’’I er jo unge endnu, det burde ikke være så svært og i har heldigvis massere af tid’’ sagde lægen til vores første besøg på fertilitetsenheden. Jeg sad lidt med en følelse af at hun dømte vores alder. Om man er 23 eller 30 kan man vel godt have svært ved at få børn, og brændende ønske dem?

For lavt AMH var diagnosen, ikke så lavt at det ville få den store betydning var konklusionen, men lavt nok til at de skulle påpege at jeg var et stykke under gennemsnittet.

’’proceduren er 3 IUI-H og derefter 3 IVF før man selv skal til at betale, men så langt når i slet slet ikke’’ sagde lægen, og jeg tænkte ’’perfekt!’’ og blev på en eller anden underlig måde utrolig forventningsfuld og fuld af håb. Så fuld af håb at jeg spørger sygeplejersken der udlevere vores spand til brugte kanyler om jeg bare skal aflevere den på klinikken igen når jeg er blevet gravid.

Jinxede jeg den? Det kan der være delte meninger om. I hvert fald sidder jeg i skrivende stund og har opbrugt 3 IUI forsøg, og er i gang med det første IVF. Se dét havde jeg ikke regnet med da vi først tilmeldte os fertilitetsbehandling og hørte lægens ord ved første besøg.

Den ene skuffelse efter den anden. Engang imellem bliver jeg overrasket over mig selv, og min evne til at få vores fertilitetsliv til at syne lettere end det er. Ærligt – så er det død hårdt, og ærligt – så ville jeg give alt for at være fri for behandling og klare tingene som de burde klares.