Total afmagt

Blog opslag

Skrevet af Freyjasfertilitet

10 okt, 2017

Jeg skriver dette indlæg, i min hidtil værste periode, siden vores første dag, som ufrivilligt barnløse. Jeg har længe haft dårlige dage indimellem, når det hele bliver for hårdt, og filmen knækker. Men nu har jeg haft tre slemme i streg, og jeg kan godt mærke, at det bliver værre nu – og mere svært – for hvert mislykkede forsøg, og for hver gang vi lige når at håbe.

I mine øjne er det ret vigtigt, også at fortælle jer om de her perioder, hvor jeg føler, at det er uoverskueligt at skulle trække mig op af det hul, jeg lige nu er faldet ned i. For jeg var slet ikke forberedt på det her. Slet, slet ikke.

Og nu lukker jeg jer lidt længere ind under huden på mig. Sikke en måde at lære mig at kende på.

Det her, det er det psykisk hårdeste, jeg nogensinde har været udsat for. Nogensinde.

For at give bare en smule til sammenligning, har jeg tidligere været ude i flere års selvskade, spiseforstyrrelse flere gange, over en periode på 10 år, og engang var alt så sort, at jeg nåede til et punkt, hvor jeg stillede mig op foran en læge, og sagde: ”Hjælp mig. Jeg har ikke lyst til at leve mere”.

Uden at fortælle jer, hvad jeg egentlig har været udsat for og oplevet, er det altså nogle af resultaterne af de ting.

Min psykolog fortalte mig for nogle år siden, at jeg har været igennem så meget forfærdeligt, og vænnet mig så meget til, at der altid er noget, der påvirker mig negativt i mit liv, at jeg slet ikke kan finde ud af det, når der ikke er noget galt.

Det er nok også grunden til, at jeg står efterladt med angst i dag. Men angsten er noget jeg kan arbejde med, i mit eget tempo. Hvordan arbejder man sådan, med et inderligt ønske om en familie, der er så altfortærende, at alle andre tanker og følelser, bliver totalt overskygget af det? Jeg kan ikke forlade den situation, der gør mig ked af det, fordi den situation er min ikke-gravide krop.

Jeg havde virkelig prøvet, at mentalt forberede mig på hårde perioder, efter vi blev henvist til fertilitetsklinikken, og ventede på at skulle starte i behandling. Det havde jo faktisk allerede været hårdt i optakten, syntes jeg. Men det kan jeg se nu, at det kunne jeg ikke. No chance. Jeg har på ingen måde kunne forberede mig på det her, for jeg har aldrig følt noget lignende, og jeg havde altså ingen jordisk chance for at gætte på, hvordan jeg ville reagere. Heldigvis har vores forhold ikke lidt under det – faktisk det stik modsatte. Vi er kun blevet endnu stærkere sammen, i den tid vi nu har kæmpet. Og selvom det også kan være hårdt at se på, og måske lyder underligt, så er jeg glad for, at det er mig, der er det følelsesmæssige vrag, hvor Odr er langt mere fattet, og kan holde om mig, når jeg bryder sammen.

Jeg har altid været glad for børn. Altid. Børn har altid kunne få mig til at smile – især de helt små. Ble-børnene, der stadig går lidt ustabilt. Pingvinerne, som vi kalder dem herhjemme. Det er ved at være svært nu. For nok en måned siden, stod vi i kø i indkøbscenteret, og en lille sød én med smilehuller, sad i sædet i en indkøbsvogn bag os. Han grinede til mig, og jeg fik tårer i øjnene. Flash forward til i dag, hvor vi var til familiearrangement, og jeg brugte den første halvanden time, på at undgå at kigge på den lille pingvin, der vraltede rundt på gulvet i salen, og som Odr smilede af, og kastede længselsfulde øjne efter. Hvorfor? Fordi jeg ikke længere kan se på små børn, uden det gør fysisk ondt på mig. Ikke på de dårlige dage.

Jeg føler mig pt. kronisk på randen af gråd, og når jeg ikke kan holde det tilbage længere, har de første 5 tårer allerede ramt puden, inden jeg overhovedet har snøftet én enkelt gang. Så stærkt går det, og så meget græder jeg. Der skal ikke længere meget til. Klokken er ved at være halv fire om natten nu, og jeg har virkelig svært ved at sove, når jeg har det sådan her.

Lige inden jeg greb min telefon, og begyndte at skrive mine tanker ned, skulle der ikke mere end ét ord til, før jeg igen græd:

”Hvorfor?”

 

– Freyja

1 Kommentar

  1. Karoline Dam

    Hej Freya,  

    Jeg arbejder netop nu på en featureartikel om barnløshed – både den frivillige og ufrivillige. Jeg vil gerne finde en kvinde, der aktivt har fravalgt børn og en kvinde, som ufrivilligt lever uden børn, for derefter at føre de to sammen til en samtale om beslutninger, fertilitet og det at leve uden.

    Mit ønske er altså at samle ønsket til og fravalget af børn i et interview om styrke, gå-på-mod og livsværdier.

    Kunne du have lyst til at mødes med mig og en frivillig barnløs kvinde og fortælle din historie og høre hendes? 🙂

    Du må meget gerne vende tilbage til mig uanset og endelig også, hvis du har nogle spørgsmål.

    Kærlig hilsen,
    Karoline Dam, journaliststuderende Syddansk Universitet
    22 87 18 39
    karolineldam@gmail.com

    Svar

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Relateret indlæg…

Behandlingstilbudkalender

No event found!