Del 1
Vi er netop hjemvendt efter et par skønne dage i Lalandia. Et par dage som vi, bare os 3 som familie virkelig havde brug for!
Siden mit sidste indlæg er der sket en masse herhjemme. Søren og jeg tog i slutningen af 2017 endeligt beslutningen om, at vi ville give projekt lillebror/lillesøster et forsøg til.
Føler vi os klar? Jeg ved det ikke? Bliver man nogensinde rigtig klar til at byde sin krop sådan et helvede, der venter forude?!
I beslutningen har det vigtigste for os begge været, at vi ikke vil sidde tilbage om 10 år og fortryde at vi ikke gav det en sidste chance.
Den 1. marts lagde jeg mig atter op på briksen på den nye klinik mens tårerene presse sig på. Jeg havde en halv time forinden netop afleveret Malte i børnehave, og nu lå jeg så der på dag 1, i kampen for en søskende til ham.
En dyb indånding, 1-2-3 og så var det overstået. En sygeplejerske havde lagt en injektion ind under maveskindet på mig, hvis formål var at sætte mig i kunstig overgangsalder.
Da jeg som nævnt i tidligere indlæg har endometriose og har været overstimuleret flere gange, er dette en del af behandlingen. Lægerne kan på den måde styre min krop, samt ”bestemme” antal af æg jeg skal producere. Denne behandlingsform fik jeg også foretaget dengang de på Rigshospitalet skabte Malte for os.
Vi har været til samtaler på 2 klinikker, inden vi bestemte os for hvem vi ville gå med. Dels drejede det sig om hvad de kunne tilbyde, – dels drejede det sig om vores meget lange forhistorie med 7 mislykkedes forsøg bag os, – dels at vi skal lægge minimum 45.000 kr., men vigtigst af det hele – tilliden og kemien. Tilliden og kemien er alt afgørende i sådan et forløb. Allerede under vores første samtale med dem, og i løbet af ganske få minutter havde vi begge en god mavefornemmelse.
Vi havde kun ét krav, vi ville tilbydes præcis samme behandling/protokol som dengang på Rigshospitalet. Det var rigtig vigtigt for os at få fortalt den nye klinik, at det rent faktisk var det eneste forsøg der var lykkedes for os, med præcis dét medicin i dén mængde og de antal æg. Selvfølgelig er vi jo godt klar over, at det hele handler om biologi og at min krop ikke er en maskine, men vi føler at vi kæmper sammen.
Når jeg kigger tilbage har jeg lært meget af denne sygdom ´infertilitet.
Én af tingene har bl.a. været at omsætte det negative og utallige ærgrelser og skuffelser til, at være yderst taknemmelig for, at jeg rent faktisk i snart 3,5 år har været nogens mor.
I næste indlæg vil jeg bl.a. fortælle om bivirkningerne af injektionen, som bestod af en voldsom allergisk reaktion, indberetning til lægemiddelstyrelsen og en diagnose kaldet karpaltunnelsyndrom.
Kærlig hilsen Mia
0 kommentarer