Om tidligere spiseforstyrrelse, fertilitetsbehandling og tallet på vægten.

Jeg har brugt størstedelen af mit liv på at lære mig selv, at det tal der viser sig, når jeg vejer mig, ikke er dét der betyder noget. At det er hvordan jeg har det med mig selv, og hvordan jeg har det med, hvordan jeg ser ud, der er det vigtigste.

I fertilitetsbehandling er realiteten en anden. Der er tallet, hvad der er vigtigt. Der er det fløjtende ligegyldigt om din mave er flad eller ej, om dine hofter er brede eller om du har store lår – så længe du har den rigtige BMI. For har du ikke det, bliver du anbefalet at tabe dig. Og er din BMI over et bestemt tal, bliver du nægtet hjælp, før du har tabt dig.

Jeg var ikke overvægtig, før jeg smed p-pillerne. Faktisk havde jeg tabt mig 30 kg et år tidligere, og var endelig nået til et punkt, hvor jeg havde det okay i min krop. Jeg havde holdt vægten i et helt år, selvom jeg var begyndt at spise normalt og holde det i mig igen. Der gik et halvt år, fra jeg stoppede med at tage p-piller, og til jeg fandt ud af, at jeg har PCOS. I den periode tog jeg 10 kg på, selvom jeg ikke gjorde noget ”forkert”. Min krop tog bare imod kulhydrater, som magneter tager imod metal.

Jeg har kun krydset grænsen mellem normal- og overvægtig en smule, og jeg har ikke fået besked på at tabe mig. Men jeg er stadig nødt til at minde mig selv om, at skulle jeg få det at vide, så er det ikke personligt. Det jeg vil høre, er nemlig ikke bare: ”Du bør tabe dig”. Dét det bliver til, i mit hoved, er: ”Du er for fed”.

Jeg havde aldrig fortalt nogen mit tal på vægten. Ingen. Ikke engang den psykolog jeg talte med, da jeg var i behandling for spiseforstyrrelse, fik at vide, hvad jeg vejede dengang. Det havde været et problem for mig at dele dén oplysning, siden omkring 2006, da jeg var 16 år gammel – og det er det sådan set stadig. Set i bakspejlet, med PCOS på papiret, er der lige pludselig en masse, der giver mening. Dengang forstod jeg ikke, hvorfor jeg tog så nemt på, og hvorfor jeg havde svært ved at tabe mig, selv hvis jeg spiste, hvad jeg troede var sundt for mig. Jeg har haft yoyo-vægt de sidste 10 år, og endte flere gange ud i at ty til enten slet ikke at spise, eller at kaste op, når jeg endelig gjorde. For på den måde var det nemt for mig at kontrollere min vægt, når den igen var kommet ud af kontrol, efter jeg havde fået det bedre, og var begyndt at spise igen. Det var en ond cirkel, for at sige det mildt.

Jeg vidste, lige så snart, jeg udfyldte de første papirer til sygehuset, og skulle skrive min vægt, at jeg ville være nødt til at overskride den personlige grænse, og nævne tallet for Odr, inden vi kom for langt ind i systemet, for ikke at blive ked af det, hvis nu en af lægerne henkastet skulle nævne, hvad jeg vejer.

Efter jeg havde fået konstateret PCOS, og til den første konsultation jeg havde Odr med til på vores lokale sygehus, nåede lægen kun at nævne, at jeg så ud til at holde vægten, før jeg sagde, at jeg helst ikke ville tale om tallet, hvorefter tjekkede han hvad det var, på sin computer. Den slags hensyn kan jeg jo ikke ligefrem forvente hele vejen igennem, når vægt og BMI er så stor en del af fertilitetsbehandling, og for de fleste er det jo også bare et tal, der hurtigt bliver slynget ud hos lægen. Det er det bare ikke for mig – endnu.

Som om alt det her ikke var hårdt nok i sig selv, skulle jeg stå ansigt til ansigt med noget, jeg helst så dybt begravet. At vægten fylder meget i fertiliteten, bør man have i mente, hvis man før har haft en spiseforstyrrelse, og skal starte i fertilitetsbehandling – bare så man er klar over, at der hurtigt kan opstå en negativ tanke-kollision, der helst skal bearbejdes.

– Freyja.