Vi besluttede os for at prøve at få børn i midten af 2012, og det lykkedes også nogle gange, men hver gang aborterede jeg imellem 6. og 10. uge. En enkelt gang blev det til en graviditet udenfor livmoderen og så fik jeg fjernet min ene æggeleder.

Vi gik til lægen i foråret 2013 og blev straks henvist til Herlev Hospitals fertilitetsklinik med henblik på, at påbegynde IVF behandling. Vi blev hurtigt indkaldt til informationsmøde og derefter startede vi i behandling. I juni 2013 fik jeg foretaget min første ægudtagning og jeg havde gået og været meget mere nervøs, end jeg burde. Jeg syntes ikke at det gjorde ondt, men jeg havde også fået en beroligende pille hjemmefra og morfin i hånden på klinikken.

Der blev taget 12 æg ud og 5 af dem klarede at blive befrugtet. Vi fik lagt et op og de fire sidste blev lagt på frost. Vi regnede med, at jeg selvfølgelig blev gravid første gang – hvordan kunne det næsten gå galt, når vi nu fik så meget hjælp til projekt baby. Men nej, ægget havde ikke sat sig fast. Sådan gik det også med det næste. Da vi nåede til vores tredje ægoplægning var min kære mand ved at miste håbet og selvom at det var mig der skulle stikke mig med hormoner og sluge piller, så var det tydeligt, at det var psykisk meget hårdt for min mand.

Min mand ville faktisk slet ikke have børn, da vi mødte hinanden, men kærligheden sejrede og vi lavede et meget fint kompromis med 2 børn. Vi troede at børn var noget man bare fik, hvis man glemte en enkelt p-pille og ikke noget vi nogensinde havde tænkt på kunne være svært at få.

Nå, tilbage til vores tredje ægoplægning – der kunne der faktisk måles HCG i mit blod, men meget lidt, så det endte i en bio. Jeg husker tydeligt den dag, hvor jeg begyndte at bløde, det hvor håbet sluttede for det æg – vi var taget ud og gå en aftentur og var rigtig kede af det begge to. Min telefon ringede og i røret var min storebror, som var meget glad. Han havde en god nyhed og sagde “søs, du skal være faster”. Det var virkelig svært og jeg kan huske, at jeg virkelig kæmpede for, at være glad på hans vegne og ønske tillykke, selvom jeg havde mest lyst til at fortælle ham, at jeg ikke ville høre om det. Slet ikke lige nu! Da vi lagde på græd jeg hele vejen hjem og græd mig selv i søvn, hvorfor har alle andre så nemt ved at blive gravide, når vi ikke har?! Sådan tænkte jeg..

Nu var der kun 2 æg tilbage på frost til vi tilbudt en ny ægudtagning, så der var større mulighed for, at vi på sigt kunne få en lillebror eller lillesøster, det takkede vi ja til og nøjagtig samme antal æg kom ud og det endte også med 5 æg, som kunne lægges på frost.

Nu skulle vi til ny ægoplægning med æg nummer 4, men det satte sig heller ikke fast og da vi skulle have vores femte og æg lagt op sagde min mand til mig, at det var sidste forsøg, for han kunne ikke klare det psykisk mere. De sidste mange måneder havde også kun handlet om hvornår min menstruation kom, hvornår jeg skulle ringe til klinikken, hvornår og hvilke hormoner jeg skulle tage, hvordan jeg kunne mærke efter tegn, så enten få menstruation igen eller få taget blodprøve og det hele havde bare været én stor rutsjebanetur. Og set i bakspejlet havde vi måske også glemt os selv en lille smule!

Mine tanker kredsede meget omkring, om jeg nogensinde ville blive mor. Det syntes jeg var rigtig svære tanker, for for mig var det målet med livet.

Tilbage til vores femte ægoplægning, som i forhold til aftalen mellem min mand og jeg, var den sidste. Og ja, jeg kan ligeså godt være ærlig, jeg troede slet ikke på det. Efter ægoplægningen gad jeg ikke at slappe af, som jeg havde gjort de andre gange, så jeg tog hjem til min veninde og spiste lidt mad og drak et par glas vin! Og noget virkede – jeg blev gravid!

Jeg tog en graviditetstest (selvom de frarådede det på klinikken), da jeg var 3+4 og den var negativ, men da jeg hev den op ad skraldespanden, da jeg kom hjem fra arbejde, så havde der sneget sig en ekstra streg på. Nu var jeg spændt på blodprøven. Da jeg var 4+0 fik jeg taget blodprøve og mit HCG niveau var på 753. Vi var glade – men også bange på grund af mine tidligere aborter.

Lykken varede kun et par uger, da jeg begyndte at bløde ret voldsomt. Vi tog på Herlev Hospital og blev scannet på gynækologisk afdeling og de kunne ikke se, at der var en graviditet, hverken i eller udenfor livmoderen. Vi var knuste! Nogle dage efter skulle vi på fertilitetsklinikken for at blive scannet i forhold til, om alt var ude, eller om vi skulle skrabes. Det var den 1. april 2014 og lægen sagde “stort tillykke, der er et lille hjerte der blinker – I er gravide”. Først blev jeg rigtig ked af det, for jeg tænkte, at det var den mest tarvelige aprilsnar i verden, men så viste hun mig det lille fine hjerteblink. Vi var stadig gravide!! Det var en sindsyg oplevelse, for vi kom og hang med hovedet over endnu et mislykket forsøg – og måske endnu mere, da vi godt vidste, at det var det sidste forsøg i en lang periode, ja måske vores sidste forsøg nogensinde. Vi gik derfra meget glade, men også meget forvirrede og måtte lige sunde os, inden vi ringede til vores forældre og fortalte, at vi altså stadig var gravide.

Helt indtil slut maj blødte jeg ret ofte, ikke så kraftigt som første gang, men stadig så meget, at jeg hver gang var sikker på, at det blev en abort. Jeg blev ofte scannet for at blive tryg og det hjalp mig meget. Først i uge 26-27 begyndte jeg at tro lidt på, at vi skulle være forældre og først i uge 37 nød jeg graviditeten og var ikke nervøs mere.

I november 2014 fødte jeg den dejligste lille pige.

Efter et års tid begyndte vi at snakke omkring at skulle igang igen, så der kunne komme en lillebror eller lillesøster. Vi snakkede om, at der jo nok ville gå 9-12 måneder, før det måske kunne lykkes og at der så ville være knap 3 år imellem dem. Vi havde 5 befrugtede æg i fryseren. I midten af februar 2016 fik jeg menstruation og vi tænkte, at vi måtte nok hellere få lagt et æg op nu, for måneden efter ville vi ramme juleaften ved termin og når man nu kan planlægge lidt, så ville vi helst ikke føde omkring jul. Vi ønskede os nok lidt et sommerbarn, eller havde i hvert fald en forventning om, at det måske var det vi ville få, for hvis det kunne lykkes igen, så ville det nok først være med 4. og 5. æg.

Første æg klarede desværre ikke optøningen, men klinikken valgte, at lægge et frossent æg op og bad os om, at komme til klinikken som aftalt. Da vi kom fortalte de os, at de ikke vidste om ægget ville klare det, for de havde ikke delt sig yderligere, da det stadig var kort tid siden, at det var taget op af fryseren. Da jeg lå på briksen og ventede på at få lagt ægget op, skulle vi kontrollere vores personnumre og da deres kamera gik henover ægget sagde de fra laboratoriet, at ægget lige præcist havde delt sig nu! Sådan! Det skulle fejres ligesom første gang, nemlig med et glas rødvin til aften – og måske også lidt fordi, at vi alligevel ikke regnede med, at det kunne ske så hurtigt. Det viste sig, at det var et guld-iglo-æg, for jeg blev gravid. Et par uger senere fik jeg taget blodprøve og mit HCG niveau var på 328. Tre dage senere fik jeg taget blodprøve igen og nu var mit HCG på 1130, så det var meget positivt.

Vi skulle være forældre til vores andet IVF-frys barn – også med termin i november, bare to år senere. Vores datter blev 2 år i november og en uge efter fik hun en lillebror. Graviditeten forløb rigtig fint og jeg blødte kun en lille smule de første par uger.

Begge vores børn er lavet i 2013, dog ikke fra samme “kuld”, men vi synes at det er lidt sjovt, at de er fra samme årstal.

Jeg håber, at jeg med min historie om vores fantastiske dejlige “frysebørn”, “IVF børn” eller bare vidunderlige børn kan hjælpe nogle par, som står i samme situation, som vi stod i.

Mange hilsner

Vibeke