Tør vi tro på det?

Blog opslag

Skrevet af Emilie G. Junker

21 aug, 2018

Efter jeg havde fået taget de mange æg ud, så ville lægen gerne at vi ventede mindst en måneds tid, inden jeg fik lagt et æg op. Jeg var kun mildt overstimuleret, men mine æggestokke skulle lige have en pause til at blive normal størrelse igen. Det var helt ok med mig, for jeg havde det ikke så godt på det tidspunkt. Men den måned var alligevel lang at komme igennem. Der gik også ca. en måneds tid før jeg havde det helt fint igen, og jeg fik en blødning. Nu kunne vi starte på processen for ægoplægning.

Jeg mener, at det var på 2. eller 3. blødningsdag, at jeg blev startet op på Østradiol/Estradiol-tabletter, som skulle styrke min slimhinde. De tabletter skulle jeg tage i 14 dage, og så skulle jeg scannes inde på fertilitetsklinikken. Min slimhinde havde reageret rigtigt flot på tabletterne og den havde en fin tykkelse på omkring 8 mm. 2 dage senere skulle jeg starte op på Crinone, som er en super lækker (indsæt selv sarkastisk stemme) gel der skal sprøjtes op i skeden. Det skulle jeg tage i 5 dage inden ægoplægning, sammen med tabletterne.

Så kom dagen endelig, hvor vi skulle have lagt vores første æg op. Vi skulle derind omkring kl. 13.30, og vi havde begge taget fri den dag, for ikke at skulle stresse rundt. Jeg var så nervøs. Jeg havde hørt så mange historier om, at hvis der ikke var et levedygtigt æg som klarede optøningen, så ville klinikken ringe og aflyse oplægningen. Jeg havde min telefon på højeste lydniveau og tjekkede den hvert minut. Men da klokken nærmede sig kl. 13 tog vi afsted mod klinikken. Vi havde kun ca. 10 min. køretid, men vi ville absolut ikke risikere at ende i en kø og komme for sent. Vi kom derind i god tid og da det blev vores tid kom en af de søde sygeplejersker ind og hentede os. De kunne godt se at vi (især jeg) var meget nervøs. Det var der heldigvis ingen grund til, for de havde om morgenen taget ét æg op af fryseren og det havde overlevet. Og det var et fantastisk æg, sagde de. Lige inden jeg fik lagt ægget op, så blev det vist på deres skærm. Jeg begyndte selvfølgelig at stortude, fordi jeg havde været så nervøs og nu blev jeg endnu mere nervøs for om det nu ville sætte sig fast. Nu skulle vi bare vente i 10 dage, inden jeg skulle have taget blodprøve.

Nu skriver jeg nok noget, som de færreste vil tro på, er sandt. Men på omkring 2.-3. dagen efter jeg fik lagt ægget op, der kunne jeg mærke at det satte sig fast. Jeg er næsten stensikker. Jeg havde så mange niv i underlivet og mine bryster var så ømme. Og jeg sov pludselig 2-3 timer hver dag jeg kom hjem fra arbejde. Og jeg fik bare en følelse, af at der var noget i min krop som jeg ikke havde prøvet før. På det tidspunkt turde jeg dog næsten ikke tro på det, og der var stadig mange dage til min blodprøve.

  1. dagen efter ægoplægningen var en lørdag, og jeg havde sovet så sindssygt dårligt. Og lige inden jeg skulle tisse om morgenen, fik jeg en følelse i kroppen der sagde at jeg skulle tage en såkaldt ’tidlig graviditetstest’, (som er ekstra følsom). Jeg tissede på den og lod den så ligge. Hvis den var positiv, så ville det kunne ses inden for 5 min., stod der på pakken. Efter tiden var gået, kiggede jeg på den, og så måtte jeg ellers lige gnide mig i øjnene en ekstra gang. Er det en streg, dét der? Kunne det passe? Den ekstra streg var meget svag, men i det rigtige lys var den der altså.

De næste par dage testede jeg igen og igen, og hver morgen blev stregen stille og roligt kraftigere. De sidste par dage inden blodprøven stoppede jeg med at teste, simpelthen for at undgå at blive totalt crazy. En times tid før jeg skulle have taget blodprøven, tog jeg en almindelig test. Der var også en streg, meget kraftigere end de andre havde haft. Jeg begyndte sådan rigtigt at tro på det nu. Fertilitetsklinikken ville ringe dagen efter mellem kl. 12-13 med svaret på blodprøven. Igen sad jeg med telefonen i hånden hele tiden og lydniveauet på det højeste. Det var en sød sygeplejerske der ringede og hun startede bare med at sige ”Hej, jeg ringer med svaret på din blodprøve. Stort tillykke, den er positiv!” Her begyndte jeg så at græde. Vi var endelig gravide.

Men de næste par måneder skulle ikke være så nemme, som vi havde håbet på. Både da jeg var i 6. uge og i 7. uge oplevede jeg at få nogle kraftige blødninger. Begge gange nåede jeg at tænke, at nu var det slut. Men hver gang blev jeg scannet, og der så vi det fineste hjerteblink på skærmen. Alt var godt. Herefter begyndte kvalmen så, med dertilhørende opkast. Det er noget af det mest forfærdelige jeg nogensinde har oplevet. Jeg kastede op hver dag, alt mellem 10-25 gange om dagen, og i løbet af én måned tabte jeg mig næsten 12 kg. Jeg fik konstateret Hyperemesis Gravidarum, og måtte gå til væskebehandlinger på sygehuset. Men det var ikke nok og jeg nåede at blive indlagt 2 gange. Den 2. indlæggelse bød også på sonde-mad, da jeg ikke kunne holde nok mad i mig.

Nu er jeg i 17. uge og opkasten er heldigvis stoppet igen. Jeg har stadig lidt kvalme, men er begyndt på arbejde igen 3 gange om ugen.

Og nu har vi lige været til kønsscanning – hvor det viste sig, at vi venter os en lille pige.

Så for at vende tilbage til det første spørgsmål; Tør vi tro på det?

Ja, nu tror vi på det!

Tak fordi du har læst med!

Læs alle mine blogindlæg her

Læs flere solstrålehistorier her

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Relateret indlæg…

Ventetiden er over

Ventetiden er over

Svaret kom to dage før juleaften. En opringning flere timer før ventet. En opringning der vil...

læs mere
Angst og frihed

Angst og frihed

Jeg står i min første graviditet siden jeg gik i fødsel 19+5. Jeg er nu 18+4 og det fylder, at jeg...

læs mere

Behandlingstilbudkalender

No event found!