Har du nogensinde tænkt, at du ville i gang med noget, som ikke ville tage ret lang tid?

Fire år senere…11 inseminationer, et IVF forløb, to mistede graviditeter, over 200 indsprøjtninger og en Helgolands masse progesteron senere- er jeg stadig ikke blevet mor. Desværre. FIRE ÅR SENERE.

Storken cirkulerer i området, men han er ikke landet hos mig endnu. Han er dog heldigvis ikke fløjet forbi og håbet er intakt 😉

Andre jeg kender i fertilitetsbehandling, er blevet gravide i første hug. Enkelte har opgivet at blive gravide og andre har måttet igennem lidt flere forsøg, men jeg havde aldrig i livet forestillet mig, at jeg fire år senere, stadig ikke havde fået børn.

Ingen i min familie har nogensinde haft svært ved at blive gravide. Faktisk skulle de nærmest kun se på en mand i undertøj, så var den der! Derfor regnede jeg med, at det nok også blev nemt for mig.

Undervejs har jeg fået taget et hav af prøver, blevet scannet utallige gange og blevet undersøgt indvendigt flere gange og til at starte med, så mine prøver fine ud. Jeg var “uforklarligt barnløs”. Så blev mine prøver lidt værre og der måtte IVF til. Nu er mine prøver så dårlige, at jeg ikke selv kan levere ægget. Derfor er jeg gået i gang med en dobbelt donation.

Oprindeligt startede ”eventyret” d. 9. November 2016. Jeg var til min første aftale på Hillerød Hospital, efter et halvt års ventetid med henvisning. Her blev jeg oprettet og undersøgt og der blev lavet en aftale om mit første forsøg med IUI. Planen var, to forsøg med IUI uden hormoner og så skulle vi prøve med.

På Hillerød foregik det sådan, at de fleste aftaler var på mellem 10-15 minutter hos læge og sygeplejerske. Bagefter gik man ind i et lokale ved siden af med samme sygeplejerske, der instruerede en i det sidste og lige sikrede sig, at man havde forstået det hele korrekt.

Al personale på Hillerød var skide søde, undtagen en sygeplejerske, der ofte talte til en og ikke med en. Hendes kommentarer om at de ting man spurgte om, var åndsvage og så virkede hun oprigtigt, som om hun ikke kunne lide en. Jeg er med på at ikke alle kan være med i fanklubben, men når man er i en fertilitetsbehandling, så kan følelserne godt sidde lidt uden på tøjet. Man kan brænde inde med alle mulige spørgsmål. Man prøver på at være stærk, men faktum er, at det er både hårdt for kroppen og rigtig hårdt for ens psyke. Jeg har den holdning, at uanset hvilken behandling man får i et hospitalsvæsen, så skal man behandles med respekt. Derudover syntes jeg, at det er mest fornuftigt at stille sine spørgsmål til fagligt dygtigt personale og ikke til Google eller i et fora på Face.   

På Hillerød, var jeg igennem seks forsøg med IUI uden hormoner og et IVF forløb med laaaaaaaang protokol.

Den oprindelige aftale om behandling, var en anden, men det foregår sådan på Hillerød, at hver dag i klinikken er der en ny læge og når man så kommer ind til en anden, så har de en bedre ide til hvordan det hele skal foregå. Det var også en af årsagerne til så mange forsøg. Hvis man i sin cyklus skal skannes på en tirsdag, så kan det være at lægen ikke syntes så godt om hormonbehandling. Hvis man er der om fredagen er lægen flink og lyttende. Jeg er overhovedet ikke i tvivl om, at de fagligt kan en masse på Hillerød, men man følte sig kastet rundt i den enes og den andens vold.

Da jeg fyldt 40, blev jeg afsluttet på Hillerød. Jeg takkede ja til en afsluttende samtale. Her talte vi mit forløb igennem og det var meget rart. Jeg fik udleveret alle mine papirer og endeligt, så klagede jeg over ”nurse ratched”, som havde været med til at skabe lidt ekstra helvede i ”fertilitetsbehandlings helvedet”.

Da vi sad til den sidste samtale, havde jeg allerede fået henvisning og bestilt tid til indledende samtale på en privatklinik. Her skulle jeg hen ugen efter