Om os

Mig: 27 år | Mr. Right: 29 år

Forhold: 7 år | Bosiddende: København

Projekt baby: Januar 2015 | Fertilitetsbehandling: December 2015

Behandlinger: 3x hormon/hjemmeforsøg, 7x IUI, 1x IVF

Graviditet: 1x biokemisk, 1x normal graviditet – termin 29. Sugust 2017

VORES FORLØB

I januar 2010 blev mr. Right og jeg kærester efter vi havde kendt hinanden et års tid. Men et år skulle der gå og hovedkulds blev vi forelsket i en alder af bare 20 og 22 år. Tiden fløj afsted og jump forward til januar 2015, på vores 5 års dag, hvor mr. Right endelig (ENDELIG) var klar til at vi skulle starte en lille familie. Jeg var klar allerede to år forinden men sagde til ham dengang, at indenfor 2 år skulle vi altså gå i gang, for så havde han god tid til at gøre sig mere eller mindre klar og så pressede jeg ham ikke ud i noget. Et barn synes jeg er en fælles beslutning, så det var meget vigtigt for mig at han selv sagde til når han var klar.

Januar 2015, p-pillerne røg, jeg var 25 år og verdens lykkeligste kvinde. Som mange kvinder muligvis ved, så er mænd måske lidt mere loose omkring det hele og har holdningen “så tager vi det som det kommer, ingen stress” og sådan var mr. Right også i starten. Helt fair, men i mit hoved kørte det rundt. Endelig kunne min aller største drøm gå i opfyldelse, at blive mor, og jeg havde tænkt at det nok gik hurtigt da ingen af os hverken ryger, har røget hash/taget stoffer, vi dyrker regelmæssig motion, er normalvægtige og har aldrig fejlet noget. Derudover kommer vi begge fra store familier og jeg ved bl.a. at jeg selv blev undfanget hurtigt. Så jaja, det går helt sikkert hurtigt…. Og jeg blev klogere….

Allerede måneden efter p-pillerne røg kom menstruationen og jeg var SÅ glad, så var der regelmæssig menstruation og en cyklus som fortsatte med at være på de 33-35 dage hver eneste måned. Så jeg lærte hurtigt om de der ‘kend din ægløsning’-apps, så jeg vidste præcis hvornår min ægløsning ville ligge, så der blev lige fyret lidt ekstra op i den periode omkring ægløsning. Jeg ville gerne have at vores sexliv forblev romantisk og min kæreste sagde fra starten at det ikke skulle blive sådan noget planlagt noget, så jeg undlod at fortælle ham om de apps jeg havde erhvervet mig og i stedet bare forføre ham lidt ekstra ‘når tidspunktet var det rette’. Så det var (mere eller mindre) afslappet og uden brug af andre redskaber (fx ægløsningstest).

Men månederne gik og mit indre at-have-styr-på-og-kontrol-over-alt monster var ved at gå op i røg af frustrationer. Hvilket også lige så stille begyndte at have en impact på vores liv og sexliv, da jeg naturligvis ikke kunne lade være med at blive irriteret og ked af det, hvis mr. Right ikke havde lyst LIGE når jeg vidste at ægløsningen ville være. Så jeg valgte at fortælle ham det og nogle dage kunne han godt abstraherer for det og andre dage ikke. Og I kan godt forestille jer hvordan jeg opførte mig de dage han ikke kunne overskue det planlagte knald, ikke? Jeg husker i hvert fald tilbage på den tid med ondt i hjertet – frustrationer, lavt selvværd (hvad var der glat med os?) og tvivl om kærligheden (det har jeg dog aldrig været, men med så mange følelser, går tanker og bølgerne altså højt!).

Sommeren 2015

Vi er nu i sensommeren 2015 og i mellemtiden er to af mine aller bedste veninder blevet gravide i hhv. 1 og 3 forsøg, længe efter at vi havde smidt p-pillerne tilbage i januar. Ja, den lader vi lige stå her…. Av mit hjerte, men alligevel, så er de piger så stor del af mit liv, at jeg valgte at adskille de to ting – min sorg over at JEG ikke kan få et barn og deres lykke over at DE kan. Det er ingens skyld og jeg er heldigvis en person med et positivt sind. Ikke at jeg siger at der er noget i vejen med at tackle det anderledes, det er så forskelligt, og alt er okay. Jeg synes personligt bare, at det er vigtigt at man taler om det så ens omgangskreds forstår det. Og her mener jeg mine veninder, at de vidste hvorfor jeg måske i perioder ikke orkede at se deres maver.

Sensommeren er i gang og jeg starter på min kandidatuddannelse i september 2015. Vi har nu været i gang med projektbaby i 8 måneder og jeg tænker at det må være tid til at begynde på ægløsningstests. Synes virkelig at jeg og mit ikke-tålmodige væsen burde få en medalje for ikke at være gået i krig med det tidligere, men som nævnt, jeg prøvede virkelig at give det tid som man fik at vide at man skulle. Jeg følger anvisningerne og begynder at teste ugen op til ægløsning (som app’en og min cyklusser fortæller mig hvornår er) og dagene efter. Jeg testede en til to gange dagligt men jeg kunne ikke få en eneste positiv. Nå, jeg tænker at jeg (irriterende nok) ikke har testet nok, så måneden efter tester jeg igen, bare 3-4 gange dagligt for at være sikker på at ramme tidspunktet (utrolig besværligt når man har et job, men hvad gør man ikke…), men jeg får stadig ikke en eneste test positiv.

Jeg snakker på et tidspunkt med en anden tæt veninde som læser medicin. Hun siger at hun har om fertilitet i øjeblikket og at hun vil prøve at forhøre sig hos en underviser om det. Ugen efter vender hun tilbage med et svar, som bekræfter min egen anelse, at vi skal testes. Hendes underviser har sagt at når vi er så unge (nu, 26 og 27 år), intet fejler og har rimelig meget regelmæssig sex, så burde det være sket nu. Jeg havde allerede tænkt tanken og det Google-monster som jeg er, havde naturligvis allerede researchet på fertilitetskontrol og fertilitetsbehandling. Jeg vendte det med mr. Right derhjemme efter vi havde fået besked fra min venindes underviser og jeg kontaktede straks Copenhagen Fertility Center (CFC) som jeg havde hørt godt om og som ligger 20 minutters kørsel i bil fra os. Det var fantastisk at snakke med en kompetent person som var meget lyttende og som bekræftede mig i mine bange anelser, og som bestemt ikke negligerede sorgen over ikke at blive gravid. På grund af ventetid fik jeg en tid en måned efter, dvs. i november 2015, på trods af at jeg ikke havde snakket med min læge endnu, så vi netop kunne få det over sygesikringen/støtte fra staten (jeg var på SU, så økonomien var der ikke rigtig til dyre forsøg i det private). Men da jeg er den proaktive type, når det kommer til sådan noget, så tog jeg bare den tid vi kunne få og tænkte at lægen ‘bare’ skulle give os henvisningen.

Men det er åbenbart ikke helt så smooth som jeg havde tænkt. Min læge var virkelig ikke medgørlig og blev ved med at sige ‘vi plejer jo lige at teste mandens sædkvalitet før vi laver sådanne henvisninger’ på trods af at jeg virkelig argumenterede for at der ER altså noget i vejen, for det VIDSTE jeg bare. Både i forhold til de udelukkende negative ægløsningstests (og dermed CFC’s idé om en mulig PCOS) og fordi at jeg bare vidste at det ville være sket nu! Det er altså bare frustrerende når man ikke føler sig hørt når man har en følelse af, at man skal have hjælp. Så jeg skruede bissen på og endelig gav min læge sig ‘ja ok, så får du bare den henvisning…’. JO TAK. Men eftersom at både jeg selv og mr. Right skal have hver vores henvisning, så skulle han selv lige ringe til lægen (vi har heldigvis samme læge) og jeg frygtede det værste og sad ved siden af og havde lært ham op i hvad han skal sige… Da lægen så fik mit CPR-nummer var svaret bare ‘nå ja, jeg sender henvisningen med det samme’. Han turde nok ikke andet, når han allerede haft mig i røret, ha ha.

Den proaktive type

Well, som beskrevet er jeg jo den proaktive type og derfor undersøgte jeg alt det man skulle have styr på af tests mm. inden man kunne starte op i behandling, og da vi alligevel havde en måned før vi skulle til samtalen, udnyttede vi tiden med at få tager ALLE tests (blodprøver, æggestok gennemløbning/HSU, sædprøve osv.) som en behandling krævede, så vi til samtalen havde svar på alt og derfor kunne få lagt det bedste forløb for os. Det blev endelig november 2015 og vores samtale gik så fint – mr. Right har virkelig gode svømmere (33 mio. oprenset ved første sample) og de afkræftede mig og PCOS. Nå, men hvad er det så? CFC mente så at jeg har det som hedder anovulatorisk blødning, dvs. en regelmæssig blødning hver måned men ingen ægløsning…. Øh hvad? Ingen ægløsning? Jamen…? Okaaay. Et ord jeg aldrig havde hørt før, men pludselig blev hele min verden og Google-monstret slog naturligvis til igen. Anovulatorisk blødning er noget som videnskabeligt ikke kan forklares trods man studier, men CFCs svar var bare, at vi skulle have et lille hormon-skub bagi og så var jeg nok gravid indenfor 3 måneder. 3 måneder – det var lang tid når man i forvejen havde ventet i 10 måneder – men samtidig en overskuelig fremtid. Ja, dengang var ideen om tid en HELT anden end den ender med at være…

Fordi min krop arter sig og menstruationen (eller bare blødningen?) kommer hver måned samme tid/samme sted som man siger, så kunne vi allerede starte op med første omgang hormoner i december 2015. Så jeg starter på 1x Pergotime (clomid) tabletter som skal tages 5 dage i træk for at modne æggene bedre, så blev jeg scannet et par gange, så skulle jeg tage en ægløsningssprøjte (ovitrelle) og så gav de dato og tidspunkt for hvornår vi skulle have sex, et såkaldt “hjemmeforsøg”. Heldigvis havde mr. Right med tiden vænnet sig til den planlagte sex og var medgørlig 😉 Nå, 3 måneder forløb sådan, men uden held. I mellemtiden blev endnu en tæt veninde, hende som læser medicin jeg nævnte tidligere, også gravid (i andet forsøg!). Faktisk fik hun en positiv test på dagen jeg opstartede hormoner – tror aldrig at jeg har grædt så meget. Igen, af MIN egen ulykke og ikke HENDES glæde. Men hold nu op, hvor var det en hård tid lige dér. Men jeg var stadig ved god mod da jeg vidste at lige om hjørnet var en ny teknik og højere chancer for graviditet – nemlig inseminationer (IUI).

Opstart af Insemination IUI-H

Marts 2016 er måneden vi opstarter første IUI – samme dosis af Pergotime, men denne gang skulle vi ikke kun prøve derhjemme, i stedet afleverede vi på en givet dato mr. Rights svømmere (alt efter hvornår ægløsningssprøjten skulle tages) og senere på dagen blev de oprenset og sprøjtet tilbage i mig. Nemt og smertefrit. Igen, blev vi bekræftet at mr. Right har super-svømmere og jeg responderede stadig rigtig godt på Pergotime og havde en stor og flot follikel. Så vi var glade og der var håb, men desværre ingen graviditet. Et kæmpe slag for os og hårdt for især mig som var nede i et sort hul lige dér, hvor mr. Right er bedre til at håndtere disse nederlag.

På det her tidspunkt havde mit, igen, proaktive jeg undersøgt mulighederne for alternativ behandling – især akupunktur, men mr. Right gav ikke meget for det ‘det er jo ikke videnskabeligt bevist…’, men jeg havde alligevel læst mange succeshistorier i fertilitetsbehandling. Jeg havde også fået kontakt med en pige gennem Instagram, hvor jeg efter at første hjemmeforsøg var negativt, oprettede en privat profil, kun til formålet. Jeg fandt hurtigt ud af at der fandtes et helt univers af par og kvinder i fertilitetsbehandling og det var noget af en øjenåbner og det bedste jeg har gjort for mig selv.

Magen til større støtte skal man lede længe efter! Men jeg snakker så med den her pige som har PCOS og som er startet på akupunktur i deres 3. IUI og jeg siger til mr. Right at hvis hun bliver gravid nu, efter akupunktur, så tror jeg på det og så vil jeg også starte (koste hvad det vil!) og han siger ja til det. Fantastisk som det er, så bliver hun gravid! Så ved vores 2. IUI starter jeg til akupunktur og det var en ny verden. Jeg afprøver en ny livsstil (lchf) efter vejledning af akupunktøren og hun sætter også nåle i for stress, da jeg er begyndt at have hjertebanken om aftenen og have søvnproblemer (ja, sådan noget behandlingen er virkelig ikke godt for kroppen!). Desværre bliver jeg ikke gravid, men vi giver akupunktur chancen, så både 3. og 4. IUI forsøg er med akupunktur, desværre uden graviditet.

Kan dog mærke at jeg får det bedre psykisk, men er begyndt at tage på af hormonerne og den livsstil akupunktøren føler jeg ikke er god for mig, så vi dropper akupunktur og livsstilen igen i juni 2016 (efter at være blevet 6000 kr. fattigere). Vi er nu i 5.IUI forsøg i juli 2016 hvor min dosis i mellemtiden er sat op med 2x Pergotime i 5 dage og jeg begynder at modne flere follikler. Dagen inden vi rejser tre uger på ferie bliver jeg insemineret med 40 mio. hurtige svømmere og 2 store follikler + 1 mindre og en psyke som har det SÅ godt! Især fordi jeg har tænkt mig at nyde livet for FØRSTE GANG i 1,5 år som vi har prøvet at blive gravide, og med det mener jeg, at jeg vil spise hvad jeg har lyst til, drikke drinks MED alkohol og gider ikke at bekymre mig om vitaminer/folinsyre og bare generelt, gider slet ikke at bruge min ferie på at tænke på fertilitetsbehandling og det mareridt vi som par befinder os i. Og det var den mest fantastiske ferie (men hvem ville ikke nyde 3 uger i USA? ;-)) og vi fik bekræftet at vi stadig havde LYST til hinanden når sex ikke blev planlagt og at vi slet ikke var i tvivl om at det skulle være os. Ikke fordi vi nogensinde har tænk andet, men når man kæmper med sådan noget som par, så bliver man nogen gange nødt til at stoppe op, mærke efter og blive nyforelsket, hvilket vi havde brug for lige dér. Og hold nu op hvor vi nød det!

Så udeblev min menstruation

Tiden gik og min menstruation udeblev for første gang i behandlingen, men jeg gad virkelig ikke at bruge energi på det, for menstruationen skulle jo nok komme… Men mr. Right var rimelig excited og synes at vi skulle købe en test… Jeg udskød det tre dage og dagen efter at vi ankom til New York og den sidste uge inden hjemrejse, køber vi sådanne elektroniske tests.

Om morgenen efter (det er en mandag husker jeg tydeligt..) vågner jeg kl.7 og skal selvfølgelig teste med det samme på den famøse morgenurin og jeg kan ikke tro mine egne øjne når der på testen elegant står skrevet “Pregnant”! OMG! Ikke bare en streg som er utydelig som man kan være i tvivl om – nej – her stod det altså SORT PÅ VIDT.

Rystende og tudende (af glæde vel og mærke) vækkede jeg (naturligvis) mr. Right som (naturligvis) var noget forvirret over 1) at blive vækket så tidligt på sin ferie haha og 2) at det var sandt. 1,5 års kamp for sådan en test og så stod vi i byernes by NY (som altid har været min yndlings by) på et hotelværelse, efter en fantastisk ferie og var i de lykkeligste omstændigheder. Det var virkelig som en drøm og følte at jeg var med i en amerikansk romantisk komedie! Den dag her, er en dag jeg sent vil glemme. Var fyldt med så meget lykke, med min egen mr. Right og kommende baby-daddy, i min yndlingsby og livet kunne lige dér, ikke være bedre og mere perfekt. Det øjeblik og den dag vil nok altid stå solklart for mig, da vi gik i sådan en lille boble og fik taget nogle fantastiske billeder med udsigt over NY, hvor jeg holder på maven osv. (endelig fik man lov!). Jeg kunne ikke begribe hvor heldig jeg var og det var den vildeste lykkerus som skyllede ind over os – og selvfølgelig skulle vi da lige købe en lille baby bodystocking med I <3 NY, bare fordi vi kunne.

Skuffelsen

Som I nok kan fornemme, var lykken kort, og allerede om aftenen (4+3) begyndte jeg at få lidt brunt. Har aldrig været så bange i mit liv og jeg græd og græd hele natten med en kæreste om holdt om mig og bare beroligede mig på bedste vis. De beroligede mig dog at der intet blod kom. Om morgenen efter tog jeg derfor en test mere som stadig var positiv, pyh. Men i løbet af dagen kom der blødning og mit hjerte gik i stå tror jeg. Jeg fik ringet til klinikken som gerne vil have mig ind hurtigst muligt men eftersom at jeg stadig befandt mig i New York, så måtte jeg vente til fredag hvor vi var hjemme. Jeg testede ikke mere på ferien, men prøvede at nyde dagene så godt jeg kunne på trods af at jeg blev mindede om situationen hver gang der var et toiletbesøg…

Men måske var det meget godt at vi bare var os to, i en stor storby og at vi stille og roligt kunne bearbejde de forgangne dage og oplevelser. Er i hvert fald glad for ikke at skulle på job dagen efter sådan et følelsesregister! Vi, mr. Right og jeg, fik i hvert fald talt det hele igennem og kom til den konklusion at det vi kan tage med af dette er, at det kun kan være positivt at det nu KAN lykkes at blive gravid og vigtigst, at vi kan lave et barn SAMMEN (som faktisk er det jeg frygtede allermest – for vi har jo lyst til at få et barn der er vores, altså, vi ønsker jo at se et produkt af OS), så det hjalp utrolig meget at tænke sådan. Vi kom hjem, direkte afsted til klinikken som tog blodprøve og bekræftede at graviditeten var gået i sig selv, en såkaldt biokemisk graviditet. Ja, så kan man også sætte hak ved sådan én…

Men ligesom os, var de udelukkende positivt stemt fordi at en graviditet VAR sket og det var et kæmpe skridt for os. Jeg må også sige, at efter den positive test-oplevelse, så ændrede mit liv sig fuldstændig. Jeg gik fra at være semi-deprimeret af vores egen sorg og udelukke alt godt i livet som kunne have en negativ effekt på fertiliteten, til at være oprigtigt glad, se det positive i livet, være ekstra forelsket og sætte ekstra pris på at have en så fantastisk og støttende mand, tage ud med veninder og få en enkelt drink eller to og have tiltro til, at IVF nok er vores vej. Nå ja, vi blev i øvrigt henvist til IVF på Herlev tilbage i juni 2016 (efter 3. IUI) og imens vi venter på at komme til første samtale i oktober 2016 fortsætter vi med IUI og når op på 7 x IUI i alt.

Nyt job

Jeg vælger så at vi tager en pause den måned vi skal til IVF-samtalen da jeg skal starte nyt job på 1/11 2016. Det kan for nogen virke dumt og tarveligt overfor en ny chef at tage imod et nyt job når IVF er lige om hjørnet, men jeg nåede til den konklusion efter mange tanker og for/imod spekulationer, at jeg i det her forløb har lært en simpel ting – TID KAN MAN IKKE REGNE MED. Så hvordan tror i lige det vil være for mig, som virkelig trængte til et nyt job, hvis jeg takker nej til drømmejobbet og jeg så ikke bliver gravid med IVF, ja så er mit liv da først et helvede! Nu var det sgu min tur til at tænke lidt på MIG og MINE behov. Nå, tiden gik faktisk hurtigt og 1. IVF samtale nærmede sig faktisk med ret hurtige skridt.

Fortsætte…. Se solstrålehistorie Makemybabycometrue del.2