Da jeg fandt sammen med min mand fik jeg, udover min mand, hans fantastiske søn S på 4 år med i pakken. Da vi fandt sammen skulle jeg først acceptere, at være førstegangsforælder med en far. Nu skal jeg så også acceptere at være ufrivillig barnløs med en far.

Nogen ting ændrer sig bare, når man får børn

Den sætning har min mand brugt en del – og jeg kan jo ikke sige han ikke har ret, jeg har jo ikke selv prøvet det. Første gang han brugte den i en konflikt i vores forhold var i forhold til emnet utroskab. Ingen af os har været hinanden utro, men det er vist ingen hemmelighed at min mand ikke altid har kunne holde pølsen i buksen i sine unge dage. Dét sammen med mine tillidsproblemer giver en skide god cocktail – eller noget!

Så første gang jeg fik smækket ”jamen jeg har ikke samme behov for at lave ballade, nu hvor jeg er blevet far”, tænkte jeg ”A’hva’ for noget?!”. Hvad fanden har børn og utroskab med hinanden at gøre? Svaret jeg fik var ”Det er svært at forklare, man ændrer sig bare når man får børn”. Super! Så er den diskussion ligesom overstået, for jeg kan jo ikke sige ham imod! Jeg aner ingenting om følelsen af, hvordan verden ændrer sig når man har fået børn. Så fandt han lige det perfekte argument til enhver diskussion!

Hvad hvis det ikke lykkedes?

Vi har opbrugt de gratis IUI forsøg, og venter nu på de 3 gyldne IVF – det er vores sidste chance for at få et fælles barn. Hvis det ikke lykkedes er der ikke rigtig andre muligheder. Vi kan ”selvfølgelig” altid poste tusindvis af kroner efter forsøg i det private, hvor der heller ingen garanti er. Derudover er der også adoption som bliver en sidste chance for andre – men udover det også koster mange, mange penge er det desværre heller ikke en mulighed for os, da vi højst sandsynligt ikke vil blive godkendt pga. min barndom.

Så de 3 gyldne IVF forsøg er vores sidste chance for at få et fælles barn og min sidste chance for at blive mor. Hvis det ikke er en skræmmende tanke for en kontrolfreak, så ved jeg sgu ikke hvad det er! Sådan en ting som, hvem skal arve mig hvis min mand dør før mig? Selvom det er noget der forhåbentlig ligger mange, mange år ude i fremtiden er det da pisse skræmmende at tænke på, at hvis min mand dør før mig er der ingen til at sende mig på plejehjem, ingen til at planlægge min begravelse og ingen til at arve de mange millioner jeg til den tid selvfølgelig har vundet i lotto (;

Min mand har en arving. Han ved godt, hvem der skal tørre ham i røven og brokke sig over behandlingen på plejehjemmet, hvis jeg dør først.

Hvorfor betyder det så meget at få dit eget barn? I har jo S?

Ja, det er rigtig vi har S – men vi har ham altså kun 5 dage ud ad 14 og selvom det ofte er mig der henter og bringer i børnehave, putter om aftenen og alt det der, så er det altså stadig ikke mit barn. Jeg elsker S, og behandler ham som jeg ville behandle mit eget (tror jeg i hvert fald), men lige meget hvordan man vender og drejer det, er han altså stadig ikke mit kød og blod. Han er en dreng, jeg har til låns. Hvis det nu skulle ske, at min mand og jeg gik fra hinanden, ville jeg jo ikke se ham igen. Den tanke i sig selv er skræmmende.

Selvom jeg gør de samme ting når han er her, som en mor normalt ville gøre, er jeg ikke hans mor. Selvom jeg elsker ham som en søn, er han ikke min søn.

Jeg vil have lov til at være dum, uvidende, pylret førstegangsmor!

Den sætning sagde jeg til min mand kort tid efter vi satte projekt baby i gang! Han havde været hele møllen igennem med graviditetssymptomer, fødsel, undersøgelser osv. Osv. Men det var vigtigt for mig, at jeg fik lov til at være hende den pylrede, som ringede 1813 fordi min baby så lidt rød ud i hovedet og temperaturen var 0,2 over det normale. Det lagde jeg stor vægt på! Oplevelsen af at føle, at man har det mest dyrebare og skrøbelige foran sig, skulle han ikke tage fra mig ved at kunne en masse husmorråd om afføring osv.

Alt det er faktisk lige meget nu. Jeg er ligeglad med, om jeg får lov til at være pylret, dum og uvidende. Jeg vil bare gerne være mor, så vi kan være mor og far i stedet for far og May.