Ja, hvad tænker man egentligt?…
IVF – in vito fertilisation. Bum. Simpelt. Ikke?

Nu har vi haft 3 forsøg med insemination (IUI-h) og jeg har 2 dage tilbage med p-pillerne, før vi skal igang med IVF.
Efter vores IVF samtale med sygeplejersken på klinikken tænkte jeg: “Okay. Det med IVF, det må vi tage, som det kommer.” – for der var piller og sprøjter og scanninger og så sprøjter igen og kort blev ICSI også nævnt… Det lyder voldsomt omstændigt. For det første er jeg ikke en kæmpe fan af menopur indsprøjtningerne. De er ikke sjove. De gør ikke ondt eller noget i den dur. De er bare ikke sjove – sådan “bare fordi!” For det andet var det ikke til at finde hoved og hale i alle de ting man skal og ikke skal. Det lyder indviklet? Jeg ved godt, vi får det hele forklaret hen ad vejen og at der er totalt styr på det, for de har sg* altid styr på det på den klinik. Men… det lyder bare indviklet.

Og så læser man på debatten bl.a. på facebook om lange forløb og korte forløb og smerter og alternative behandlinger. Så bliver man endnu mere forvirret. For hvad er et langt forløb? Hvad er et kort forløb? Det sagde de intet om… betyder det, at jeg slet ikke skal tænke på lange og korte forløb? Og hvor ondt gør det egentligt? Og hvad hvis jeg bliver overstimuleret? Og bør vi bruge alternariv behandling? Og hvornår, var det nu, hun sagde, man går over til ICSI? Og hvad var det egentlig i det hele taget, at hun sagde? Og hvad betød det?

Ja, så hvad er tankerne lige, inden vores første IVF forsøg?
Jeg er nervøs. Nervøs for smerter, overstimulering og for at komme til at gøre noget forkert med medicin, sprøjter eller piller. Nervøs for, hvordan det kommer til at gå.
Vi har googlet og googlet. Vi har haft brug for at få nogle tal på. Er der overhovedet større chance for at blive gravid med IVF frem for IUI?
Samtidigt tænker jeg på, hvor heldige vi er. Vi bor i et land, hvor det er muligt, det her. Og hvor vi ikke skal have en krone op ad lommen. I hvert fald ikke før der er prøvet mange, mange gange med forskellige metoder. Wauw. Sikke et privilegie. Samtidigt, er vi priviligerede fordi min søster (biologisk set; halvsøster) helt åbent og uden nogen form for opfordring har tilbudt os sine æg, hvis nu vi får behov. Fordi hun synes, det vil være dejligt for os, at der i det mindste er halvdelen af min biologiske familie genetisk tilstede i vores barn. Wauw. Sikke et privilegie.

Og alt ovenstående handler nok egentligt, ganske enkelt, om, at jeg er nervøs for den næste graviditetstest. Ligesom alle jer andre.