Min kæreste og jeg har altid vidst at vi ikke kan få børn på den naturlige måde. Birks sædkvalitet er nemlig ikke i top og derfor må vi have hjælp. Efter at have snakket om børn i nogle år besluttede vi en dag i april 2016, at bestille tid ved min læge for at få en henvisning, så vi kunne komme i gang med “projekt baby”.

Opstarten
Vi troede at det ville være nemt at få en henvisning til behandling, da Birk er tidligere leukæmipatient og det ligger til grund for fertilitetsbehandlingen. Kemien har ødelagt sædkvaliteten så meget at vi ikke selv kan lave en baby.
Vi tog til min læge for at få henvisningen, men han ville ikke give den i første omgang. Han vidste ærligt talt ikke noget som helst omkring fertilitetsbehandling og han måtte sidde og Google sig til svar på de spørgsmål vi havde. Vi gik derfra ret skuffede og frustrerede. Heldigvis gik der ikke længe før vi fik en henvisning fra sygehuset i Aarhus, hvor Birk årligt går til tjek i forhold til hans tidligere sygdomsforløb. Der var ingen tøven fra deres side og vi fik henvisningen med det samme – det kunne min læge lære noget af!
Nu kunne vi endelig komme i gang! Jeg skulle til lægen og have lavet en gynækologisk undersøgelse, et celleskrab og på sygehuset og have taget en række blodprøver. Alt var godt og jeg var sund og rask, så vi kunne nu få en tid på fertilitetsklinikken på Regionshospitalet i Skive. Vi valgte netop dette sted, da de havde ry for at være Danmarks bedste klinik indenfor dette område. Vi fik en tid den 21. juni 2016 og var max spændte!

Første møde på fertilitetsklinikken
Meget nervøse og meget spændte på det hele ankom vi til Skive Fertilitetsklinik. Vi sad i venteværelset og ventede på at blive kaldt ind. Meget nervepirrende at sidde og vente på “dommen”. Vi blev kaldt ind af en kvindelig læge og vi snakkede lidt frem og tilbage. Hun sagde at vi skulle igennem IVF – bedre kendt som reagensglasbehandling, hvilket kort sagt vil sige at man skal igennem en hormonbehandling for at producere æg, så skal man have taget æggene ud, så skal de befrugtes med mandens sædceller – og så tilbage i kvinden.
Efter samtalen blev jeg scannet og alt så fint ud. Det var noget grænseoverskridende at skulle ligge der med benene oppe og blive scannet for første gang, men det gik heldigvis hurtig og smertefrit. Inden vi kørte hjem fik vi en dato til næste møde, som ville være et såkaldt “kick off møde”. Et møde sammen med andre par, for at høre mere omkring behandlingen mm. Desværre kom der lige en sommerferie imellem, så vi måtte vente et par måneder.

Kick off mødet
Efter en lang og skøn sommerferie kom dagen endelig. Den 16. august 2016 var dagen for det såkaldte “Kick off møde”. Vi mødte op til et lokale der var fuld af andre par og jeg havde virkelig lyst til at løbe grædende ud. Jeg havde forestillet mig at vi ville være omkring 4-5 par til dette møde, men der sad omkring 60 (!!!) personer i lokalet. Vi ankom som nogle af de sidste og de sad alle og kiggede på os da vi gik ind. Det var så ubehageligt.
Nå, men jeg måtte bare bide det i mig og sætte mig og lytte til alle informationerne. Et møde der tog ca. 3 timer. Vi blev blandt andet introduceret i hvordan vi skulle stikke os selv med hormoner – vildt grænseoverskridende at skulle stikkes i maven – i samme rum med 60 andre. Det hele gik heldigvis fint! Til slut fik vi af vide at vi skulle igennem “den korte behandling” så nu var det bare at vente på den næste menstruation ville melde sin ankomst, så vi for alvor kunne komme i gang med at blive gravide!

Det var selve startskuddet til vores “projekt baby” og der er sket en hel masse siden som jeg glæder mig til at fortælle mere om. Jeg håber du har lyst til at læse med!