Mit navn er Martin og jeg er Nadias mand. Jeg vil prøve at fortælle lidt om de følelser, man som mand oplever i fertilitetsverden – allerede inden at vi er gået i gang med behandlingen.
Da Nadia og jeg snakkede om, at nu var vi parat til at få vores eget barn, fik jeg følelsen af, at det nok ville ske hurtigt og være nemt. Jeg var vant til, at alle mine bekendte sagtens kunne få børn på normal vis, så hvorfor skulle det ikke ske for os i første hug? Desværre skulle det ikke være så nemt.
Da vi havde prøvet i 1 år uden der var sket nogen som helst, begyndte tankerne at florerer. ”Kunne vi overhovedet få børn selv?” Vi valgte derfor at gå til egen læge for at få det undersøgt. Jeg var overbevist om, at det var mig de ville starte med at undersøge, men sådan forløb det ikke – jeg blev hurtigt klogere. Nadia blev indkaldt til lægen, hvor hun blev undersøgt og fik taget en masse prøver, for at finde ud af om det var hende den var gal med. Vente tiden på de prøver Nadia fik taget var lang, og frygten for at hun fejlede noget blev større for hver dag der gik. Dagen kom hvor vi skulle til samtale med lægen, og vi fik svarene på Nadias prøver. ”Nadia du fejler ingenting, alle tallene ser fine og normale ud”. Lægen havde glemt at inddrage mig, og jeg var derfor ikke blevet tjekket endnu, men da de havde fundet ud af at det ikke var Nadia som fejlede noget, var jeg næsten godt klar over at det var mig. Jeg blev glad på Nadias vegne, men utrolig ked af det, for nu vidste jeg godt at det hele var afhængigt af mig.
Sexlivet bliver påvirket
Vi blev sendt videre til en gynækolog i Næstved for at få nogen flere svar på, hvad det så kunne være at der var galt og hvilke muligheder vi ville have. Gynækologen sendte os videre til Holbæk sygehus da hun skulle have en sædprøve fra mig. Jeg har hele tiden gået med tankerne om at jeg ingen ting fejler og jeg sagtens kunne gøre min egen kone gravid, men da vi fandt ud af at Nadia ikke fejlede noget, gik alle mine tanker på at jeg nok aldrig ville kunne få børn med hende jeg ville have børn med og alt mit fokus på vores drømmebarn skulle gå i vasken. Det endte med at gå ud over vores sexliv, da jeg ikke kunne koncentrere mig om andet end jeg bare gerne ville have et barn. Jeg begyndte at få præsentationsangst og jeg ikke kunne præstere under samleje, da alt fokusset var på barn og ikke os som mand og kone. Det var sindssygt hårdt, og det varede i et par måneder, med daglige kampe om, hvorfor fanden det bare ikke ville fungere, og jo mere jeg tænkte på det, jo sværere blev det også!
Dagen kom hvor jeg skulle op og aflevere en sædprøve i en kop for første gang – mine nerver var virkelig ikke til at styre og jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har været så nervøs for at skulle ud og præstere noget som kunne have indflydelse på vores fremtid sammen, og hvad der så skulle ske. Jeg kommer ind i et rum hvor der står et gammelt billedrørs TV fra 90’erne. Rummet føltes trykket og man kunne næsten mærke, hvor nervøse mændene havde været i det rum – men jeg måtte jo bare komme i gang! Jeg blev færdig og skulle op og ligge prøven på skranken hos den flinke sygeplejerske. 14 dage efter jeg havde afleveret prøven ville jeg få svar, og det var de længste dage i hele mit liv! Vores gynækolog ringer til Nadia og fortæller, at vi skal komme op til hende og snakke om prøverne. Dér får jeg en kæmpe knude i maven for det kunne kun være dårlige svar når hun ville snakke om prøverne ansigt til ansigt. Dagene gik og vi fik endelig en aftale på benene og vi kom der op, hvor jeg desværre får af vide at min sædkvalitet er meget nedsat. Det udløser igen en kæmpe knude i min mave og jeg får mest af alt bare lyst til at åbne op for alle mine følelser og bare bryde sammen, for hold nu kæft et nederlag det var! Vi blev sendt videre fra gynækologen i Næstved til Holbæk fertilitetsklinik, da min sæd ikke er så dårlig at der stadig er muligheder for at det kan blive vores eget barn, men følelsen af at man skal have hjælp af andre er fandme hård – det at man skal have videnskaben til hjælp og man ikke bare kan gøre det på den naturlige måde! Det føltes som om at hele min manddom røg direkte til jorden og smadrede i 1000 stykker. Alt det jeg havde gået og håbet på, der kunne ske på ingen tid kommer til at blive en kamp jeg aldrig nogensinde har i sinde at tabe. Da jeg fik af vide at det var mig der fejlede noget blev jeg så ked af det, og jeg var bange for at miste alt det vi havde opbygget sammen og at Nadia ikke ville føle det var godt nok og jeg ikke ville være en mand længere – det er noget der tog rigtig hård på mig, for hvordan skulle jeg kunne fortælle andre om hvordan jeg har det, hvordan skal jeg sige til mine venner og familie, at jeg ikke selv kan få børn på en naturlig måde? Alle tankerne og følelserne kom i spil, det var et kæmpe nederlag, men efter jeg har fået snakket alle tingene igennem med Nadia om hvordan jeg havde det med det hele, endte det ud i at det var en kæmpe hjælp. Det hjalp så meget at åbne op!
Viden omkring barnløshed
Jeg har brugt utallige af timer på at læse om alle de forskellige behandlinger man kan få og det hele føles så uoverskueligt og noget man aldrig nogensinde ville kunne komme igennem. Hvorfor har man aldrig fået sådan noget af vide, at chancen for man ikke selv kan få børn er der? Tanken har aldrig nogensinde strejfet mig. Jeg har haft rigtig svært ved at skulle fortælle alle omkring mig at vi har det problem, jeg har været bange for at alle ville kigge skævt på mig, og været bange for hvad andre ville tænke om det, men Nadia og jeg snakkede alle tingene igennem og har valgt at være åbne omkring det, da vi mener at der ikke er noget at skulle skjule for både familie, venner og kollegaer. Vi havde allerede været åbne omkring ønsket om baby, da vi selv skulle prøve, så det var naturligt at venner og familie begyndte at spørge ind til det, efter et par måneder, da der selvfølgelig ikke var nogen tegn på en positiv graviditetstest!
Vi har modtaget meget støtte fra familie og venner og vi er klar til at tage kampen op, så vi kan få vores drømmebaby! Der er ikke noget jeg hellere vil, end at stå med vores lille barn i armene. Det skal nok lykkedes en skønne dag, dét er jeg slet ikke i tvivl om…
0 kommentarer