Jeg er tilbage igen. Både på bloggen og i fertilitetsbehandling. Fire måneder er gået siden mit sidste indlæg. Jeg har ikke haft energien eller overskuddet til at skrive. Men nu synes jeg, at det var på tide samtidig med, at jeg efter halvanden måneds pause starter i fertilitetsbehandling, når min menstruation kommer igen indenfor de næste par dage.
En genopfriskning indtil nu
Fordi det er så længe siden mit sidste indlæg i juni, bør det første jeg skriver nok mest af alt være en gennemfriskning af min historie samt hvordan det er gået ift. vores fertilitetsbehandling siden sidst.
Kort og godt blev jeg gravid efter et halvt år i fertilitetsbehandling i december 2019 på CFC via IVF, som desværre resulterede i en MA i uge 8. Derefter havde vi i april vores første IVF forsøg på Riget, som i modsætning til forsøget på CFC kun resulterede i få æg, der udviklede sig for hurtigt for derefter at gå til grunde. Derpå fulgte en måneds pause, og i juli havde vi så et ICSI forsøg, der igen kun resulterede i få æg som udviklede sig hurtigt, men hvor et af dem dog alligevel var pænt nok til ÆO. Ingen graviditet dog. Derefter gik vi tilbage til CFC og brugte vores ene fryseæg i august, men igen ingen graviditet.
Dér fik jeg nok. Syv måneder, to mislykkede IVF forsøg, en pause pga. en cyste og et mislykket FET forsøg var gået siden min abort, og vi var ikke et eneste skridt nærmere på at blive gravide igen. Vi havde tilbage i februar naivt troet, at vi bare lige skulle igennem et nyt IVF forsøg og bum ville jeg være gravid igen. Jeg var jo blevet gravid i første omgang på CFC, så hvorfor skulle det ikke lykkes igen med det samme. Men dér stod vi så. Uret tikkede og nu skulle der altså ske noget. Jeg var brugt, træt og fuldstændigt ødelagt indvendigt som udvendigt.
Jeg brugte denne drivkraft til at lægge en ny plan med Riget. Denne gang satsede vi stort på at få mange flere æg ud end kun de 3-4 æg som hidtil, og hvor mange flere af de udtagne æg også skulle være modne. Men selvom jeg fik en højere dosis end nogensinde før, resulterede det igen kun i 4 æg ud, hvor blot to af disse var modne. Samtidig udviklede de sig igen lidt for hurtigt, og vi fik tilmed af vide, de ikke så pæne ud.
Min verden brød sammen endnu engang. Selvom de ville give æggene en chance til femte dagen, var de i mine øjne allerede dømt ude. Hvorfor var forsøget hos CFC gået så godt, og hvorfor var ingen af vores forsøg på Riget lykkedes på samme måde? Det fik os virkelig til at tvivle på Riget, og vi ringede derfor til CFC. Dette følger jeg op på om lidt… Først skal det fortælles, at en del cliffhangers fulgte i dagene efter ÆU med opringninger ind til Riget vedr. æggenes status. På dag seks viste det sig endelig helt mirakuløst, at det ene æg havde klaret sig til blastocyststadiet og var så fint, at de havde frosset det ned.
Jeg fik ikke lagt ægget op gr. overstimulering. Faktisk havde jeg selv frabedt mig dette på forhånd – og guderne skal vide, at der skal riiiigtig meget til, at jeg ikke bare klør på. F.eks. har jeg aldrig taget en frivillig pause, men jeg havde så ondt og samtidig vidste jeg godt inderst inde, at det ville være de dårligste forudsætninger for ægget at sætte sig fast i en overstimuleret mave.
Så derfor har jeg nu været på halvanden måneds pause, og starter op igen næste uge, når min menstruation melder sin ankomst. En pause jeg i starten frygtede, hadede, ikke kunne se andet formål med end at få den overstået. Men alt dette og mere til skriver jeg om i næste indlæg for ikke at gøre dét her for langt.
Hvad skal der ske nu
Som sagt er halvanden måneds pause snart slut. Når jeg får min menstruation igen, starter vi op på et fryseforsøg hos Riget med vores nedfrosne blastocyst. Jeg krydser alle mine fingre og beder af hele mit hjerte til, at det lykkes os at blive gravide og blive forældre med dette forsøg. Men bliver vi ikke det, er der tre muligheder.
I vores pause har vi nemlig talt med både CFC og med Hamlet. På CFC var det jo gået så godt, at vi har overvejet om vi bare skulle vende tilbage hertil selvom vi har to friske behandlinger tilbage på Riget. I bemærkning til dette fortalte CFC også, at de ikke forstod, hvorfor Riget ikke har prøvet at give mig samme behandling, som den, der i december gjorde mig gravid, men i stedet har prøvet alt muligt andet. Det havde jeg ikke selv undret mig over indtil nu, hvor tiøren lidt faldt, og jeg fik en kæmpe ”OMG JA hvorfor har vi dog ikke bare haft gjort det?!”. Der er jo ingen garanti for, at det ville gå som første gang, men jeg tænker virkelig om det ikke bør afprøves for det er trods alt det eneste forsøg, der hidtil har virket.
Alligevel har jeg haft brug for en tredje opinion. Ikke for at blive mere forvirret, men for at blive mere afklaret med de muligheder, der er og forhåbentlig finde en ro i at vælge rigtig.
Jeg har hørt rigtig godt om Hamlet fra andre, og derfor bookede vi en konsultation hos dem i slutningen af september.
Jeg havde sådan glædet mig til at få talt med Negjyp Sopa, som er klnikchef. Da vi ankom sad han i receptionen og talte med den søde receptionist. Han henvendte sig til mig, og fortalte, at jeg om lidt ville blive kaldt ind til en af hans kolleger. Lige dér begyndte jeg at græde. Jeg havde glædet mig så meget til, at vi skulle ind til netop ham. Jeg fortalte derfor, hvor meget vi har været igennem og jeg håbede kollegaen var ligeså dygtig som ham. Med det samme forstod han vores situation og sagde ”jeg kan godt høre I har været igennem meget, og derfor aflyser jeg lige det møde jeg har, og så kommer I ind til mig”. Derefter brugte han halvanden time på at tale hele vores historik igennem, undersøge mig, og lægge en plan for os, som han mener, vil være opskriften på succes. Han talte ikke ned om hverken Rigets eller CFC’s plan, men fortalte om, hvad han ville gøre i stedet – og det gav så god mening. Til sidst ønskede han os al held og lykke med fryseforsøget, og sagde, at vi er mere end velkomne hos Hamlet, hvis det bliver aktuelt – og bliver det dét, skal vi ved opstart blot bede om at blive fulgt af ham. Så sørger han for at blive vores tilknyttede læge hos dem. Helt igennem fantastisk møde.
Hvis fryseforsøget ikke lykkes, kan vi altså vælge enten at fortsætte på Riget, gå tilbage til CFC eller starte hos Hamlet. Lige nu hælder jeg til sidste mulighed. Jeg ved godt, at det koster 49.000 kr. for tre forsøg, og det ville være så meget sjovere at bruge dem på barnevogn, puslebord, legetøj. Så det er da ikke uden overvejelser, hvis vi gør det. Men hvis især min psykiske tilstand efter fryseforsøget er så slidt, at det vil betyde meget for mit psykiske velbefindende at starte på en frisk et nyt sted, hvor min tiltro og håb er meget større, er det pengene værd.
Men lad os håbe det aldrig bliver aktuelt. Lad os håbe, at den lille blastocyst, som trods alle odds klarede sig, er min og M’s lille baby, der blot venter på min mave at gro i <3
De bedste hilsner
Evig Venten – som også en dag nok skal få sin happy ending.
Jeg har også været på CFC og blev gravid der. Vil gerne have et barn til og er i tvivl om jeg skal gå tilbage eller bruge Hamlet. Må jeg spørge hvilken behandling var det du havde fået på CFC første gang, der virkede? Fik du AHA?
Hej Kristine
Jeg fik alm. IVF behandling på CFC, og blev gravid (mistede dog i uge 8). Nu er jeg gravid igen og venter en dreng med termin til sommer. Han er lavet via hjælp på Riget. Dog nåede jeg at være til samtale på Hamlet og de lagde en plan for hvis nu jeg ikke blev gravid på Riget. Følte mig meget tilpas der og, at de var ekstrem professionelle. Næste barn vil vi nok få hjælp til på Hamlet er jeg sikker på.
Du kan jo evt booke et første møde med dem og mærke efter om du synes det er det rigtige sted for dig/jer.