Hej mit navn er Louise og jeg er 29 år, min kæreste A er 28. Vi bor sammen lige midt i Aarhus og har været kærester siden 2017. Til hverdag læser jeg religionsvidenskab på Aarhus Universitet og A arbejder fuldtid. Umiddelbart skulle der ikke være noget i vejen for at vi kunne blive naturligt gravide, da A har en rigtig god sædkvalitet og jeg ikke ”fejler” noget. Vi er altså uforklarligt barnløse.

Vi startede projekt baby i marts 2019, efter A havde afsluttet sin uddannelse og stod med fast job. Meget henkastet sagde han: ”nu har jeg jo et job, så kan vi jo godt få et barn” og jeg var klar med det samme. Min forberedelser gik straks i gang. For det første skulle jeg lige havde fjernet min P-stav og for det andet, så skulle jeg stoppe med at ryge. Begge dele var klaret inden for en uge. Jeg var stensikker på at jeg nok skulle være gravid inden for de efterfølgende tre måneder. Men nej.

Efter et år uden nogen positive tests fik vi en henvisning til fertilitetsbehandling. Vi startede med IUI-H i april 2020 og nåede fem i løbet af året, uden et positivt resultat. I januar 2021 er vi endeligt i gang med vores første IVF-behandling

Det at være i fertilitetsverdenen er for mig den mest ubehagelige rutsjebanetur af følelser jeg nogensinde har oplevet. Det ene øjeblik er jeg håbefuld og glad, det næste slår jeg mig selv i hovedet fordi jeg ikke vil forvente noget, for det er jo aldrig lykkes før, så hvorfor skulle det nu. Jeg rammes som et lyn af misundelse, når jeg ser flotte gravide maver og hører om graviditeter i vennekredsen, samtidig med at jeg kan glæde mig på deres vegne og sige til mig selv at det ikke har noget med mig at gøre.

Med denne blog håber jeg, at jeg kan være med til at bryde tabuet omkring alle disse følelser.

Jeg håber du vil læse med <3