Jeg vil gerne fortælle jer om, hvordan vores forløb startede, for jeg synes det er vigtigt at pointere, at det kan være meget individuelt.

Det er også for at give et indblik i, at man sjældent kommer aktivt i fertilitetsbehandling bare fordi man bliver henvist. For mig var det svært at acceptere, at vi skulle i behandling. Min oplevelse er, at det at være i fertilitetsbehandling er et meget tabubelagt emne. Min lyst til at dele vores historie handler om, at jeg gerne vil være med til at prøve at nedbryde det tabu, så fertilitetsbehandling forhåbentlig, i fremtiden, kan være noget vi taler om. I stedet for noget vi skammer os over.

Hvis jeg gennem min historie kan hjælpe med, at bare ét enkelt menneske ikke føler sig ligeså alene som jeg har følt mig, så er jeg lykkeligere end lykkelig.

Mit navn er Malene (29) og jeg er (snart) gift med Jens (32). Vi bor lidt udenfor København.

Da vi for to år siden begyndte at tale om, at vi gerne ville have børn havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, hvad der var os i vente.

Fra vi vidste, at der nok var noget i vejen og til vores første inseminationsforsøg gik der et helt år(!!). Det er der flere årsager til, og den ene er, at det var svært for mig at blive taget alvorligt hos min praktiserende læge, fordi jeg er normalvægtig med PCO. Størstedelen af kvinder med PCO er overvægtige og/eller har tendens til at se lidt maskuline ud. Jeg mener, at fordelingen af PCO kvinder er således, at ca. 70% er overvægtige og ca. 30% er normalvægtige.

Vi vidste ikke dengang, at jeg havde PCO, og der gik flere måneder før jeg fik lov til at blive udredt. Min praktiserende læge insisterede på, at der ikke var noget i vejen med mig, og at min manglende menstruation bare var et spørgsmål om, at jeg var stresset på mit arbejde.

Det er sådan, at man skal have prøvet på at blive gravid i et år før man kan søge hjælp. Hvis man vel og mærke har en eller anden form for cyklus. Hvis man har udebleven menstruation i tre sammenhængende måneder, så har man krav på at blive henvist og udredt allerede der. Det var bare som om min læge ikke var helt enig, og her vil jeg gerne pointere at gerne selv må presse på. I sidste ende er det mit liv, og jeg vil gerne kunne lægge mig til at sove om aftenen velvidende, at jeg altid gør alt hvad jeg kan for at tage ansvar for eget mit liv.

Jeg vil også gerne sige, at Google aldrig er din ven når det handler om symptomer på sygdomme. Men jeg fandt noget drivkraft i at undersøge hele world wide web for årsager til, at man som ung, aktiv kvinde i slutningen af 20’erne ikke får menstruation. Jeg faldt over PCO hver eneste gang. Da jeg endelig fik taget en blodprøve for at tjekke om jeg havde PCO viste den, at jeg har for højt mandehormon og er insulinresistent – og derfor har PCO. Det er ca. hver tiende kvinde i den fødedygtige alder, der har PCO.

Efter vi (endelig)  blev henvist til udredning og startede i behandling, har vi skiftet klinik. Vi følte os ikke særlig godt tilpas på den første klinik, selvom overlægen er en såkaldt PCO ekspert, der har udgivet flere bøger om både PCO og diabetes.

Det er vigtigt for mig at pointere, at man ALTID har lov til at bede om at få en second opinion. Man har også altid lov til at trække i bremsen, hvis man ikke føler sig tilpas. Jeg tror det har været vigtigt for mig at tage ansvar for min egen behandling og for mine følelser undervejs. Når jeg ser tilbage, så er jeg enormt taknemmelig for den del.

Efter 4 måneder på den første fertilitetsklinik, uden et eneste forsøg og menstruation endnu, skiftede vi til en klinik i Hellerup. Det forløb har vi, på trods af manglende graviditetssucces, været enormt glade for.

Fordi jeg har PCO, så blev vi henvist til 6 IUI-H behandlinger, og det synes jeg er helt sindssygt. Nu skylder jeg måske at nævne, at jeg generelt er ret stor modstander af, at man ikke bliver ordentligt undersøgt inden man starter op i IUI behandling. Med det mener jeg, at der er ingen der har kunne vide om mine æg overhovedet duede til noget. På trods af det vil man gerne inseminere mig – helt op til 6 gange – det synes jeg simpelthen er så strengt. Hver eneste fejlslået forsøg var forfærdeligt, og jeg tror vi fandt os selv et sted følelsesmæssigt, som vi aldrig nogensinde havde været før.

Efter vores tredje insemination krævede vi at blive henvist videre til IVF (reagensglasbehandling) på Herlev Hospital, og det blev vi. Det var udelukket, at jeg ville lade mig inseminere 6 gange og så først komme videre på venteliste til IVF derefter. Hvis der er noget der er meget af mens man er i behandling, så er det ventetid.

Der var 6 måneders ventetid på det tidspunkt, så vi blev insemineret en fjerde gang mens vi ventede. Det har jeg senere fortrudt, for det var forfærdeligt at tage en negativ graviditetstest d. 23. december. Men bestemmer desværre ikke selv, hvornår hverken testdag eller diverse scanninger og behandlinger er, og indtil videre er jeg blevet insemineret på min fødselsdag og haft testdag lillejuleaften.

Efter det fjerde forsøg tog vi en pause og ventede på IVF, og det var den bedste beslutning overhovedet. Vi vidste, at vi stod på ventelisten, og det gav en ro. Det gav os nogle måneder, hvor vi kunne slappe af og koncentrere os om at være kærester igen. Det trængte vi til. Det trængte vi virkelig til.

Næste skridt er IVF, og jeg glæder mig til at finde ud af om der overhovedet er nogen æg, og om de kan blive befrugtet.

To be continued…