Som du måske allerde har læst i min intro-tekst, så er min kæreste og jeg netop nu i gang med vores første IUI-H forsøg hos Fertilitetsenheden på Aalborg sygehus. Vi var til vores første samtale den 7. februar ’18, hvor vi blev mødt af en sød læge og sygeplejerske. Faktisk har alle, dem vi har mødt, været så søde og kompetente, og vi er bestemt i gode hænder. Vi kom ind – spændte, nervøse og alt muligt andet. Jeg blev scannet, og som vi allerede vidste konstaterede de også PCO – udpræget på min højre æggestok. Min kærestes sædkvalitet var i top, og som de sagde: ”Så skal vi bare have gang i nogle ægløsninger på dig”.

Super. Så er vi i gang. Og vores første IUI-H forsøg blev det næste step.

Vi fik arrangeret vores næste møde hos sygeplejersken, hvor vi skulle lære at blande medicinen, jeg skulle prøve at stikke mig selv og vi skulle generelt bare høre mere om hele behandlingen – det blev den 28. februar. Her regnede de nemlig med, at min menstruation ville være på vej. Jeg havde på daværende tidspunkt haft en cyklus på 96 dage og en på 93 dage – så det prøvede de at regne ud fra.

Til vores samtale den 28. havde min menstruation stadig ikke vist sig, og jeg fik udstedt en recept på Provera, som jeg skulle tage 2 piller af i 5 dage, og herefter skulle min menstruation gerne kommen.

Det gjorde den ikke.

Jeg ringede selvfølgelig til Fertilitetsenheden, da jeg efter en uge hellere ikke havde fået min menstruation. Her blev jeg så kaldt ind til scanning dagen efter, den 13. marts. Jeg blev kaldt ind af en mandlig læge og en kvindelig sygeplejerske. De var igen meget rare. Vi snakkede om, at jeg endnu ikke havde fået menstruation, og lægen kunne ikke forstå, at jeg ikke var blevet scannet, inden jeg fik en henvisning på Provera – for hvis jeg ikke havde en slimhinde, der var klar til at bløde, ville Provera hellere ikke få mig til at bløde. Jeg blev scannet og først så lægen, at min slimhinde slet ikke var stor nok og dermed ikke var klar til at bløde – derfor ville Provera ikke virke. Dernæst kiggede han på begge mine æggestokke. Den ene var stadig helt normal, som den altid har været. Den anden havde nu en 5 cm stor cyste fyldt med størknet blod (lækkert, ja!). Ikke en farlig cyste, men en cyste, der kan være grunden til, at jeg ikke har fået menstruation.

Jeg fik benene ned, og vi fik snakket om, hvad næste step så skulle være – for så som både lægen og sygeplejersken sagde, så skal vi snart igang med IUI. JA TAK! Vi snakkede om, at jeg skulle tage en pakke p-piller, da det vil fremprovokere en menstruation. Lægen udskrev en pakke med Trisequens til mig. Piller der ligner p-piller men har flere naturlige hormoner, som ikke giver bivirkninger. Dem skulle jeg tage i 21 dage, og så skulle min menstruation gerne gøre fremmøde

Allerede den 14. marts er jeg igen i vildrede. Jeg er ny begyndt at bløde. Men det sagde lægen jo, at jeg slet ikke var klar til? Jeg fik skrevet en mail til Fertilitetsenheden, og de anbefalede mig, at jeg tog pillerne færdig. Det gjorde jeg så. Selvom vi selfølgelig gerne ville have været i gang med behandlingen med det samme. Men lægerne er de kompetente og dygtige i den her behandling, og vi overlader det hele i deres hænder.

Yes yes yes. Det blev den 5. april og min menstruation dukkede endelig op! Jeg tilmeldte os derfor til behandling, og jeg skulle derefter ind og scannes allerde dagen efter. Her ville de nemlig tjekke hvordan den cyste, jeg havde, så ud.

Jeg bliver scannet den 6. april, og cysten er heldigvis på afveje.Vi får snakket om min fremtidige plan, og der bliver lagt en plan for vores første IUI-H behandling. Jeg skal tage 75 enheder hver aften i 9 dage og derefter ind og scannes igen for at tjekke, om der er nogle ægblærer klar. Jeg begyndte at stikke mig selv samme aften. Jeg var hjemme hos mine forældre, og det gik overraskende godt. Jeg var ellers meget bange for, at jeg ikke kunne gøre det selv og skulle have hjælp til det. Heldigvis ikke.

Den 16. april skulle jeg ind og scannes for første gang, efter jeg var begyndt på menopur! Jeg håbede selvfølgelig på, at der ville være fine ægblærer klar til ægløsningssprøjten. Men jeg vidste også, at med min lange og uregelmæssige menstruation, så ville det tage længere tid.

Det gjorde det, og der var ingen klar. Jeg havde en på hver æggestok, der var ca. 9 mm hver. Beslutningen blev taget, og jeg skulle tage 75 enheder menopur i 3 dage mere og derefter scannes igen torsdag.

Torsdag møder jeg igen trofast op på Fertilitetsenheden og bliver scannet. Ægblæren på venstre æggestok er vokset til 13-14 mm. Yes den er vokset, men den er stadig ikke stor nok. Så på den igen med medicin i 2 dage mere og tid til scanning igen om lørdagen. Lægen slutter af med at sige, at jeg muligvis skal insemineres mandag, når ægblæren nu er 13-14 mm. YES!

Lørdag og 3. scanning efter start på menopur! Ægblæren er ikke vokset ret meget. Øv øv øv. Vi havde (dumt nok) sat os op til inseminering om mandagen. Og jeg må gå derfra med tårer i øjnene. Vi får af vide, at jeg igen skal tage 75 enheder menopur i 2 dage og til scanning igen mandag.

I dag er det mandag, og jeg sidder netop og skriver mit første blogindlæg efter min 4. scanning. Jeg kom ind på Fertilitetsklinikken og blev scannet. Men igen var ægblæren ikke vokset ret meget, og lægen måler den nu til 12-14 mm. Lægen beslutter, at jeg skal øge min dosis til 112,5 enheder pr. dag og så komme til en ny scanning torsdag.

Der kan være tre forskellige udkom af den øgede dosering: 1) Ægblæren har ikke vokset sig stor nok. 2) Ægblæren har vokset sig stor nok, og jeg er klar til ægløsningssprøjte og inseminering. 3) Der er mere end to ægblærer, der har vokset sig store nok, og vi bliver nødt til at ændre proceduren.

Vi håber selvfølgelig på udkom nummer 2! Men hvis det er 3. udkom, så sagde lægen, at vi kan ændre proceduren på to måder. Den ene måde er, at hvis der nu er 4-5 ægblærer klar, så kan vi lave regensglasbehandling, hvor de tager æggene ud istedet for at inseminere mig. Den anden måde er, at hvis der nu er tre ægblærer klar, så kan de punktere 1 eller 2, så der kun er 1 tilbage, der derefter er klar til at blive insemineret.

Så nu sidder jeg her og venter på, at det bliver torsdag.

Ja, det her er virkelig kun en kort fortælling om vores igangværende første IUI-H forsøg. Det er virkelig en tålmodighedsprøve, der kræver dybe vejrtrækninger, knus, kys, tårer og glade tanker at komme igennem.
Mit første indlæg her på Fertilitetsliv er skrevet… Læs med i mit næste indlæg, hvor jeg vil skrive lidt mere om de små ting, der fylder så meget i det her ræs.