Jeg ville have elsket at kunne fortælle, jeg er første udsagn. Men det er jeg ikke.

Vist nok er jeg tredive, men jeg er ikke tilpas langt ind i knoglerne, og jeg føler mig heller ikke særlig tjekket.
Jeg føler mig træt og fyldt med nedslidende tanker…

De mange følelser

Jeg har løbet stærkt. Jeg har haft brug for at være der for dem omkring mig, og føle, jeg gør noget godt for dem, gør en positiv forskel. Lette deres bekymringer og hverdag. Om det så er mine elever på arbejdet, mine venner eller min familie.
… Men i alt det, har jeg glemt mig selv. Glemt at mærke efter, hvordan jeg selv har det. Glemt at gribe mig selv.

Jeg har været – og er stadig oprigtig glad, når dem omkring mig lykkes med graviditeter og ikke skal kæmpe, som jeg selv gør, men det ændrer ikke på, at det også gør ondt. Det gør så pokkers ondt langt ind at føle sig bagefter. Ude af et fællesskab, man ikke aktivt har valgt at være ude af.
Jeg havde ikke set mig selv blive tredive, og stadig ikke være blevet mor. Jeg tror, det har ramt mig lidt som en trediveårs-krise.
Det skal ikke lyde som om, jeg ikke er taknemmelig for mit liv – for det er jeg. Jeg har jordens dejligste familie, kæreste og venner. Har et job, jeg er rigtig glad for. Et dejligt hus, vi selv har haft muligheden for at skabe, og jeg er ikke, så vidt jeg ved dødeligt syg.

De mange snakke

Men det ændrer ikke på følelsen af at mangle noget. Jeg står og kigger på de tomme værelser i huset med en klump i halsen og en bange følelse i maven for, om vi på et tidspunkt får skabt vores egen familie i det hjem, vi har bygget op.

Mange af mine veninder har efterhånden haft børn i mange år. Jeg har taget mig selv i at tænke, at jeg så ville komme med på deres nummer to, men når det så heller ikke skete, så kommer følelsen igen af at være bagud. Jeg har stadig veninder uden børn, men når man er til diverse venindefødselsdage, så kommer man ikke udenom, at meget af snakken handler om deres børn. Det skal ikke forstås sådan, at jeg ikke vil høre om vuggestue- børnehave- skolestart. Manglende søvn, madpakker, skoldkopper, graviditetsgener og hvad der ellers fylder i en børnefamilie, men jeg tog mig selv i at tænke til min egen trediveårs for mine veninder, at jeg hellere ville have været en fyr den dag, for der bliver bare ikke snakket så meget om børn, som når kvinder er samlet. Igen handler det ikke om, at jeg ikke vil høre om det, for det vil jeg – men nogle dage er det hårdt at være i, og følelsen af at være udenfor kan tage over.

Er jeg jaloux og misundelig? Det ved jeg ikke, om jeg vil kalde det. For jeg under alle deres børn, og jeg vil jo ikke have hverken deres graviditet eller deres børn i stedet for dem selv. Jeg ønsker bare så inderligt selv at være en del af det fællesskab.

– Positive Mind