev sparket væk under os. Men det hele endte med at jeg fik en medicinsk abort, det var en smertefuld oplevelse, både fysisk og psykisk.

Vi måtte op på hesten igen, men desværre blev jeg ikke gravid i de 2 næste forsøg. Vi holdt igen en pause, mens vi overvejede om det var slut nu, skulle vi blive ved, kunne vi klare flere nederlag, hvordan fik vi råd til behandlingerne, ville det nogensinde kunne lykkes eller havde lægerne ret.

I 2015 sad jeg og kiggede rundt på nettet, læste om de forskellige fertilitetsklinikker. Kom ind på IVF-SYD’s hjemmeside og jeg læste alle de gode patient historier op for min mand. Jeg fik en god følelse og havde lyst til at gå videre og følte mig klar. Men min mand var ikke klar, han havde mistet troen. Vi snakkede frem og tilbage, vi blev enige om at en samtale ikke kunne skade. Vi fik derfor sendt alt vores journalmateriale af sted og vi fik bestilt en tid ved en læge der hed Malene. Vi kom til samtale og de var bestemt ikke enige i at der ikke var noget at gøre, hun havde kigget på vores tidligere behandlinger, studeret kvaliteten af vores æg. Malene mente godt hun kunne hjælpe os og hun havde nogle nye forslag. Da vi kørte hjem derfra var vi begge sikre på at hvis der var nogen der kunne hjælpe os med vores største drøm, så var det dem.

Så den 1/1-2016 startede jeg op på lang behandling. Denne gang ville de ikke lægge æg op på 2. eller 3. dagen men de vil dyrke dem videre til 5 dag altså til blastocyst. Det krævede mindst 6 æg for at der var størst chance for at 1 af dem overlevede dertil. Vi fik taget 7 æg ud, 2 af dem nåede at blive til blastocyster. Vi fik derfor lagt 1 fint æg op, nu ventede der 14 dages venten, 14 dage med op og nedture. Så troede vi på det, så troede vi ikke på det.

Jeg skulle tage en test da jeg var 4+3 men da jeg var 4+0 kunne vi ikke vente mere, for jeg havde ikke fået menstruation, hvilket jeg altid plejede i de negative forsøg. Vi stod spændt og kiggede på testen, først kom der en tydelig kontrolstreg frem, men ingen nummer 2 streg, vi nåede lige at sige til hinanden at der ikke kom nogen. Men få sekunder efter dukkede en lille fin streg op som blev tydeligere og tydeligere.

Jubii, endelig endelig endelig.

Hvad der gjorde forskellen denne gang er jo svært at svare på, var det pga. at æggene var dyrket videre til blastocyst stadiet? Var det fordi de havde lavet (attaching hatching) på ægget inden oplægning eller var det bare tilfældigt?? Nu skulle de næste uger bare gå så vi kunne komme til scanningen.

Dagene sneglede sig af sted.

Men endelig kom dagen hvor vi skulle til scanningen. Vi satte os i venteværelset, jeg var helt ved siden af mig selv, mine nerver sad uden på tøjet, min mand prøvede at berolige mig. Endelig var det vores tur, vi startede med at snakke med lægen om hvordan jeg havde haft det. Jeg havde haft kvalme, været træt og kunne godt mærke at der skete noget med min krop. Med det samme hun scannede mig, sagde hun: alt ser fint ud. Vi begyndte begge at græde af lettelse og glæde. Vi hørte hjertelyden og så det lille hjerte blinke på skærmen. Vi kørte bagefter ned i en børnetøjsbutik og købte en bodystocking til baby og nogle vente bukser til mig.

Nervøsiteten var der stadig, hver dag frygtede jeg at der skete noget med baby. Da jeg var i uge 11 vågnede jeg en lørdag morgen og var så nevøs, jeg kunne ikke holde ud at gå sådan her. Vi blev enige om at købe en tryghedsscanning, vi kom af sted samme dag. På skærmen så vi den fineste lille baby, der lavede koldbøtter og var lige som den skulle være. Vi var ugen efter til nakkefold og fik lav risiko. Men det var først efter at misdannelses scanningen var overstået at vi kunne slappe af. Kunne det virkelig passe at vi efter så mange års kamp endelig ville få vores største drøm opfyldt.

Det kunne det, for den 21 Oktober 2016 fødte jeg en perfekt og velskabt lille dreng. Vi er så stolte og dybt taknemmelig over at vi har fået lov til at blive forældre til den lækreste lille fyr. Vi er glade for at vi ikke gav op, at vi fortsatte kampen og kom i mål. At være blevet forældre er endnu mere fantastisk end vi havde drømt om, han er så dejlig, sød, glad og mild. Vi nyder ham hver dag og snakker næsten daglig om hvor heldige vi er.

Rigtige mange ting har været helt overvældende for os, lige pludselig er det vores hjem der er fyldt med babyting, det er os der går tur med barnevognen, vi har en baby der går til babysvømning, jeg skulle i mødre gruppe og ikke mindst vi er blevet til en familie.

Efter så mange år i fertilitetsverden, kan jeg kun sige at man aldrig skal give op, bliv ved med at forfølge Jeres drøm, men husk at holde de pauser i har brug for, for det er en hård omgang både fysisk og psykisk.

Mortilcorneliuszac

Du er velkommen til at følge mig Instagram @mortilcorneliuszac

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Pin It on Pinterest