Ting der ikke bør siges til ufrivilligt barnløse – del 1

Blog opslag

Skrevet af Leah Rundblad

28 jun, 2017

Men som jeg ofte har hørt

Fra samlingen: ”Det hører jeg oftest som ufrivilligt barnløs og det tænker jeg om det” af Leah Rundblad.

Følger du med på min Instagram? Hvis ikke, så bør du næsten gøre det. Skynd dig ind og find mig, ”leahrundblad”, dét er mig. – Men lige præcis dig, ja dig der sidder lige dér og læser med, du følger selvfølgelig med på Instagram, hvorfor du også har læst mine opslag fra min samling: ”Det hører jeg oftest som ufrivilligt barnløs og det tænker jeg om det”. Det der kommer nu er en udvidet udgave, da jeg føler behov for at uddybe og sætte flere ord på. Først er det dog vigtigt for mig at understrege, at jeg godt ved, at tingene siges i absolut bedste mening og kommer fra gode hjerter. De gode intentioner er jeg aldrig i tvivl om, så uanset hvad er det på sin plads, at jeg siger TAK for dem <3 – Nå, men her kommer det ..

”Det skal nok lykkes!”

Der gives point for din optimisme og jeg er vild med, at du prøver at skabe det, MEN. Børn er ikke og vil aldrig være en garanti her i livet. Det bliver man ualmindeligt meget bevidst om, når der står ”ufrivilligt barnløs” på papirerne. Jeg véd, at du prøver at skabe et håb og netop denne intention er jeg dig yderst taknemmelig for, men i virkeligheden virker denne kommentar lidt negligerende og egentlig også en anelse ”skidt pyt”-agtig. Som om min ufrivillige barnløshed ikke bør være et problem, for hey, ”det skal jo nok lykkes”. Hvor er min garanti for det?

”Det kan sagtens ske naturligt, hvis I bare slapper af”

Du har helt ret. Det kan sagtens ske naturligt. I vores tilfælde handler det bare om, at min krop skal trodse både PCOS og endometriose. I akkurat dét øjeblik min krop trodser alle odds og gør netop dette, kræves det også at Jonas er hjemme og er i humør til lidt lagengymnastik. Så du har helt ret. Vi skal da nok ramme det helt rette magiske øjeblik, som mod alle odds nok skal opstå, hvis vi bare slapper af. – Den skarpe læser her, har naturligvis opfanget ironien. Hvis afslapning var løsningen, var der sku’ nok ikke noget der hed fertilitetsbehandling. Hvis afslapning var løsningen på vores problem, var der sku’ nok ikke så mange fagfolk, der anbefalede os fertilitetsbehandling og brugte deres energi på at hjælpe os med netop dette. Jeg er fuldt ud klar over, at det alligevel lykkes for mange, når de en dag vælger ikke at forsøge mere, eller de vælger at adoptere eller når 2. barn kommer som en overraskelse efter at have kæmpet længe for at få barn nummer 1. Og hvor er det bare glædeligt og lykkeligt, når man hører disse historier. Personligt er jeg bare ikke dér endnu, hvor jeg kan trække stikket, stoppe med at prøve og bare slappe af. Jeg er lige dér, hvor jeg skal gøre ALT hvad jeg overhovedet kan og jeg skal tage alle de forsøg jeg overhovedet kan få, før jeg overhovedet vil overveje at stoppe og finde en måde, hvorpå jeg kan komme videre med livet og slappe af igen. Så for at gøre en lang historie kort: Nej. Det kommer formentlig ikke til at ske naturligt, hvis vi bare slapper af, for det ligger simpelthen ikke i kortene eller i de diagnoser jeg nu en gang har. 

”Måske det er naturens måde at fortælle jer, at I ikke skal have børn”

Av mit hjerte. Sig aldrig dette til nogen som helst. Dette er nok den hårdeste kommentar jeg endnu har fået. Og den mest meningsløse. Og jeg har faktisk ikke lyst til at skrive mere til netop denne kommentar og jeg håber og tror, at de fleste godt kan forstå hvorfor.

Jeg har nået enden for dette indlæg, men har bestemt flere af samme slags kommentarer på hjerte. Du kan derfor se frem til at læse 2. del i mit næste indlæg.

Dette er mit fertilitetsliv

Tak fordi du læste med

Leah Rundblad

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relateret indlæg…

Behandlingstilbudkalender

No event found!