Ventetiden er det hele værd

Blog opslag

Skrevet af Mette Svensson

4 maj, 2019

Det er den tanke jeg har i mit hoved hver dag. For hver dag der går, kommer vi en dag nærmere, hvor vi kommer med i den ”klub”, hvor vi kan kalde os selv for forældre. Men vejen dertil er lang og til tider hullet. Jeg ville ønske at alle os, der er i den ene eller anden form for fertilitetsbehandling blev gravide i morgen og var færdige med vores behandlinger! For det er en barsk verden vi lever i, altså den verden med fertilitetsbehandling. Det er til tider svært for mig at forstå hvorfor det lige er OS der skal kæmpe disse seje og lange kampe. Noget i mig fortæller mig, at det er, fordi vi hver og især er født med en vis styrke og at vi kun bliver stærkere for hver dag, der går og i sidste ende ender vi med vores små mirakler
– ventetiden er lang og træls, men det hele værd!

”I gør det bare forkert”
Det var den besked vi fik hele to gange af vores læge, da vi undrede os over at der ikke skete noget. Jeg smed p-pillerne i februar 2015 og regnede selvfølgelig med, at stå med en positiv test efter første måned, men virkeligheden er i den grad en anden.

Min tanke er så: Hvordan kan man gøre det forkert? Mit svar: Det kan man ikke. Ikke hvis man regelmæssigt ”har lagengymnastik” igennem hele ens cyklus med et par dages mellemrum.
Vi har helt sikkert alle sammen Googlet nettet tyndt omkring at blive gravid, øge vores chancer, symptomer på graviditet og jeg kunne blive ved. Men aldrig om jeg har kunnet finde noget der indikerede at vi gjorde noget forkert.

Tredje gang lyttede lægen heldigvis til mig og vi fik en henvisning til det offentlige for at blive udredt. Det er en lang kamp imod ens tålmodighed allerede der. Da vi havde været til udredning, skulle vi have en henvisning til vandscanning – altså den hvor de scanner en indvendig med en væske. Det startede sådan set rigtig godt. Den ene side var fin og åben, den anden… ikke så meget. Der havde vi så den årsag, som vi havde gået og ledt efter, alt andet er fint på os begge.

IUI behandling – hvorfor?
Da vi ligesom havde konstateret den ”årsag” til hvorfor det ikke er lykkes endnu, fik vi beskeden at vi skulle starte i IUI behandling, som er inseminering. Da vi så endelig kunne komme i gang, fik vi ikke nogen instrukser i hvordan man skulle blande Gonal-F pulver med væsken og heller ikke hvordan man skulle stikke sig selv/sin partner – Hurra for Youtube!!

Jeg havde fra start af en tanke i mit hoved, der spurgte hvorfor vi skulle i IUI behandling, når min ene æggeleder er lukket. Jeg havde jo lige for en gangs skyld googlet ”lukket æggeleder fertilitetsbehandling” og der kom IVF (reagensglas) frem. Men lægerne vurderede at der var en reel chance for at opnå en graviditet med IUI, det skete så bare ikke. Vi havde tre forsøg på klinikken og et hjemme forsøg. Den første gang var jeg fuld af håb og spænding, men de andre gange havde jeg følelsen af at det ikke ville lykkes med den behandlingsform, men jeg kunne jo ikke takke nej. Det var jo trods alt klinikken der skulle henvise os videre til IVF behandling.
Vi kom forsøgene igennem og i dag venter vi blot på, at en ny cyklus starter. Og jeg glæder mig…

Vi holder hovedet højt og jeg siger til mig selv i denne lange ventetid at efter regnen vil solen skinne.

God weekend!

1 Kommentar

  1. Sara

    Jeg forstår 100p din frustration omkring, hvorfor iui? Jeg havde med min tidligere partner været 4 forsøg igennem, og da jeg går i behandling med min nuværende partner, skulle vi så starte forfra med (vi nåede 5 forsøg)… Men men men, nu har vi så været vores første IVF (icsi) forsøg igennem, og trods vi har været så heldige at blive gravide i “første hug”, så har hele IVF-behandlingen været sindssyg hård! Man tror man har prøvet “det værste”, indtil man prøver IVF.. Behandlingen er så hårdt fysisk og også mentalt! Der er så mange ting der skal gå godt, før man ender ud med blastocyster (befrugtede æg). Så pludselig forstår jeg godt hvorfor de fleste skal prøve den, meget mere skånsomme, iui behandling, før man går videre til IVF. Håber IVF er vejen frem for jer, og at I snart bliver gravide❤️

    Svar

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relateret indlæg…

Årsdag

Årsdag

Den 01.06.2021, har vi været kærester i 3 år. Jeg forbinder dagen med glæde for det meste, men det...

læs mere

Behandlingstilbudkalender

No event found!