Kære alle, der læser med og tak for jer i øvrigt.

Mit navn er Jonas Rundblad og jeg er 27 år gammel. Jeg er gift med Leah Rundblad. I ved hende, som fast deler sine skriverier på dette site, og så er jeg (som I nok kan regne ud) den mandlige del af vores fertilitetsliv. Jeg har takket ja til at lave et skriv om, hvordan det er at være mand i en verden, der består af hormoner, negative tests, frustrationer, forvirring, sorg, tårer, håb, nervøsitet, knuste drømme, uvished og meget mere. Med andre ord: ”Fertilitetsverdenen”. Hvis I synes, at skrivestilen minder meget om en andens, så tager I ikke fejl. Min kone har været med på sidelinjen, men mest som sekretær for hun skriver bare bedre end jeg gør. Men det er 100% mine tanker, der kommer på papiret, så jeg håber I finder det spændende at læse med. Vis det endelig til den mandlige del af jeres fertilitetsliv, hvis der er sådan en. Måske har han brug for, ikke at føle sig helt alene?

For alene ..

Det kan man nemlig hurtigt føle sig her i denne ”fertilitetsverden”. Jeg husker da jeg var ny og grøn i dette game. Der var ikke mange erfaringer, megen viden eller tanker at læse, høre eller forholde sig til. For manden altså. Personligt kan jeg rigtig godt lide at vide, hvad jeg går ind til før jeg går ind til det. Da min kone fortalte mig, at fertilitetsbehandling skulle være vejen frem til vores ønskebarn, havde jeg absolut ingen idé om, hvad det indebar og hvad det krævede af os. Og hvad det krævede af mig. Jeg kunne ikke lide, ikke at vide og jeg følte mig hurtigt alene, for jeg kendte ingen, der havde prøvet det samme og da vi først kom i gang, gik det meste af opmærksomheden til min kone. Men mere om dét senere.

Tanker om at skulle yde mit ”bidrag” til IUI-forsøgene

Vores fertilitetsliv startede, som så mange andres, med IUI-forsøg. Vi har været igennem 4 af sådanne forsøg. Her har jeg været så heldig at møde en ny kammerat, ”KOPPEN”. Dette var et underligt nyt møde. Lige pludselig var der en masse regler og krav til noget så simpelt som at onanere. Havde aldrig forestillet mig, at skulle bruge en vejledning til dette!

For det første skulle koppen jo fyldes efter bedste evne. Hvis man da altså ellers rammer den fine og ualmindeligt lille beholder. Ja, det kan godt være svært at sigte helt præcist, hvis du ikke kan få beholderen lidt ned over kalorius. Men det lærer man hurtigt, tro mig. Når man så har ramt plet i koppen kan man jo ikke undgå at kigge på den. Altså klatten (yes, det er helt naturligt – tror jeg da) og mine første tanker var: ”Det ser sku da ikke ud af ret meget. Er der nok? Kan jeg ”lave” mere? Hvor meget skal de mon bruge? Bliver jeg sendt hjem igen for at lave en ny portion?”. Efter at have prøvet det nogle gange nu, kan jeg jo godt se at det var helt tosset med de tanker. Især når jeg efter nogle af gangene har fået at vide, at der var 65.000.000 gode svømmere i de færdige portioner. Så er et skulderklap velfortjent, hvilket jeg så har fået. Af mig selv. Men som ny i denne verden tænker man mange tanker, som man nok aldrig før har tænkt over. Eller kommer til medmindre man havner i fertilitetsbehandling. Det hjælper derfor ikke, at man som mand i fertilitetsbehandling ikke får særlig meget information. For det er trods alt ikke altid man ved, hvad man vil spørge om før man står hjemme på badeværelset med kalorius i den ene hånd og en plastik kop i den anden. Jeg kunne godt have brugt en ”Velkommen til fertilitetsverdenen. Sådan skal du komme i koppen” – guide, da vi gik i gang.

Og det var så mit bidrag

For ja, jeg skal jo faktisk ikke levere mere end den sølle klat med de mange svømmere i. I mine øjne er det altså ikke ret meget i denne ellers omfattende proces. Mit ”job” er ligesom udført, når jeg har afleveret koppen. Derefter kan jeg ellers få lov til at stå på sidelinjen og kigge på min kone, som gør resten af arbejdet. Hun tager hormoner i form af både piller og sprøjter, går til underlivsundersøgelser, bliver opereret, bliver insemineret, går til flere behandlinger og tager tests. Mange tests, der alle har været negative indtil videre.

Jeg kan godt indimellem føle at jeg er lidt ”tilovers” i fertilitetsgamet. For jeg vil så gerne gøre mere for at hjælpe, men der er bare ikke så meget mere, som jeg kan gøre i vores situation. Så jeg må ”nøjes” med at være der for min kone, når hun er ked af det, har humørsvingninger (pga. hormonerne), har taget en negativ graviditetstest, når hun er blevet opereret og i mange andre triste situationer. Det er selvfølgelig rart (og ikke mindst nødvendigt) at kunne være dér på sidelinjen med støtte og trøst for min kone, som jeg elsker. Jeg vil bare så gerne kunne gøre mere, hvorfor jeg ofte føler mig enormt magtesløs.

Når vi nu alligevel snakker om hormoner

Dette afsnit vil jeg gerne åbne med et citat, som min kone har gemt. Og grint af en hel del. Og vist til mange. Det er vist også delt på hendes Instagram.

Leah: ”Hvordan er det egentlig at være sammen med mig?” (sagt i fertilitetssammenhæng).

Mig: ”Nogle gange er det lidt udfordrende. Nogle gange er det en let udfordring. Andre gange er det en lidt mere svær udfordring, fordi så er man et svin bare fordi man siger: ”Hej skat”.

Ja, det kan godt være meget svært at omgås disse humørsvingninger. Især fordi de kommer pludseligt. Fra det ene sekund til det andet kan dagen blive en helt anden. Så jeg har vænnet mig til at skulle ”føle stemningen” for at finde ud af, hvordan humøret er og om jeg kan være til hjælp ved at gøre noget eller om jeg bare skal holde mig væk og holde mund. For sådan er det bare. Nogen gange kan jeg hjælpe ved at lytte og snakke med Leah – og andre gange er det bedst for os begge at holde lidt afstand og lade hinanden få lidt plads. Dette gælder i øvrigt også den anden vej rundt. Men ved I hvad, venner? Det gør ikke så meget. Det er hårdt (læs: meget hårdt), men jeg tager gerne samtlige humørsvingninger med og endda endnu flere, hvis det betyder at vi i sidste ende får det ønskebarn, som særligt min kone ønsker sig.

Når behovet ikke er helt det samme

Ja, så er kampen, ønsket, tankerne og ofringerne som regel heller ikke de samme og lige præcis sådan er det i vores tilfælde. For min kone er det DRØMMEN at få et barn! Og det har det været i lang tid nu. For mig er ønskebarnet et andet behov.

Jeg har aldrig lagt skjul på overfor Leah, at mit liv ikke nødvendigvis skulle indeholde et barn og at jeg skulle være far. Jeg har bare altid haft det sådan at enten så kommer der et barn eller også kommer der ikke et barn. Som jeg har sagt til Leah: ”Jeg vil jo bare have dig”.

Dette betyder jo ikke, at jeg ikke vil elske vores fremtidige barn og være far til det – for det vil jeg selvfølgelig! Jeg bliver den bedste far! Men mit ønske om vores ønskebarn, har bare en anden baggrund. Jeg ønsker det på vegne af min kone og hendes brændende ønske om at blive mor for vores barn! For jeg kan ikke klare, at hun er så ulykkelig over ikke at kunne få det barn, som hun går og drømmer og har drømt om i så lang tid

Men dette har jo, som I nok kan forestille jer, også givet os nogle konflikter, da vi hver især har et forskelligt fokus og nogle tanker omkring fertilitetsbehandlingen. Jeg har selv et større fokus på hvordan Leah har det, både psykisk og fysisk. Så jeg kan godt glemme, hvis det lige præcis er i dag det er testdag. Og det er jo ikke fordi at jeg ikke vil huske det. Mine tanker er bare et andet sted end Leahs. Hun tager det derimod anderledes og ikke ret positivt, når jeg glemmer testdag eller andre vigtige ting, som der er mange af. At være i fertilitetsbehandling er uden tvivl den hidtil største prøvelse i vores knap 8 år lange parforhold og jeg mener det virkelig, når jeg siger, at det skal man simpelthen prøve selv, før man kan sige hvordan det er. Ikke at jeg ønsker for nogen at gå i gennem dét, som vi og mange andre par går i gennem for at få et lille barn.

Nu har jeg efterhånden rundet mange af de emner, der har fyldt meget for mig i vores fertilitetsliv og læser du stadig med har du enten god tid, ikke så meget vasketøj eller også er du bare oprigtigt interesseret, hvilket jeg selvfølgelig håber du er.

Jeg er snart færdig, dét lover jeg, men jeg har bare lige et lille emne mere, så hæng endelig i lidt endnu.

Når sex bliver en planlagt pligt

Ja. Du læste rigtigt. Sådan forestiller man sig jo ikke, at sex kan være. Medmindre man har kæmpet længe for at få en baby. Stille og roligt begynder sex at gå fra at være drevet af lyst og kærlighed til at blive drevet af ”fordi det er det rigtige tidspunkt”. Romantisk og helt utroligt sexet, ikke? Nej – Det er usexet, uromantisk og har ofte ikke set skyggen af lyst. Sex er ikke sex, når det bliver underlagt pligt og ”tvang”.

Det kan være utrolig svært at sætte sig op til at skulle præstere at have sex på kommando. Det har det været for mig. Det kan skyldes forskellige ting. Det kan være manglende lyst og/eller energi den pågældende dag – især de dage hvor jeg allerede har haft halvt samleje med en lille plasticbøtte om morgenen. Så er der også et helt særligt ”forventningspres” som man kun oplever, når sex bliver en planlagt pligt. Jeg kan forklare kort. ”Forventningspresset” går ganske simpelt ud på, at der er en forventning om, at sex på dette usædvanligt præcise øjeblik, kan resultere i en graviditet. Simpelt, men sikke da et pres, hva? ”Forventningspresset” kan sænke lysten og rejsningen betragteligt, fordi man bliver utroligt bevidst om, at der kun er ét formål med at have sex i akkurat dét øjeblik. Jeg har aldrig troet, at jeg ville få problemer med at skulle have sex med min kone, men når man først begynder at mærke et forventningspres, manglende lyst og energi, begynder at overtænke alting fordi tankerne bare flyver afsted om alt muligt i forbindelse med fertilitetsbehandlingen. Ja, så begynder kroppen på et tidspunkt at sige fra. Det gjorde min i hvert fald ved mig. Og det er ærligt talt ikke særligt sjovt eller en rar følelse, ikke at kunne præstere (jeg er sikker på I ved, hvad jeg mener her) så min kone kan få den portion svømmere, som hun gerne vil have lige nu og her. Det får mig i hvert fald til at føle mig utilstrækkelig og jeg tvivler ofte på mig selv i hele det her forløb. Det lyder hårdt, og det synes jeg sådan set også at det har været. For det er jo ikke fordi, at jeg ikke gerne vil – Der er intet jeg hellere vil end at min kone bliver gravid og vi får et barn! Men sex på kommando og i et skema udfra, hvornår ægløsningen er rigtig, samt at skulle vende mod øst, hvis månen har den rigtige position i forhold til Nørresundby, hvor vi bor (okay, lidt overdrevet, men konen har altså mere styr på, hvad der præcist står i skemaet end jeg har). Det er jeg bare ikke særlig god til, men øvelse gør jo mester, har jeg har jeg hørt.

Nå, nu har jeg vist opbrugt min taletid (skrivetid?) for denne omgang. Hånden på hjertet, så har jeg sjældent haft så meget taletid, som jeg har haft ved at skrive dette indlæg. Jeg ved ikke om det er sådan for alle par i fertilitetsbehandling, men det er i hvert fald vores erfaring, at opmærksomheden fra venner, familie og bekendte primært går til Leah i denne svære tid. Okay, det ér også Leah der går igennem de fleste ting. Det er hende, der har diagnoserne, der gør det vanskeligt at få et barn og det er hende, hvis krop bliver tæsket igennem med hormoner og andet medicin. Det er også hendes største ønske, der er på spil netop nu. Så er der nogen, der har brug for at blive hørt ind i mellem, så er det da i hvert fald hende. Men som I har kunne læse her, hvis I da har læst med hele vejen, så kan manden godt gå rundt med ligeså mange frustrationer og problemer, som bare ikke er oplagte eller synlige på samme måde, som det kvinden kæmper med. Situationen kan jo være forskellig fra par til par, da der kan være utallige årsager til, at man er havnet i fertilitetsgamet.

Jeg håber I har fået noget ud af at læse mit indlæg, som ikke er blevet helt kort. Jeg er glad for, at kunne bidrage og hjælpe med at sætte ord på, hvordan det har været for mig, at være den mandlige del i vores fertilitetsliv.

Jonas Rundblad