Efter den voldsomt lange medicinske abort, følte jeg egentlig, at jeg mest havde brug for en pause fra behandling. Jeg syntes ligesom, at jeg havde oplevet alt som kunne gå galt i et og samme forsøg. Hormoner i sprøjter, ægudtagning, indre blødning og indlæggelse, ægoplægning, overstimulering, dræn og 14 dages indlæggelse, drop på drop, Missed abortion og medicinsk abort.

Det endte dog med, at min cyklus efter aborten endte op på 47 dage. Da jeg endelig fik min mens igen, var jeg begyndt at føle, at det kunne da godt være man bare skulle se og hoppe ud i det, så man kunne komme videre i teksten. Vi havde ventet længe nok på, at komme i gang med behandling. Tankerne omkring Corona, havde nok også en afgørende rolle, da jeg var bange for, at klinikken ville lukke ned igen. Nu var den jo lige åbnet for behandlinger, ligesom det passede med min nye cyklus.

Da jeg ringede, havde jeg en bange anelse om, om de mon ville afvise mig, af en eller anden årsag, men det gjorde de heldigvis ikke. Man frygter altid det værste i dette game! De sagde at jeg skulle starte op på et stimuleret forsøg med Østradiol på den 2. blødningsdag, og så skulle jeg komme til scanning på klinikken 10 dage efter. Efter scanningen skulle jeg starte op på Crinone og så ville ægoplægningen finde sted ugen efter.

Hvor var det dog en dejlig overraskelse, at man skulle igennem et forsøg, helt uden nogen form for sprøjter overhoved. Lige hvad jeg havde brug for. Da jeg ikke havde fået Ovitrelle i dette forsøg, havde jeg ingen hormoner, som ville påvirke et resultat på en graviditetstest. Det gjorde så, at jeg udviklede mig til et sandt testmonster, kort tid efter ægoplægningen. Både min kæreste M, familie og veninder sagde, at de syntes det var en dårlig ide, og at det måske kunne stresse mig yderligere, men jeg var nød til at se svaret. Hver morgen tissede jeg på en test, så jeg var forberedt på svaret, på test dagen. Hver morgen viste testene bragende negativ. Alligevel var håbet lige stort hver morgen, hvor jeg satte mig og var klar til at tage en ny.

Igennem hele forløbet, havde jeg dog heller ingen tegn på graviditet. Jeg kunne se på Facebook, at andre testede positivt, på dage som var tidligere end der hvor jeg var nået til, og jeg begyndte at miste håbet, selvom andre prøvede, at bevare håbet for mig.

Da jeg kom til graviditetsblodprøve dagen, fik jeg det endelige negative svar. Øv!! Lige da jeg fik svaret i telefonen, tog jeg det egentlig ret cool.. Jeg var jo forberedt, så jeg vidste det jo godt. Efter nogle timer, ramte sandheden mig dog alligevel. Alle spørgsmålene og selvbebrejdelserne dukkede op. Hvorfor? Har jeg gjort noget forkert? Kan jeg gøre noget anderledes? Er det pga. min PH værdi? Får jeg nok vitaminer? Skal jeg begynde at lave yoga? Spiser jeg for meget sukker, selvom jeg stort set holder mig fra det, lige bortset fra min lille snack om aftenen, som er det eneste tidspunkt i løbet af en dag, hvor jeg får lidt sukker? På klinikken mente de ikke det betød noget, da jeg også skulle huske mig selv, være god ved mig selv og ikke stresse over min mad. Alt ser jo fint ud inden i. Jeg spiser sundt ellers og er ikke overvægtig, så der var ingen grund til bekymring. Jeg måtte finde nogle svar, og tog derfor til gynækolog, for bl.a. at blive klogere på min PH værdi, og det kan i læse mere om, i næste blogindlæg..