Men som jeg ofte har hørt

Fra samlingen: ”Det hører jeg oftest som ufrivilligt barnløs og det tænker jeg om det” af Leah Rundblad

Håber I er klar til fortsættelsen, for hér kommer den ..

”Hvorfor adopterer I ikke bare? Der er så mange børn derude, der længes efter et godt hjem”

Jeg har flere ting at sige til denne kommentar. For det første: Tak for den dårlige samvittighed jeg får over, at jeg har mest lyst til at skabe et barn med mine egne og min mands gener. For det andet: Siden hvornår er adoption noget man bare gør? Adoption er benhårdt, økonomisk krævende og tager mindst (MINDST!) ligeså lang tid og er mindst ligeså hårdt. Det er jo altså ikke bare noget med at rejse ud i den store verden og tage det første og bedste barn med hjem i kufferten. For så hentede jeg hellere end gerne et dejligt lille barn og tog det med hjem i kærlige omgivelser. Jeg ligger mig fladt ned og tager hatten af for de par, der vælger at adoptere og hvor er det bare en fantastisk gave at give et lille barn, som ganske rigtigt savner et godt og trygt hjem. Jeg er glad for at muligheden foreligger, men jeg er slet ikke nået til de overvejelser. Endnu vel og mærke.

”Hvis nogen kan klare det, er det i hvert fald dig og Jonas”

Hmm. En sær kompliment på vores parforhold. For det er da en kompliment, ikke? – Det får mig i hvert fald til at lyde som en mega sej type, der bare lige klarer det her som var det en tur til bageren efter kage. Med sådan en kommentar skulle man tro, at vi er særligt udvalgte (som par og individer) af højere magtfulde magter, fordi vi åbenbart er særligt seje og stærke sammen. Men ved I hvad? Det er vi ikke. Vi er ikke sejere end det næste par. Vi er kede af det. Vi er ikke glade for, at det er os der går igennem dette fremfor naboen. Men jo, vi klarer det. Ikke fordi vi er særligt skabt til det, men fordi vi har valgt, at det skal vi.

”Måske du skal prøve at tænke på noget andet”

Nej. Bare nej. Hvis jeg tænker på noget andet, så glemmer jeg at tage diverse former for medicin og jeg glemmer at komme til vigtige undersøgelser op til flere gange om ugen. At få et barn er mit største ønske, som tingene er lige nu. Risikoen for, at det forbliver et ønske er desværre en realitet og derfor kan jeg simpelthen ikke bare tænke på noget andet. Det er overalt. En barnevogn på gaden, gravide maver og andres små skønne vidundere. En (intet mindre end fantastisk) annoncering af en graviditet på Facebook fra en ”som bare lige skal have nummer to – og så er det fandme også slut med flere børn”. Det er bare over det hele. Hvis jeg siger til dig, at du ikke må tænke på en jordbærkage, så gør du jo heller ikke andet, vel? – Faktisk giver denne kommentar mig uendeligt meget dårlig samvittighed. Overfor mig selv og overfor ønskebarnet. For tænker jeg så meget på det, at jeg psyker mig selv fra at kunne blive gravid? Er det min egen skyld, når det bare ikke vil lykkes? 

”Jeg ville have det så skidt med at fortælle dig det, hvis jeg bliver gravid”

Det skal du ikke. Jeg er glad på dine vegne, men helt utroligt ked af det på mine egne. Og det er faktisk helt okay. Du skal aldrig være bange for at fortælle mig, hvis du er gravid, men jeg sætter stor pris på din omtanke.

”Det er altså ikke altid lige nemt at have børn, hvis det er en trøst”

(Siges ofte af folk, der har flere børn og ikke har haft problemer med at få dem)

Jeg kender tilpas mange børn til at vide, at du har ret, men det er ingen trøst og det får mig ikke til at blive lettet over, at jeg ikke kan få dem. Eller ønske et barn mindre. Men tak for tanken.

Dette er mit fertilitetsliv

Tak fordi du læste med

Leah Rundblad