Der er nogle der har nævnt overfor os, at vi skal tænke på, at det også er svært, hårdt etc. At have børn.

Der er også nogle der har nævnt, at vi skal nyde det så længe, der ikke er nogen.

Lad mig lige slå fast: ingen ufrivilligt barnløse nyder tiden uden børn. Den er ikke længere. Fertilitetsbehandlingen er ikke en periode, hvor man nyder livet, for det er ikke helt så nemt. Medmindre man finder en eller anden nydelse i at udleje sit understel til lægevidenskaben.

Frihed er der heller ikke specielt meget af, da man hele tiden er bundet op på, at skulle kunne stå til rådighed til en scanning og andet. Alkohol og sjove aftener med vennerne er en by i Rusland. Okay, ikke altid, men tit… og spontanitet er ikke rigtig en mulighed.

Men jeg gør det 100% sikkert gerne, for chancen for at få den baby vi har ventet så længe på – men lad nu være med at sige til mig, at jeg skal nyde det. Jeg gør mig umage for at få det bedste ud af alle dage/situationer, og se det lidt tragikomiske i den mystiske hverdag vi nogle gange har.

Jeg tror heller ikke, at der er nogen barnløse der tænker, at det bare bliver en dans på roser at få børn.

Jeg ved godt, at det er hårdt at have børn, at de ikke sover om natten, bliver syge, får problemer i skolen og alt hvad der ellers kan  være.

Men det vil jeg også gerne have med. Fredag eftermiddag, når der er 3 skrigende børn ved bland selv slikket i Fakta, så er jeg oprigtigt misundelig på de forældre. Virkelig. At vi går alene rundt der, gør så ondt i hjertet.

Der går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på, hvordan det ville være at være mor til nogen.

Når jeg kører hjem fra arbejde ønsker jeg mig, at jeg skulle hente mine børn på vejen. Sådan har det været i flere år.

Om fredagen er det ekstra slemt, for jeg tænker på, at jeg så gerne ville være en familie og holde weekend med min familie. Når det er vinterferie, sommerferie, juleferie fylder det også meget for mig…

Når det er koldt/regner tænker jeg på, at hvis jeg var mor, skulle de have regntøj med i dag.

Når jeg går forbi børnehaven her i byen, tænker jeg på, hvor meget jeg bare ønsker at hente en lille ballademager derinde.

Når jeg laver aftensmad tænker jeg på, hvordan det ville være, at der var flere der skulle spise med. Jeg tænker på, hvad de mon skulle have med i madpakken.

Når vi spiser tænker jeg på, at Silas eller Sofie skulle sidde for bordenden.

Vi taler om herhjemme, hvordan det barn vi måske en dag får, bliver. Vi taler om opdragelse og fritidsaktiviteter og værdier.

Vi taler om, hvor glade farmor og farfar bliver.

Jeg tænker på, hvilken mor jeg bliver.

Og jeg er skide bange og bekymret for, om jeg nogensinde bliver mor, hvilken mor jeg bliver, om jeg kan gøre det godt nok, om jeg bliver alt for overbeskyttende, fordi det er så svært for mig at blive gravid og en ting der også fylder rigtig meget for mig er, om det barn får søskende.

Selvom jeg efterhånden har accepterer at ét barn ville være et mirakel!

Sorg og håb er der altid. Og alle ovenstående tanker er en blanding af de to ting. Nogle gange er håbet ikke lysegrønt og det er væk.

Det er helt klart bedst, når der er håb. Så kan jeg holde fast i drømmen. Og nyde livet lidt mere, fordi jeg tænker “der kommer en dag…”

Malle