Jeg har i noget tid gået og grublet over nogle ting, jeg går stadig sygemeldt og har derfor masser af tid til at gå og gruble over livet, noget jeg især har tænkt en del over på det sidste er blandt andet alt det vi har været igennem, men især hvad alle de der har hjulpet os har tænkt?
Det slog mig en dag, hvad har de jordmødre og assistenter tænkt da de fik mig ind på fødegangen? Det er jo normalt en lykkelig stund at få en fødende kvinde ind på fødegangen, de skal jo hjælpe os med at få vores længe ventede barn ud til os. Men hvad tænker de når nogen som mig og min kæreste kommer ind? Jovist skulle jeg føde, men det var ikke en lykkelig stund, vi skulle ikke have vores baby med hjem igen.
Det var selvfølgelig værst for mig og Steven, men jeg har tit tænkt, hvad med den jordmoder der sidder for enden af sengen og skal bevare overblikket og tage imod et barn der ikke er levende mere, eller ikke er det ret længe? Respekt for at de kan klare det, jeg ville aldrig kunne håndtere de følelser, jeg ville simpelthen blive knust på vegne af forældrene og især det lille barn og jeg ville ikke kunne skjule det eller virke professionel på nogen måde. Så respekt til jordmoderen der bare klarer det i stiv arm og sørger for at vi er trygge hele vejen igennem!
Jeg har faktisk været så heldig at være i kontakt med jordmoderen som tog imod Nellie, vi har snakket lidt frem og tilbage om det hele og hun har faktisk sagt ja til at fortælle kort om hvordan det er at stå som fagpersonale når en fødsel ikke har en lykkelig slutning og jeg har fået lov at dele det med jer.
Det er kort og generelt da hun har en tavshedspligt at overholde, men jeg synes stadig det er utrolig spændende at høre kort om det fra en der selv har stået der.
“Som jordemoder oplever vi mennesker tæt på, vi skal forholde os til alle personligheder, vi ser hvor sårbare, usikre og glade mennesker kan være. Vi er med til en stor begivenhed hver gang vi går på arbejde, og jeg bliver stadig lige berørt af at se nybagte forældres glæde når deres nyfødte kommer til Verden. Men nogen gange, heldigvis ikke så tit er vi også med til at skulle fortælle at det lille barn i maven ikke længere lever, eller er så syg at det ikke er foreneligt med liv. Vi skal hjælpe, støtte og rumme de mange følelser når par får besked om at deres barn er dødt. Vi skal forholde os professionelle og sørge for at bevare overblik og udfylde relevante papirer samtidig med at skulle støtte disse par.
Men det sværeste i sådan en situation er at bevare overblikket, vurdere hvad der individuelt for parrene er brug for. Men vi skal også rumme og forsøge at skjule vores egne følelser i det, for selvfølgelig bliver man utrolig ked af det og berørt af sådan en situation. Man kan aldrig finde noget at sige som retfærdiggør disse situationer. Når man er med til at bringe et dødt barn til verden er det noget som følger en længe, faktisk påvirker det tit hele afdelingen i en tid.
Personligt er det noget jeg tænker på i lang tid, ofte også fordi vi ikke får viden om hvordan det går parrene på sigt. Jeg er selv af den overbevisning at man gerne må vise at situationen også berør mig, så længe man kan holde en skarp grænse mellem at være professionel og privat. Da jeg valgte at blive jordemoder havde jeg slet ikke tænkt tanken om at skulle stå i situationer hvor man skulle forholde sig til fosterdød, det er heller ikke noget jeg håber jeg vænner mig til på et tidspunkt.”
Lene Dahl Jørgensen arbejder som jordmoder på Hjørring Sygehus, vi har valgt at jeg skal føde på Hjørring igen og jeg ville være helt tryg ved at Lene skulle tage imod vores pige igen, vi følte os i trygge hænder hele tiden og måske kan det give både Lene og jeg lidt closure med en vellykket fødsel denne gang.
Tak fordi i læste med.
Har du ikke læst Charlotte’s beretning om tabet af deres lille datter, så kan du gøre det her
0 kommentarer