Ude af stand til at give min krop ro

af | september 2, 2019 | 0 Kommentarer

I dag var jeg ude og gå en tur. Det gør jeg ofte, da jeg i forbindelse med fertilitetsbehandlingen har lært, at det er en god måde at håndterer alle de følelser og tanker der følger med. Nogle dage går jeg alene, nogle dage med min mand, og andre dage, som i dag, med min barndomsveninde der i bedste ”Friends” stil, er min nabo.

De sidste par dage har jeg brugt på at komme mig efter jeg har fået fjernet min galdebære. Den har skabt en kæmpe frygt i mig, som jeg nu langt om længe kan slippe. Det er næsten helt uvirkeligt, at jeg ikke længere skal 8 timers galdestensanfald igennem længere.

Så det var rart at være ude igen, og få talt om det der fylder.

Men det er ikke den overståede operation der fylder, eller det faktum at jeg kan mærke hvert et skridt, fordi jeg stadig er hæftet sammen i maven, eller at jeg starter nyt semester på mandag. Det er IVF i næste uge der optager al pladsen.

Egentlig burde jeg nok have vænnet mig til at det er sådan det er. Fertilitetsbehandling og projekt baby fylder alt og optager de fleste af mine tanker. Sådan har det været længe. For mig, er det at være i behandling et følelsesmæssigt helvede. Op og ned turene, smerterne, nålene, hormonerne og den dårlige samvittighed over at jeg er mere sengeliggende end normalt, og derfor kæmper med min skole. Når jeg er i behandling, er jeg er en dårligere kone, veninde og datter.

Men det mest absurde er, at det er hårdere ikke at være i gang – ikke at være i behandling. Jeg forsøgte i dag at forklare det til min veninde. Jeg er normalt ret god til at forklare mine tanker og følelser, men i dag kæmpede jeg med hvert et ord. Hvorfor?

Fordi når jeg siger det højt, føler jeg mig som en vanvittig udgave af mig selv. Mine sår fra operationen når ikke at hele inden vi starter op i næste uge. Det betyder, at når jeg skal stikke mig, skal jeg stikke uden om ar, blå mærker og trådene. Jeg er ude af stand til at give min krop ro, for jeg har brug for at den kæmper sammen med mig.

Jeg er skrækslagen for det næste vi skal igennem og samtidig lettet over at vi nu går videre til IVF. Jeg har brug for ikke at vente længere. Føle at vi gør noget, og at der sker noget.

I dag var jeg ude og gå en tur. Jeg købte en is på vejen hjem. I dag fik jeg gået og sat ord på nogle af de tanker der fylder. De kommer igen i morgen, det har jeg prøvet så mange gang før. Men i dag, nyder jeg min is og glæder mig over at vi skal i gang igen, og at min krop for en stund, samarbejder.

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Pin It on Pinterest