Hold nu kæft hvor er jeg ved at være fyldt, bivirkninger, sprøjter, svindende håb og et liv der styres af medicin tider.
Vores første forsøg, efter vores lange ufrivillige pause, sugede alt energi ud af mig, og efterlod mig på kanten til et sort hul.
Jeg fik en stor daglig dosis Østradiol og Cyklogest, hvilket gav mig voldsomme bivirkninger, og jeg kunne nærmest ikke holde mig selv ud.
Det eneste positive der kom ud af det forsøg var, at vi fik bekræftet, at der er passage gennem min livmoderhals og der ikke er kommet mere arvæv.
Jeg syntes virkelig det er svært, at bevare troen på at det nok skal lykkes, for hvorfor skulle det lykkes nu ?? Vi skal have lagt vores ottende æg tilbage i morgen, og hvorfor skulle det være bedre end de andre ???
M er så støttende, og jeg ved slet ikke hvad jeg skulle gøre uden ham. I dag da vi var ude og gå fortalte jeg, at jeg tænkte, at vi tog et forsøg mere end det vi er i gang med nu, og så holdt pause i december så jeg kunne nyde julen. M kiggede på mig og sagde, at han havde besluttet at vi blev gravide nu, så der var slet ikke behov for flere forsøg. Så sød en tanke, og alligevel sidder jeg her og tænker helt anderledes.
Føler mig virkelig som sort seer nogen gange, men tror jeg gør det for at beskytte mig selv. Tænker at der er andre der har det som mig, jeg kan ikke være alene om at have det sådan. Jeg føler konstant, at vi løber panden mod en mur. Føler hele tiden, at der er modgang i vores behandlingsforløb, og bliver så misundelig på dem, hvor det bare lykkes i første hug.
Sidste forsøg trak virkelig tænder ud, så heldigvis er dette forsøg gået meget nemmere, jeg har fået Menopur, og har nærmest ikke haft bivirkninger. Min krop har samarbejdet, lavet en super fin slimhinde, som er tykkere end ved andre forsøg. Men stedet for at se alle disse positive ting, slår jeg mig selv i hovedet og tænker kun negative tanker.
Hold da op, jeg trængte vidst lige til at få lidt luft.
Hej for nu.
0 kommentarer