Jeg har haft brug for en pause til at trække vejret, og psykisk gøre mig klar til endnu engang at skulle starte forfra.
Sidste omgang var hård, og jeg var nedlagt en uge med overstimulering og mange smerter efter en hård udtagning. Det er første gang ud af mine 5 udtagninger, hvor tingene ikke gik som planlagt. Lægen kom til at ramme livmodervæggen, hvilket gav en del blødning, og jeg kunne ikke stå på benene de næste timer uden at skulle kaste op og besvime.
Denne udtagning var på flere måder anderledes. Denne gang havde vi nemlig sagt ja til at prøve at befrugte mine æg med halv donor, hvilket føltes grænseoverskridende, da det egentlig ikke var på det stadie, hvor vi var klar til det. Men vi gjorde det for at finde ud af, om mine æg stadig fungerede.
Udtagningen gav os 20 modne æg ud af 24, hvilket gav dem en god portion at arbejde med, da de ville befrugte 50/50 med Lasse og donor.
For første gang var der et befrugtet æg mellem Lasse og mig – og vi var lykkelige! Lykkelige for at vide, at det kunne lykkes os at befrugte æg sammen. Da sygeplejersken ringede for at høre til mig 4 dage efter udtagningen fortalte hun også, at ægget stadig levede sammen med 5 ud af de 7 befrugtede med donor. Vi var ikke til at skyde igennem resten af dagen og var helt 100 på, at ægget selvfølgelig ville blive frosset ned næste dag.
Store forventninger
Da beskeden fra sygehuset tikkede ind om mandagen i E-boks, var det med okay ro i maven, at vi åbnede beskeden, men det var desværre for at læse, at der kun var blevet nedfrosset 5 æg med donorsæd.
Jeg synes, jeg havde forberedt mig på endnu et nederlag, men det slog mig. Hårdt.
En blanding af, at jeg kunne mærke en lille frygt for endnu en udtagning. Muligvis endnu et nederlag. Et – hvad skal der ske nu.
Vi havde en samtale med fertilitetslægen ugen efter, hvor de valgte at afslutte os, hvis vi ikke ønskede at gøre brug af donorbefrugtningerne, da de ikke tror, de kan hjælpe os mere. Deres konklusion er, at vi nok ikke er et genetisk match, da der ikke kan findes noget på undersøgelserne af Lasse der peger på, der skulle være noget galt med ham.
Vi har valgt at tage nogle samtaler med nogle private klinikker nu, og håber på, de kan se en mulighed, som det offentlige ikke kan. Vi går videre med fornyet tro på, det nok skal lykkes os engang <3
/Positive Mind
Det kan, i min erfaring, betale sig at være lidt kritisk.
Vi var ved én privat klinik hvor de anbefalede os netop det I har prøvet. Og det var vi slet ikke klar til. Af den og lidt andre årsager ledte vi efter en anden klinik, og den første forsamtale vi var til havde ikke rigtig noget nyt at bidrage med, den anden forsamtale var de super skarpe på at det var den lave befrugtningsrate, der var problemet, og det havde de forskellige løsninger på. Resultatet var slående; første klinik fik 1 befrugtet æg ud af i alt 18 modne, den nye klinik (Maigaard i Aahus) fik 4 befrugtede æg ud af 5 modne.
Held og lykke
Hej Jane
Dejligt, at valget af Maigaard gjorde den store forskel for jer. Vi har haft møde med Ciconia og Maigaard, men ham vi snakkede med ved Maigaard ville prøve det samme som Skive.
Må jeg spørge, om I havde samme problem i forhold til befrugtning? 🙂
Hej Positive Mind
Det var da kedeligt at de ikke har noget nyt at bidrage med.
Vi har haft en noget lav befugtningsrate, men ikke helt så lav som jeres. Den var passable, da vi skulle have vores første barn; 25-33% ved ICSI. Men det har været ret sølle mens vi har kæmpet for nr. 2. Ét befrugtet æg af 4, 0 befrugtede æg af 4, 0 befrugtede æg af 10. Så skiftede vi til Maigaard som brugte en calciumaktivering, der fik vi 4 befrugtede æg af 5 og tre blev til blastocyster. Vi gjorde også en del andre småting i forhold til livstil, men jeg tror mest at det var calciumaktiveringen.
Jeg krydser fingre for jer.