Jeg startede i Netto da jeg var 18 år gammel. Jeg startede som deltid samtidig med HHX, men jeg blev hurtigt for god til at tage ekstravagter og for dårlig til at passe min skole dagen efter, så derfor droppede jeg ud af skolen efter en måned og startede fuldtid i Netto. Jeg kæmpede mig stille og roligt op ad rangstigen og for næsten 3 år siden blev jeg så butikschef. Det har aldrig været min plan at bruge resten af mit liv i Netto, men planen var at jeg skulle starte uddannelse efter vi havde fået drømmebarnet. Det ville trods alt være federe at være på barsel med en butikschefsløn end en elevløn.

Men i sommers en uge før vores bryllup blev jeg opsagt. Jeg havde forrige år haft et længerevarende sygdomsforløb med en dårlig skulder, som endte med en operation. i sommers blev jeg så sygemeldt med stress. Det er hårdt arbejde både fysisk og psykisk at være butikschef og man har sådan set aldrig fri. Jeg var i butikken 50-60 timer om ugen og skulle derudover tage telefonen hvis butikken ringede, og hvis der var sygemeldinger som ingen kunne dække var det mig – lige meget hvad jeg lavede og endda også hvis jeg var syg.

Presset fra arbejde sammen med presset over at være i behandling blev for meget.

”Jeg forstår fandme godt, der ikke er noget barn der gider vokse inde i mig”

Denne sætning fløj ud ad munden på mig en dag min mand og jeg var på vej ned til min mor. Vi havde haft en aftale med hende om at være der ved frokosttid, men pga. sygemeldinger i butikken var vi 3 timer forsinket. Jeg havde en kæmpe følelse af kaos inde i mig. Jeg havde rent ud sagt ikke lyst til at være i min egen krop! Hvis jeg ikke havde lyst – så har en baby jo nok heller ikke?!

Et par dage efter begyndte jeg turen i møllen med søvnløse nætter, udbrændthed, hjertebanken og hovedpine. Jeg blev derfor sygemeldt.

De første 3-4 uger lå jeg på sofaen hele dagen. Jeg sov ca. 15 timer i døgnet af flere omgange.

Skal jeg så forfølge min drøm eller igen sætte min verden på pause?

Spørgsmålet fyldte meget. Jeg havde nu valget mellem at starte på den uddannelse jeg gerne ville have eller finde nyt job og sætte min karriere på standby indtil drømmebarnet kommer – men hvad hvis det ikke kommer?!

Jeg havde lønsikring gennem min fagforening, så pga. min høje løn ville jeg få 10.000 udover dagpenge hver måned i 6 mdr. Så rent økonomisk kunne det faktisk bedst betale sig at gå på dagpenge.

Jeg valgte dog at starte min uddannelse og dermed gå 15.000 kr. ned i indkomst. Jeg var til samtale om elevplads i november og fik kontrakten. Jeg blev selvfølgelig spurgt ”Har du børn?”, hvortil jeg måtte svare at jeg ikke har biologisk, men min mand har en søn. Derefter fulgte en længere tale om, at det jo ikke var særlig smart at blive gravid mens man var i gang med uddannelse, for man kom jo bagud og mange måtte starte forfra. Jeg nikkede pænt som jeg så ofte gør, når samtalen lander på baby.

”Jeg synes vi skal sætte behandlingen i bero til jeg er færdig med uddannelsen”

Meldingen gav jeg min mand da jeg kom hjem fra samtalen. Det gav jo meget god mening ikke at skulle afbryde uddannelsen for en barsel. Da jeg sagde det, var jeg faktisk ret sikker i min sag. Jeg havde nået til en accept af, at jeg godt kunne vente til efter uddannelsen med at fortsætte behandlingen.

Men allerede dagen efter, begyndte tvivlen at sætte ind. Jeg var så meget i tvivl om jeg kunne leve med at være 29 år, før vi kunne fortsætte IVF behandlingen. Min drøm var at blive mor som 20-25-årig, så jeg er allerede nu ”for gammel”.

Et par dage efter skulle vi til familiearrangement i min mands familie. Jeg havde fået min mens om morgenen, så jeg var i forvejen i dårligt humør – det blev så ikke bedre, da vi skulle sidde ved siden af en højgravid og et spædbarn. Jeg bed ofte mig selv i læben under middagen for ikke at bryde sammen! Snakken gik jo ofte hen på enten barnet eller babyen i maven – hvordan fødslen skulle foregå, hvad baby skulle hedde osv. osv.

Så den aften tog jeg min beslutning: Jeg starter på min uddannelse og fortsætter behandling. Jeg håber stadig inderligt, at drømmebarnet kommer i første IVF forsøg, og hvis det så gør at jeg må starte uddannelsen forfra – så må det være det. Det vigtigste for mig lige nu er at vejen til drømmebarnet bliver så kort som muligt. Vi har allerede været i gang alt for længe.

Pin It on Pinterest