1 år og 7 måneder. Så længe brugte vi på at få de magiske to streger på graviditetstesten. Det er lang tid, hvis man sammenligner med dem, hvor det lykkes ved første møde under dynen. Det er kort tid, hvis man sammenligner med dem, der bruger 7 år eller mere. Men i virkeligheden behøver man jo ikke sammenligne. Kampen for de der kæmper er individuel, mens nogen heldigvis ikke behøver kæmpe. Tænk hvis det at få et barn var svært for alle? Det er jeg glad for, at det ikke er.

Det lå slet ikke i kortene, at vi skulle have svært ved at få et barn. Så da jeg lagde p-pillerne på hylden, eller egentlig bare ikke fornyede min recept, efter 10 års fast forbrug ved årsskiftet 2015/2016, var det med en nogenlunde forventning om, at vi var forældre inden 2016 var omme. Hvis ikke der, så i hvert fald i starten af 2017. Sådan gik det ikke. I løbet af ganske kort tid forandrede min krop sig ret meget. Ikke fordi den blev gravid, som vi havde håbet. Tværtimod faktisk. En vægtøgning på ca. 20 kilo, uren hud, hårvækst af mandlig karakter, hovedpine og rod i blodsukkeret. Jeg levede egentlig som jeg plejede, så der var ingen logisk forklaring på disse forandringer. ”Mon ikke du bare har spist lidt ekstra godt den seneste tid”, sagde den yderst usympatiske læge, da jeg i min dybeste frustration besøgte hende. ”Mon du har trukket dit lægebevis i en fucking tyggegummiautomat? Klaphat!”, tænkte jeg og gik derfra uden videre svar eller udsigt til det. Da jeg havde gået med symptomerne i knap 8 måneder besøgte jeg samme læge igen. Denne gang med en løftet pegefinger, dræberøjne og en klar besked om, at hun skulle lave en henvisning til nogen, der kunne hjælpe mig, når hun nu ikke kunne. Det gjorde hun. Uden at blinke. Det var i øvrigt mit sidste besøg ved hende.

En måneds tid efter sad jeg på gynækologens kontor. Her med en mistanke om, hvad der var galt med min krop. En scanning af underlivet sat sammen med svarerne på de blodprøver, som jeg havde fået taget forinden, bekræftede min egen mistanke. PCOS. Gynækologen var en mand af ganske få ord. Meget kort og kontant type. Sådan en man enten kan lide eller slet ikke kan lide. Jeg kunne egentlig godt lide ham. Til at starte med i hvert fald. ”Din PCOS er af sådan en kraftig grad, at jeg ikke vil vurdere, at du kan blive gravid naturligt”. Av min arm. Før jeg nåede at få det hele vendt i mit eget hoved, var jeg sendt hjem med en ny tid i hånden til Jonas og jeg. Jonas er i øvrigt min mand, det har jeg slet ikke nævnt endnu. En tid til en snak om vores muligheder i fertilitetsbehandling. Vi var egentlig heldige, at vi kunne komme i gang så hurtigt. Fordi min PCOS er som den nu er, har vi været en af de meget få par, der ikke har skulle forsøge at blive gravid selv i et år eller mere, før vi er blevet tilbudt hjælp. Desuden bor vi i et sted, hvor ventetiden er laaaangt kortere end den er så mange andre steder i landet. Vores forløb kunne sagtens have været længere, havde vi boet et andet sted.

Forløbet ved gynækologen var intenst og på mange måder alt for hurtigt og alt for stressende. Det ene forsøg overtog det andet uden pause i mellem og efter 5 måneder med 4. IUI-forsøg, hormoner, håbefuldhed, håbløshed, frustrationer, spænding, forventning, tårer og ulykke blev vi afsluttet ved gynækologen med beskeden ”Leah, din cyklus er ALT for rodet. Dét kan jeg slet ikke arbejde med, så der er ingen grund til, at vi fortsætter her”. Ny henvisning. Denne gang til Fertilitetsenheden på sygehuset. Hjem og så bare vente på en indkaldelse. Et tiltrængt pusterum, en tiltrængt tænkepause, men med en ulykkelighed over, at jeg endnu ikke var blevet gravid.

Pausen blev ikke lang. Faktisk kun 7 uger. I maj 2017, 1 år og 4 måneder inde i forsøget på at lave en baby, var vi kommet i nye hænder. Gode og meget professionelle hænder. Hænder der vendte op og ned på det hele. ”Jamen har du ikke fået lavet en passageundersøgelse? Du godeste! Så ved man jo slet ikke om IUI overhovedet virker”, ”Jamen fik du slet ikke menstruation mellem forsøgene? Heller ikke med Provera?”, ”Hvorfor fik du kun hormoner ved første forsøg?”, ”Ej, nej nej, har du fået ægløsningssprøjte uden at blive scannet først?!”, ”Hvorfor er der ikke blevet taget hånd om de her lave blodprøveværdier?”, ”Hvorfor har du ikke fået Metformin eller anden hjælp til at styre din PCOS?”, ”Jamen skal den cyste bare blive siddende derinde? Den kan altså godt sidde i vejen for en graviditet og desuden giver den dig jo smerter”. I kan nok høre, at spørgsmålene var mange og desuden forvirrende. For det stod jo pludselig meget klart, at de 5 måneder og 4 IUI-forsøg ikke var udført helt efter bogen. Faktisk viste det sig at være sløset og meget uprofessionelt arbejde og jeg glemmer aldrig den nye læges ord da hun sagde ”Jeg vil mene, at der slet ikke har været en chance for, at du kunne blive gravid i nogle af forsøgene”. Av, av, av. De færreste går i fertilitetsbehandling fordi de synes det er pisse sjovt.

Nu vendte vores behandling 180 grader. Vi brugte 2 timer på lægens kontor den eftermiddag og sygeplejersken kom for sent hjem den dag, fordi hun blev tilbage og hjalp os. Jeg blev startet op i Metformin, sendt til udredning for jern -og D-vitaminmangel, sat ind i PCOS-venlig kost og blev henvist til Gynækologisk Afd. for at få fjernet en dermoidcyste på venstre æggestok. En dermoidsyste, som gynækologen havde valgt ikke at gøre noget ved. Med alle de nye beskeder i rygsækken blev vi sendt hjem på sommerferie, da vi ikke kunne nå at køre et forsøg inden klinikkens sommerferie. Det var fair nok, da jeg lige skulle opereres og tabe 10 kilo i mellemtiden. En hård, men spændende sommer gik vi i møde og jeg var motiveret som aldrig før. Endelig var der noget, som JEG selv kunne gøre. Fedt!

I juni 2017 fik blev jeg opereret og dermoidcysten blev fjernet. En operation hvor meget kunne gå galt, men heldigvis gik alt skide godt. Under denne operation finder de ud af, at jeg også lider af endometriose. Det anede jeg ikke, men det gav svar på mange ting. Så nu med PCOS og endometriose, men stadig med masser af fornyet motivation i kampen for ønskebarnet.

3 uger efter operationen var jeg nogenlunde fit for fight igen og kampen mod kiloene gik for alvor i gang. Med PCOS-venlig kost, masser af motion og hjælp fra Metformin tabte jeg knap 10 kilo den sommer. Og for første gang siden p-pillestoppet halvandet år tidligere fik jeg menstruation. Dét var ret vildt. Da den kom ca. midt i juli, var der en 6 ugers tid til vi skulle starte i behandling igen og i gang med 5. forsøg. Uden at regne med noget eller håbe for meget valgte vi at satse på, at min krop var på vej på rette spor med den nye hjælp vi havde fået. I et længere forløb med fertilitetsbehandling er 6 uger ikke ret lang tid. Derfor var det overskueligt for os at opbygge et lille bitte spinkelt håb om, at det kunne lykkes os at blive gravide naturligt. Oddsene var jo pisse lave idet vi ikke anede, om jeg ville få ægløsning i den periode og i så fald hvornår. Og bare fordi man har ægløsning er man jo langt fra sikret en graviditet. Desuden havde vi jo fået beskeden om, at det ikke ville kunne lykkes naturligt. Så der var et lille bitte mikroskopisk håb, med absolut ingen høje forventninger.

Tiden gik og i starten af august skulle vi til bryllup. Det var en lille halv uges tid før jeg absolut tidligst ville kunne håbe på at se en positiv graviditetstest. Min mavefornemmelse sagde, at jeg hellere måtte tage en test. Den test var negativ. Ikke så meget som skyggen af streg nummer 2. Så vi tog til bryllup dagen efter, men mavefornemmelsen fulgte med. Så jeg drak kun få dråber alkohol den aften.

Jeg laver en aftale med mig selv om, at jeg skal teste igen en uge senere og se, om mavefornemmelsen alligevel har ret. Jonas ved faktisk ikke, hvor stærk den her mavefornemmelse er, for jeg vil jo ikke sætte hans forventninger unødvendigt højt op.

Der går ikke en uge, men faktisk kun 4 dage og så kan jeg ikke vente længere. Den 9. august om morgenen springer jeg ud på toilettet og tisser på en test, som jeg har gjort det så mange gange før. Jeg lægger den på et stykke toiletpapir på håndvasken og allerede idet jeg rejser mig fra toilettet spotter jeg dem ud af øjenkrogen. 2 STREGER. En POSITIV test. Jeg var GRAVID. Og fandme om ikke jeg var blevet det naturligt. Jo det skal jeg lige love jer for, at jeg var blevet. Og lykken var større end nogensinde.

Det er snart et år siden, at jeg stod med den positive test med de magiske 2 streger. Det er snart et år siden, at jeg blev gravid på naturlig vis. Den 15. april 2018, 2 år og 3 måneder efter vi begyndte kampen for vores ønskebarn, blev vi forældre til vores dejlige datter, Anna Oline. Hun er fantastisk, perfekt, smuk, sød, dejlig og alt hvad der ellers er godt i den her verden. Vores kærlighed til hende er endeløs og hun er hele kampen og mere til værd. Endda X 100. Eller 100.000. Eller 100.000.000. Jeg elsker hende så højt! Hver dag minder hun mig om, hvor stærk jeg er. Og hvor stærk Jonas er. Og hvor stærke vi er sammen!

Det endte med at blive et langt skriv. Sådan er det vist ofte med mig. Der er faktisk meget mere til historien og hvis du har lyst til at læse det hele, kan du finde Hele historien her under fanen med tidligere blog managere. Jeg var nemlig med, da Fertilitetsliv startede op i sin tid.

Jeg har også delt ud af vores kamp på min egen blog Lige her hvor jeg også deler en masse om livet som mor med alt hvad det indebærer af lykke, træthed, gylp, lortebleer, ammehjerne selvom jeg har et flaskebarn, skøre ting jeg siger og gør og så desuden også en meget detaljeret fødselsberetning af en fødsel, der slet ikke gik som håbet. Du skal være velkommen til at kigge forbi, hvis du har lyst.

Kram til jer der kæmper netop nu. Knus til jer der er ved at give op. Kys til jer der græder flere tårer end de fleste kan se. Tanker til jer der gør det på egen hånd. Håb og krydsede fingre til jer alle! Det er sandt, hvad de fleste siger. Det er hele kampen værd! Og så endda X 100. Eller 100.000. Eller 100.000.000.

Jeg hepper på jer!