I midten af september 2016 begyndte vores første reagensglasforsøg med ICSI (mikroinsemination). Allerede ved den allerførste scanning i dette forsøg blev vi stillet i noget af et dilemma. Ingen vidste vi var startet i behandling, og planen var at vi ville holde det for os selv indtil vi fik en positiv graviditetstest, men sådan gik det ikke….
Efter første scanning var jeg nu klar til hormonbehandling. Vi snakkede med en sygeplejerske omkring sprøjterne og hvordan de skulle tages. Lige pludselig spørger hun om vi kunne tænke os at medvirke i DR1 programmet ”Sundhedsmagasinet” omkring fertilitetsbehandling. De prøvede virkelig at overtale os – tror de havde svært ved at finde nogen der turde stille op. Vi tænkte over det i et par dage. Vores dilemma var at ingen vidste at vi var i behandling og programmet ville blive sendt i november. Hvis behandlingen ikke ville lykkedes i første omgang, så ville hele Danmark vide det. Vi tænkte og tænkte og talte og talte. Snakkede frem og tilbage med tilrettelæggeren på programmet og kom så frem til at vi gerne ville være med. Vi ville stå frem for at gøre opmærksom på fertilitetsbehandling og for at bryde tabuet.

Et TV hold på nakken, æg udtagning og æg oplægning

I løbet af de næste par dage snakkede vi frem og tilbage med en journalist fra DR omkring programmet og vi fik sat første møde i gang! Den 19. september ringede TV-lægen Peter Qvortrup Geisling på døren sammen med en kameramand og en tilrettelægger. De var hos et par timer og vi blev interviewet om fertilitetsbehandling og vores historie.
Dagen efter stod den på endnu en scanning for at se hvordan mine æg tog imod hormonerne. Tv-holdet var med igen. Ret grænseoverskridende at ligge med blottet underliv og et kamera i hovedet. Scanningen så fin ud og jeg skulle i mellemtiden fortsætte med hormonsprøjter og ægløsnings-stop sprøjter morgen og aften.
Dagen for æg udtagning var kommet. Jeg vågnede op med de ledeste smerter i æggestokkene – jeg kunne slet ikke være i min krop. Kl. 8 måtte jeg endelig tage medicin. Jeg blev noget svimmel og ret træt. Sygeplejersken satte et drop i armen på mig, så jeg kunne få bedøvelse derigennem. Kl. 9 var det tid og jeg kom ind på stuen. Jeg kunne næsten ikke holde øjnene åbne undervejs og var lykkelig over at indgrebet ikke gjorde ondt. Det viste sig at jeg havde mange æg. Jeg fik taget 22 ud. De næste par dage var ulidelige. Jeg havde så ondt i maven/æggestokkene og jeg lå i sengen i 3 dage og kunne ikke så meget andet.

Den 30. september 2016 var dagen endelig kommet for ÆO. Blæren skulle være fuld ved æg oplægningen, næsten ulideligt – stadig i smerter og tissetrængende – dårlig kombi. Tv-holdet var med igen. Vi blev kaldt ind og startede ud med at høre hvordan vores befrugtede æg havde haft det. 22 æg blev taget ud, 12 blev befrugtet, men kun et par stykker af dem havde delt sig som de skulle og var perfekte. Fint, jeg skulle jo også kun have 1 perfekt æg op og det andet kunne blive frosset ned (desværre viste det sig at det der skulle fryses ned ikke fungerede alligevel).
Undersøgelsen gik i gang og der blev filmet. Meget grænseoverskridende!! Ægget blev sat op og så var det bare med at tænke positive tanker og håbe på det bedste. Nu, var der nogle meget lange dage i vente indtil jeg skulle ind og have taget en graviditetstest den 11. oktober.
Dagene op til graviditetstesten var noget af en rutchebanetur, man var glad, håbefuld, så var man vred, ked af det og troede ikke på det. Jeg græd, var glad – ja det hele kørte faktisk op og ned i den periode. Weekenden inden testen var forfærdelig. Jeg begyndte at pletbløde og så vidste jeg næsten med sikkerhed at der ikke ville være nogen graviditet. Jeg købte nogle tests og testede hver dag i weekenden – alle sammen negative. På sygehuset havde de sagt vi ikke skulle teste selv, da man ikke kunne regne med resultaterne uanset positiv eller negativ. MEN, det var altså svært at lade være og jeg ville gerne være forberedt inden den “rigtige” test.

Afslutning på 1. forsøg og et farvel til DR1

Dagen for graviditet testen var kommet. Jeg fik taget en blodprøve og senere på dagen ringede sygeplejersken og fortalte den dumme nyhed “du er ikke gravid”. Hun var rigtig sød og jeg forholdte mig egentlig helt afklaret og rolig, indtil hun spørger hvad vi nu gør med tv udsendelsen. Der brød jeg sammen. Jeg kunne slet ikke overskue det og de næste dage var forfærdelige.
Nogle dage efter spørger DR til nyt møde. Jeg havde slet ikke lyst til mere og var fast besluttet på at jeg ikke ville være med til mere. Dagene gik og “sorgen” blev bearbejdet og der blev tænkt en masse. Peter Geisling ringede til os for at høre hvordan vi havde det og vi blev enige om at han skulle komme forbi igen og lave et afsluttende interview. Interviewet gik fint og det var faktisk rart at få en afslutning.

Den 15. november blev udsendelsen sendt og vi stod frem og fortalte alle vi kender (og ikke kender) om vores situation. Jeg er så glad for at vi sagde ja til at være med. Både fordi vi gerne ville bryde tabuet, men også fordi det er så meget nemmere at være åben omkring det hele i forhold til venner og familie. Det er så omfattende at være i behandling og det at folk omkring en ved hvad man går igennem gør situationen nemmere at tackle – i hvert fald for os.