Inden vi overhovedet fik grønt lys til og komme tilbage til klinikken, havde vi aldrig skænket tanken om at behandlings opstart ville være hårdt. Jeg følger en del kvinder på Instagram som står i det samme, og jeg kunne da hurtig fornemme på både deres billeder og tekst at det bestemt ikke er en dans på roser at skulle igennem fertilitets møllen! At se alle andre omkring en få børn, som var det bare lige et impuls køb i Bilka, det gør hele processen meget hårdere og indimellem føler jeg også det er uretfærdigt.  Jeg synes jeg havde det hårdt da alting handlede om vægttab og motion, men efter de sidste par måneders snusen til fertilitets cirkusset, så er det at tabe sig, piece of cake!

Vi er, trods alle muligheder, stadig ”kun” i gang med behandling med Clomid og hjemme arbejde, men jeg skal love for jeg får lov, om man vil, til at opleve alle følelser der findes. Lige fra glad og svæve rundt, til og synke helt ned i et dybt hul og bare græde. Jeg kan ikke forklare hvorfor, jeg kan bare blive ekstremt ked af det og slet ikke rumme noget som helst.

Da første forsøg ligesom gik i vasken, og det pludselig blev mere kompliceret end en negativ test, var det som om tristheden bare kom med 100 i timen, uden varsel, og ikke stoppede igen. Jeg har hele tiden godt været klar over at det nok ikke lykkedes i første forsøg, men jeg havde ikke regnet med det ville ramme mig så hårdt. Jeg tror ingen forstår følelsen af en negativ test, hvis de ikke har stået i samme situation. Det kan slet ikke beskrives hvor tom man kan føle sig indeni.

Samtidig med man kæmper, og render til scanningerne, som det mest naturlige i hele verden, så skal man også forholde sig til ”livet udenfor”. Man skal forholde sig til alle de Familie/venner, der kender ens situation og selvfølgelig nysgerrigt vil vide hvordan det går, jeg er glad for jeg er nået til det punkt hvor jeg faktisk fortæller åbent om hvad jeg kæmper med, men indimellem kan man godt undvære at alle får af vide præcis hvad der sker.

Oveni skal man også forholde sig til mennesker der kækt siger, ’i har været sammen så længe, har hus og hund, nu skal i da snart have børn’. Jeg har dog lært og bare smile og små grine for jeg magter faktisk ikke den kommentar. Jeg ved godt folk ikke gør det for at hælde salt i såret, men det er stadig hårdt og skal forholde sig til det og man føler sig endnu mere presset til at levere det her barn som alle forventer man får. Oveni presset udefra, så presser det hele også bare på privat. Ak skal udsendes til februar 2019. og har vi ikke gevinst inden, ja så bliver hele projekt baby udskudt til august 2019. Og det kan jeg faktisk ikke rigtig overskue. Det stresser mig en smule at have det hængende også. Puuha, man kan nærmest blive helt skør i hovedet af alle ens tanker.. jeg siger det bare igen! Jeg har verdens bedste støtte i min kære mand! Han bevare trods det hele, altid overblikket og står klar til og kramme mig når hele verden vælter!

Mine tanker går også indimellem på om, det at fortælle om alting her, om det gør processen svære og håndter? Men jeg tror bare det er godt og komme ud med tingene og have et sted og kan lukke alle ens frustrationer og tanker ud. Det er en god terapi for mig at få bearbejdet alle de ting man går og bakser med. For ligeså mange der kæmper med det, ligeså alene kan man føle sig i det hele. Fordi det stadig er mega tabu belagt at ikke kunne lave børn selv.

Så det er fantastisk og kunne skrive her, og endnu mere fantastisk at vide at nogle kvinder kan forholde sig til det og kan bruge det man skriver ned, jeg elsker at kunne hjælpe, det fjerner fokus fra mig og gør at jeg ikke skal forholde mig til alle mine tanker som suser rundt i hovedet!