For det meste generer det mig ikke..

Det der med at have en helt vildt uregelmæssig cyklus, som jo desværre oftest er den mest tydelige gene ved PCOS. For helt ærligt.. Så fedt er det jo altså heller ikke at have menstruation. Og så er der andre tidspunkter hvor jeg bare synes det er noget rigtig møg!

Min cyklus har altid været uregelmæssig og svinger fra 33-uendeligt. Jeps, nogle gange er den så lang at man vel nærmest ikke kan kalde det en cyklus. Og her snakker vi altså ikke bare 55 dage – næ, sommetider går der flere måneder – helt op til 14 måneder imellem. Og det giver jo logisk set ikke rigtigt meget rum til ægløsning. Og indimellem føler jeg mig som en soldat, der altid skal være beredt på at gå i krig.

Jeg ved ALDRIG hvornår det kommer, og oftest er det helt ud af det blå – og selvfølgelig på de mest ubelejlige tidspunkter. Og så er det jo heller ikke sådan at der bare kommer lidt blod. Nej, jeg styrtbløder – så meget at jeg indimellem har været nødt til at stjæle af min søns bleer, for ikke at bløde igennem F*CKING alting. Det kan altså godt være en anelse frustrerende, at rende rundt med en ble mellem benene når man er 24 år gammel – men ikke desto mindre nødvendigt.

Men det betyder også at jeg altid er beredt; jeg har altid ”udstyret” med hvis nu.. På ferier, hvis vi skal i byen, eller i cirkus summarum, eller i ikea.. Altid. Indtil der går tilpas mange måneder imellem, og så opgiver jeg og tænker at det jo alligevel aldrig kommer. Og når man så slapper af.. Ja, SÅ kommer det selvfølgelig. For fuld udrykning. Og altid på de tidspunkter, hvor man ikke lige kan gøre så meget ved det. Når man står i lufthavnen på vej til Bulgarien.. Med intet med sig udover en sød, meget kort sommerkjole. Og man må bruge en halv toiletrulle og bare krydse fingre for at bind og tamponer er noget der er på lager på et hotel i en eller anden by i Bulgarien.

Eller også sker det, efter man er startet i en helt ny klasse på pædagogseminariet, efter endt barsel.. Og man fremlægger om fælles tredje og resiliens. Og lige der foran hele klassen, løber der pludselig noget varmt ned af ens ben. Og jo ikke den dag man har taget mørkt tøj på. Nej nej, selvfølgelig den dag man er iført hvide leggins. Eller på storbyferie i Berlin, med sprunget trommehinde og vennepar på slæb, lige når man har sat sig på Hard Rock Café for at hvile ømme fødder.. Shit altså..

Nogle gange ville jeg godt bytte, for en lidt mere regelmæssig cyklus, sådan at jeg i det mindste kan forberede mig bare lidt. I stedet for at gå halvt i panik hver eneste gang jeg har den mindste smule ondt i maven.. Jeg siger ikke det behøver komme på klokkeslettet, men måske bare med 30-45 dages interval. Er det for meget at forlange?