Starten

Vores fertilitetshistorie starter helt tilbage i januar 2012. Min mand, dengang kæreste, og jeg blev enige om at jeg skulle stoppe med at tage de p-piller jeg havde taget i 10år. Jeg har altid haft voldsomme menstruationssmerter og blødninger, hvorfor jeg var startet på dem i sin tid for at mindske disse gener.

Jeg havde en klar fornemmelse af, at min krop ikke bare sådan lige ville vænne tilbage til en normal cyklus – og jeg fik ret. Vi var rimeligt afslappede, det var faktisk en af grundene til at vi blev enige om at smide præventionen dér, så min krop kunne få tid til at finde på plads igen. Vi var hhv. 27 og 28 på dette tidspunkt. Der gik næsten 5 måneder før jeg fik min menstruation, og min læge havde forinden taget blodprøver som dog var helt normale – ingen tegn på PCO eller lignende, til trods for at jeg efter p-pille stop begyndte at tage på.

I april 2012 blev vi forlovet, og jeg besluttede at udnytte den mulighed jeg havde for at få HPV vaccinen, hvorfor det her med at lave en baby blev endnu mere afslappet – vi skulle giftes i maj 2013, så et egentligt fokus på baby begyndte først rigtigt i april 2013.

Vi henvises til udredning og behandling

Min cyklus var stadig ret uregelmæssig, smerterne var absolut tilbage til tidligere højder og jeg havde en fornemmelse af, at der var noget som ikke helt var rigtigt. I starten af 2014 tog vi sammen til lægen, for så småt at begynde snakken om at blive udredt. Vores læge var velvillig, tog de nødvendige blodprøver og henviste os til Skejby. Der går laaaang tid før der sker mere, først om sommeren. Jeg får tilsendt et spørgeskema som jeg skulle udfylde og min mand får tilsendt et af de famøse glas til sædprøve. Vi fik afleveret begge dele og var fortsat i venteposition. Så nærmede klinikkens sommerferie sig, og jeg besluttede at ringe til klinikken. Min mand havde i mellemtiden fået besked om, at hans sædkvalitet var OK. Jeg fik fat i en sekretær, som kunne informere mig om, at hun netop havde fået mit skema retur, og at lægen havde skrevet at jeg havde PCOS.

Jeg er sundhedsfagligt uddannet og blev mildest talt meget stejl i det øjeblik én læge beslutter ud fra et spørgeskema, at jeg har PCOS og skal starte insemination uden forudgående undersøgelser. No way!
For det første troede jeg ikke selv på, at jeg havde PCOS, for det andet er der absolut ingen der skal stikke mig en diagnose uden overhovedet at have snakket med mig og kun ud fra et spørgeskema. Jeg er på daværende tidspunkt meget overbevist om, at jeg har endometriose og at denne er i udvikling.

Vi bliver enige om at vente henover sommeren, fortsætte med ÆL-test og så bede vores læge om ny henvisning, denne gang til Horsens. Denne får vi, og samtidig er min læge så smart samtidig at henvise mig til udredning ved en culdoskopi (kikkertundersøgelse af æggeledere og underliv), så denne undersøgelse er overstået inden vi kommer til klinikken.
Jeg får undersøgelsen i oktober, og de finder ganske rigtigt endometriose på bagsiden af min livmoder.

Behandlingsstart, IUI-H og de forbandede bio’er

Vores første samtale på klinikken i Horsens er meget positiv, mine blodprøver er fortsat fine – ingen afvigelser, min mands sædkvalitet er stadig helt fin og der er fin passage i mine æggeledere. Vi kan starte IUI-H næstkommende cyklus.
Ved første IUI-H oplever jeg for første gang 2 streger på den af klinikken aftalte testdag – dog bløder jeg allerede og det var blot en tidlig biokemisk graviditet. Vi er dog fulde af fortrøstning – der var jo sket NOGET.

I 2. IUI-H bliver jeg også biokemisk gravid med fine tests, den slår lidt hårdere, for jeg havde denne gang symptomer der gjorde mig ret overbevist om graviditet.

3. IUI-H er negativ.

Jeg er samtidig startet på et vægttab, idet mit BMI ligeså stille er rykket højere op mod de 30. Jeg taber mig henover sommeren 2015, og klinikken synes det giver mening at fortsætte med IUI-H et par cyklusser mere. Disse er også negative, og jeg fortsætter mit vægttab.

IVF-start

I november 2015 er vi til første samtale omkring IVF. Vi er mentalt klar til at gå videre, og er spændte på hvordan det bliver.
Jeg har en rigtig høj AMH, og klinikken anbefaler på den baggrund kort behandling, da de har nemmere ved at styre min follikel-produktion herpå – det til trods for at man ofte vælger lang behandling ved endometriose. Risikoen for overstimulation er simpelthen for stor.

Der kommer en juleferie på klinikken, så en fusion med Skejby og endelig bliver det starten af februar og jeg får min menstruation.
Nu begynder det at blive tungt. Jeg starter en meget lille dosis hormoner i forhold til normalen for IVF (75IE Puregon), og jeg bliver skidt af dem. Jeg kan ikke arbejde, har en tung hovedpine hele tiden der både gør mig lysfølsom og meget sensitiv for lyde. Jeg kan sidde i min sofa og vente på at folliklerne bliver store nok til at komme ud.
Der kommer 3 æg ud ved første ægudtagning, alle 3 befrugtes og der sættes 1 æg op på 3.dagen. De dyrker de andre æg videre, men ingen af dem bliver klar til frys på 5.dagen.

Første IVF gør mig gravid. Vi er lykkelige, blodprøven er positiv, men glæden er kort. Blodprøven er ikke særlig høj og klinikken forbereder mig på, at jeg nok godt kan forvente at begynde at bløde snart. Og sådan blev det.. Dén slog hårdt. Vi havde så stor tro på, at det nu var NU. Vi reagerer ret forskelligt i situationen, og det giver lidt konflikter i kølvandet herpå. I april tager vi på en spontan weekendtur til Hamborg, hvor vi får snakket mange ting igennem og står herefter kun stærkere sammen.

Vi bliver tilbudt at komme med i et forskningsforsøg på klinikken. Populært kalder man det priming, det vil sige et skrab i livmoderslimhinden i cyklussen inden næste IVF. Det foretages mange steder, men man manglede dansk empiri. Det skulle øge graviditetschancerne betragteligt, og vi bliver tilbudt at komme med fordi ægkvaliteten har været god hidtil. Derudover tilbydes man et ekstra forsøg, således at blev jeg ikke gravid i det forsøg, så var det gratis og vi havde stadig vores 2 IVF forsøg tilbage.

2 IVF-forsøg

Igen er jeg syg af hormonerne. Min endometriose er i udvikling, og jeg har fået en chokoladecyste på den venstre æggestok. De har øget min dosis en smule, og jeg kvitterer med et mylder af follikler til de første scanninger. De skruer lidt ned, og vi ender med at få 14 follikler ud, 10 modne æg. Denne gang er der 80% befrugtning, igen et flot æg op på dag 3, og de dyrker resten videre til blastocyster. Til vores store glæde fryses der 4 blastoer ned!
Ægoplægningen var besværlig, jeg har pga. endometriosen generelt et meget ømt, og desuden snævert underliv, så det er ikke nogen fornøjelse til hverken scanninger, udtagninger eller oplægninger. Jeg er efterfølgende overbevist om, at den 2.oplægning mislykkes, selvom klinikken nok ville sige noget andet. Gravid bliver jeg heller ikke, men vi er meget fortrøstningsfulde igen, da vi jo har 4 (!) æg på frys – endda i topkvalitet.

Fryseforsøg – og en kæmpe mavepuster

Vi er nu nået forbi sommerferien i 2016 – 4,5 år efter præventionen blev smidt, godt 3 år efter vi begyndte at arbejde aktivt for en graviditet. Jeg får min menstruation, voldsomt og smertefuldt på vores sommerferie i august. Jeg har Estrofem med hjemmefra og begynder på dem som foreskrevet af klinikken. Fredag d.2 september skulle der sættes 1 blastocyst op. Alt ser fint ud på forhånd, slimhinden er super og vi er totalt afslappede, begge i sind og jeg også i krop efter pausen.

Telefonen ringer klokken lidt over 8. Allerede da den ringer, ved jeg at noget er galt. Det er ikke meningen at de skal ringe fra klinikken, vi skulle bare møde op lidt senere på formiddagen.

Alle 4 æg er gået til. ALLE 4 æg. Vi er totalt i chok. Hvordan kan det passe? Hvordan kan det gå til? De var jo TOP-kvalitet? Men ikke desto mindre er det dét der er sket, ingen af dem klarede optøningen. Klinikken forsøger at svare på vores frustrerede spørgsmål over telefonen om eftermiddagen, vi får at vide at det er super sjældent og faktisk aldrig sker. Men det skete for os… Det svar kan vi ikke bruge til så meget. Klinikken har haft konference om os, og de anbefaler et nyt forsøg, stadig kort behandling, med det samme når jeg får blødning efter at være stoppet med Estrofem samme dag. Vi er totalt modløse og tror ikke en flyvende fis på, at det kan lykkes nu.

3 IVF

Jeg tager på en planlagt wellnessweekend med en veninde, på streng anmodning fra min mand om at hygge mig og bruge en masse penge på shopping og gode drinks. Jeg tænker, at min blødning nok starter efter en 4-5 dage som på p-piller, da konceptet jo er lidt det samme, og så havde vi lige haft nogle dage til at omstille os og være klar igen. Men nej, allerede søndag morgen bløder jeg. Jeg skal derfor starte på de lede hormoner allerede mandag aften.

Dette forsøg er præget af samme bivirkninger som tidligere, det er totalt underordnet hvilken dosis jeg får. Jeg er ukampdygtig. Dertil kommer, at ingen af os troede på at der kunne ske noget positivt i dette forsøg, og vi var samtidig SÅ bange for at der ikke ville være æg til oplægning.
1. september var klinikken gået over til en procedure der betød, at kom der mere end 5 æg ud ved udtagning, så blev alle æg dyrket til blastocyster.
Ved udtagning, hvor jeg fortsat ingen tiltro har til forsøget, kommer der 8 æg ud. Puha, dejligt – men det betød 5 dage i uvished. Jeg tror faktisk ikke, at vi fik noget at vide undervejs. Vi havde bare et tidspunkt på dag 5, hvor vi skulle møde op – forudgået af et opkald fra klinikken som bekræftelse på at der VAR æg til oplægning.

Igen en 80% befrugtning, men på dag 5 er der kun ét æg. En smuk blastocyst sættes op. Vi joker med, at de skal have sat modhager på så ægget sætter sig godt fast, og stille og rolig begynder håbet og troen påny at indfinde sig.

Ventetid og blodprøve

Jeg begynder ret hurtigt at få symptomer. Slår det hen, giver Crinonen skylden og prøver at forholde mig nøgternt. Imponerende nok, er min mand helt overbevist om, at jeg er gravid. Som han siger – hvorfor ikke? Jeg har brug for at beskytte mig selv, derfor den noget afventende tilgang.
4+0 har jeg kvalme. Hele dagen. Er mega træt, har sovet dårligt om natten, men hele dagen kan jeg spise kvalmen væk. Jeg skal ud og spise med en veninde om aftenen, men kan intet få ned. Jeg vil bare hjem og sove.
Næste morgen bliver min mand og jeg enige om at teste. Jeg skal have taget blodprøve om mandagen, 4+3, men vi er den lørdag morgen ret overbeviste om at der vil være 2 streger. Og det var der. Med det samme… Åh lykke! Om mandagen får jeg blodprøvesvaret leveret i telefonen af en glad sygeplejerske. HCG på 475. Jeg er gravid, og da jeg fortæller jeg har kvalme, griner hun og ønsker mig held og lykke med at drikke kaffe i månederne der kommer.

Endelig gravid og scanning på klinikken

Vi er så glade. Jeg havde troet, at jeg ville blive så bange for at miste når jeg endelig blev gravid. At jeg ville holde vejret når jeg gik på toilet og generelt være lidt hysterisk. Til min – og sikkert også mandens, blev det ikke sådan. Jeg troede på denne graviditet, fik det værre og værre med kvalme, svimmelhed og seriøs madlede. Jeg var slet slet ikke i tvivl om, at jeg var gravid og at alt var godt.

7+4 skulle vi til scanning på klinikken. Alt var så fint, og de afsluttede os med beskeden om, at skulle det mod forventning gå galt, så havde vi stadig 1 IVF forsøg tilbage hos dem. Men de regnede ikke med at se os igen før der var en baby, som vi meget gerne må vise frem inden vi forlader hospitalet efter fødslen.

Nu ♥

I skrivende stund er jeg 37+0. Jeg har den mest aktive vidunderlige lille bøllepige i maven. Graviditeten har ikke været så sjov med kvalme, madlede, svimmelhed og bækkenløsning, men F*** det. Alt har hele tiden været fuldstændig i orden med hende derinde, alt er gennemsnitligt – tænk, at man kan blive så glad for igen og igen, at høre at det er totalt gennemsnitligt og normalt J

Vi har været rigtig glade for at være tilknyttet fertilitetsklinikken i Horsens, de har været professionelle og vi har generelt fået en god behandling, selvom jeg som sundhedsfaglig helt sikkert nogle gange har givet dem lidt udfordringer med mine spørgsmål og måde at forholde mig til situationen. Søde, professionelle mennesker har taget hånd om os i den sværeste tid vi sammen har været igennem. Og lige om lidt, så bliver vi forældre ♥♥