Det her indlæg handler ikke om selve forsøgene, men om hvor hårdt det kan være at være i fertilitetsbehandling.

Vi blev i slutningen af 2018 gjort aktive på modtagerlisten over donoræg. Fra januar 2019 og frem til maj 2019 bliver 4 donorer valgt fra af klinikken.

Endelig i maj 2019 er der en donor klar til os. Det bliver til en blastocyst, som jeg får lagt op. Desværre er resultatet negativt. Fordi forsøget er fejlet og klinikken har skylden, får vi endnu et gratis forsøg. Så vi er slået tilbage til start for at vente vi en gang til.

Vi bliver kontaktet igen i oktober 2019 med, at vi skal forvente donor skal have taget æg ud i slutningen af ugen eller starten af næste uge. Vi hører ikke mere den uge og heller ikke mandag. Jeg havde besluttet mig for at kontakte klinikken tirsdag, for nu er jeg bekymret. Allerede kl. 8.05 ringer min telefon og det er klinikken. Desværre er der dårlige nyheder, donors æg vokser ikke som de skal og de har måtte kassere hende. Her bryder jeg simpelthen sammen. Det tager min leder op mod 10 minutter før hun kan få et ord ud af mig. Hun vil sende mig hjem, men jeg vil ikke hjem. Jeg kan simpelthen ikke overskue at skulle sidde hjemme og tude alene i sofaen. Selvom jeg bagefter godt kan se, jeg skulle være kørt hjem og have vækket Henrik, selvom han sov sin nattevagt ud. Det kunne jeg bare ikke overskue.

Oveni det har jeg tidligere på måned mistet min farfar til et hurtigt og meget aggressivt sygdomsforløb, så jeg er presset på mange fronter. Derudover er vi for få folk på job og har løbet alt for stærkt siden der blev implementeret nyt IT-system i 2017.

Så at vi nu endnu en gang slået tilbage til start og nu vil/ kan min krop og sind simpelthen ikke holde til mere. Det vil sige frem til november 2019 holder jeg mig selv kørende. Da jeg den torsdag i november er hos min kranio-sakrel massør er mit nervesystem og jeg så slidt, at hun beder mig om at sygemelde mig. Jeg hører for en gangs skyld efter og lader mig sygemelde.

Jeg er tilknyttet en psykolog, som jeg også kan bruge i forbindelse med mit sygdomsforløb. Da jeg allerede i uge 2 af min sygemelding vil op på en spinningscykel sætter psykologen foden ned. Hun mener, min krop vil kollapse. Bagefter kan jeg godt se, at jeg overhovedet ingen sygdomsindsigt havde på det tidspunkt.  Jeg melder fra til min træningsmakker med psykologens ord om, at min krop ikke tåler det adrenalinkick.

Først herefter kommer mine symptomer, jeg er lydfølsom, jeg kan ikke sove, pga mine tanker er en stor sort masse, jeg kan ikke sætte ord på mine tanker, de kører bare rundt. Meldingen til Henrik er, han må lave alt herhjemme og det gør han. Han kører mig ture, fordi jeg er ved at blive vanvittig af ikke at foretage mig noget. Men turene er hårde, selvom radioen er slukket og han ikke siger et ord. Så er min krop så brugt og træt, som havde den fået tæsk. Derefter kan jeg kun finde ro i maks. en halv time. Jeg får øvelser af min psykolog. Bare det at stirre ud af vinduet i 10 minutter er en hård opgave. Jeg må stille en alarm, for at slukke tankerne om hvornår, der er gået 10 minutter.

Efterhånden får jeg det bedre og naturen bliver min helt klare redning. Vi bor tæt på skoven og der brugte og bruger jeg meget tid. Henrik er også god til at give mig opgaver. Bare det at hive gulerødder op af vores bed, var virkelig en fantastisk ting, det kunne reptilhjernen godt lide. Lige som den elskede at hakke roer i stykker.

Jeg ender med at være sygemeldt i 11 uger og derefter 12 uger i optrapningsforløb for nu at være tilbage på fuld tid.

Det er den mest forfærdelige periode i mit liv, men nu hvor jeg er kommet ud på den anden side. Så ville jeg ikke være den foruden. Den periode har gjort, at jeg har fået et bedre fokus på mig selv og mit arbejde er blevet sekundært.

Det vigtigste jeg har lært af den her periode er også, at give kroppen ro, når den beder om det.

P.s. Jeg har været oppe på en spinningscykel igen, men har efterfølgende helt droppet spinning, min krop tåler ikke længere at blive presset på den måde længere.