Jeg er ”sprunget ud” på SoME
Forleden delte jeg et opslag om at være i fertilitetsbehandling på min Facebook. Jeg delte det for at gøre opmærksom på at mange kæmper denne her kamp om at blive forældre, og for at fortælle hvad det gør ved et menneske at være i sorg hver gang endnu en test er negativ. Jeg delte det fordi det ramte mig ekstra hårdt få dage efter vi igen havde fået en negativ test, efter et fryseægs-forsøg.
Jeg delte opslaget fordi det beskrev mine følelser, min sorg og min frustration så godt.
For mine nærmeste er det ikke en nyhed at vi er i behandling, de har vidst det siden vi startede på OUH for 1 år og 9 måneder siden.
Det kom bag på mig
Jeg havde forventet få likes, og ikke synderlig stor interesse for mit opslag, så det kom meget bag på mig da jeg i løbet af det næste døgn modtog mere end 20 beskeder og kommentarer fra venner og bekendte der også er eller har været i behandling, som også har kæmpet, eller måske stadig kæmper.
Det var åbenbart ikke kun mig der blev ramt af ordlyden i denne artikel jeg havde delt.
Og vigtigst af alt, så er det ikke kun Kim og jeg der kæmper for ønskebarnet – altså det vidste jeg jo godt, men der var alligevel en stor trøst og bekræftelse i ikke at være alene.
Det trøster mig at vide at der sidder en masse derude som jeg kan tage en snak med når medicinen, testene og frustrationen bliver for meget – nogen der oprigtigt forstår mig.
Dagens sang : You are not alone – Michael Jackson
0 kommentarer