Taknemmelig

Blog opslag

Skrevet af Daniel Boysen

11 apr, 2021

Det følgende indlæg er et eksperiment fra min side, hvor jeg har fået tilsendt noget, min forlovede har skrevet, som jeg vil svare på, så vi har en slags dialog med hinanden. Det seneste 1½ år har vi været i fertilitetsbehandling, indtil videre er resultatet to graviditer uden for livmoderen, en masse hårde tider og en smule håb.

R:

Jeg var 25 år, da vi blev enige om, at det der med at få et barn sammen ikke ville være det værste, der kunne ske. Jeg var 26 år, da jeg blev udredt på fertilitetsklinikken, men jeg var alligevel ikke helt klar til at fylde min krop med hormoner (jeg var jo endelig sluppet af med bivirkningerne fra de p-piller, jeg havde været på i fire år). På fertilitetsklinikken blev jeg heller ikke ligefrem mødt med åbne arme, men snarere et skeptisk blik og et: “Altså du er jo ret ung, så måske du lige skulle lade være med af stresse over det der med at få børn.” Således opløftet gik der yderligere to år, og som 28-årig begyndte jeg at se alle mine veninder få børn omkring mig. Nu ville jeg faktisk gerne være en del af morfællesskabet, så jeg besluttede at det var ok at fylde min krop med hormoner.

D:

Jeg er cirka fem år ældre end R, så jeg var mere end klar på, at vi skulle prøve at blive forældre. Min far var 22, da han fik mig, så jeg følte allerede, at tiden var løbet en smule fra mig. På den anden side havde jeg gang i mange ting: forfatterskab, arbejde og frivillige initiativer. Tanken om at få et barn var også tanken om at sætte tempoet ned i det kunstneriske liv; et liv, der ofte er fyldt med lange ture, vanvittige arbejdstider og som er drevet af passion – og når man er passioneret omkring noget, kan det nogle gange være svært at overskue andre ting. Men vi blev enige om, at vi gerne ville prøve. Jeg forestillede mig, at gravid bare var noget, man blev. Sådan virkede fortællingen omkring graviditet, men jeg blev hurtigt klogere – og efter et par år uden held, talte R og jeg om, at vi gerne ville have hjælp. Vi havde mange snakke om, at det føltes grænseoverskridende med hormoner; at bryde kroppens hinde, huden, og påvirke det indre liv i kroppen. Men vi gjorde det. Og så tænkte vi; nu skal det nok lykkes.

D:

Det følgende skrev jeg, mens jeg ventede på R, der var ved at blive opereret for vores første graviditet uden for livmoderen:

Jeg skal være far, hver dag vågner vi, i et umuligt liv.

Du får lov at drikke saft, slår lidt af din faste itu, mens vi venter på at de åbner dig og skal se ind i det tabte, skrabe resterne af liv ud, skære væk, suge al luft ud af håbet, hoppe dagen over.

Dagene er at vente, gå til grunde.

Jeg får seks timer til at lege, det er en normal dag, alt bytter plads, jeg fik kun en time, så skal jeg tilbage, så er sengen væk, du er.

Nu sidder jeg her og venter i den lilla stol.

Vi har gjort det umulige, vores celler fletter sig til bål og brand, ikke et barn.

Jeg har aldrig savnet nogen, som jeg har savnet dig de sidste tre timer.

Du ligner ikke dig selv, du er lille, jeg skal ikke være far.

Kan vi være nogle andre i morgen.

R:

Daniel og jeg gennemgår endnu en graviditet uden for livmoderen. Mens vi venter på at finde ud af, om graviditeten går til grunde af sig selv denne gang, eller om det kræver endnu en operation, vil jeg gerne lige dele nogle tanker. Jeg lover, at det ikke udelukkende bliver deprimerende læsning. Okay, så jeg er meget ulykkelig og vred over igen at stå i denne situation, og jeg er desværre også meget opgivende på ideen om nogensinde at skulle blive mor til et levende barn. Men midt i sorgen mærker jeg en trang til at fortælle historien om, at jeg også er vanvittigt taknemmelig over alle de gode mennesker i mit liv, som hver dag fylder mig med kærlighed. 

Nogle af de mennesker findes på verdens bedste fertilitetsklinik, Klinik Bay. Jeg har svært ved at beskrive med ord, hvor stor fan jeg er af de mennesker. Måske særligt min navnesøster, som i sidste uge ringede til mig ud fra en fornemmelse af, at jeg trængte til at blive tjekket op på. Den dag ringede hun ikke for at overbringe (flere) dårlige nyheder, hun ringede for at høre, hvordan jeg havde det, og for at sikre sig, at jeg passede på mig selv, og at Daniel også passede på mig.

D: 

Tak for den nænsomhed og omsorg, der bliver udvist til os i en lang og hård periode. Både fra vores venner, familie og klinikken. Én af de vigtigste ting for mig lige nu, er at arbejde for et bedre sprog; både for at gøre op med graviditet som noget der bare sker, men også belyse hvad det rent faktisk vil sige at gå igennem et fertilitetsforløb. Derfor har jeg skrevet romanen gå til grunde, som udkommer senere i år. Og fortsætter med at skrive herinde, så længe jeg har overskud til det.

 

Foto: Mariana Gil

 

 

 

 

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relateret indlæg…

Den lange rejse

Den lange rejse

Det svære ved at være barnløs (når man ikke selv har et ønske om at være det) er uden tvivl, at...

læs mere

Behandlingstilbudkalender

No event found!