Svaret kom to dage før juleaften. En opringning flere timer før ventet.

En opringning der vil forvandle vores liv for altid. For denne gang er det vores tur. Der er et lille liv i min mave, som vi allerede elsker ubetinget. Lige nu er jeg fuld af boblende lykke, men det er bestemt ikke sådan det har været de første mange uger af graviditeten.

At få beskeden, Tillykke du er gravid er om muligt det jeg har drømt allermest om i mit liv at få at vide. Men når de fire ord kommer efter tre års kamp med skuffelse, sorg, frustration, uvished og en kæmpe frygt for om det nogensinde bliver vores tur, er det fire ord der er meget svære at tage ind.

Ord der er svære at omdanne til lykke og forventning og mest af alt ord der er svære at forvandle fra dyb sorg til lykke.

Desværre var vi i en situation at vores familier vidste at vi havde været i behandling, og da de også godt kunne regne ud hvornår vi ville få svar, valgte vi selv at fortælle det i julen. Det var så vanvittig angstprovokerende at skulle fortælle noget man ikke engang selv forstod eller troede på. Og ikke mindst at skulle forholde sig til vores familiers store begejstring og glæde over vores lykke, for vi kunne ikke dele den med dem. Vi kunne ikke mærke den, hvor end vi gerne ville.

Vi higede efter at mærke følelsen af lettelse og lykke. Men det eneste der sad i os var den vej vi var gået for at når dertil. At gå fra sorgen og frygten for om det nogensinde ville lykkes os til at glædes og tro på at vores drøm nu var ved at gå i opfyldelse, var en vanvittig svær overgang. Hvilket jeg er klar over er helt naturligt.

Men da vi var i det, ønskede jeg bare at jeg kunne være glad og vi skammede os og følte os utaknemmelige fordi vi ikke var det.

Jeg havde ikke lyst til at fortælle det til nogen, for tanken om at så bagefter skulle sige at det ikke var rigtigt alligevel red mig som en mare.

Når min mand insisterede på at fortælle det til vores nærmeste venner havde jeg mere behov for at fortælle om vores behandlingsforløb end at tale om graviditet. Graviditeten eksisterede slet ikke i mit hoved, men det gjorde det jeg havde udsat min krop for til gengæld.

Da de ringede fra klinikken og fortalte at det var lykkes, sagde de også jeg skulle bestille en tid hos lægen i uge ti. Men det gjorde jeg ikke. Jeg kunne ikke. For jeg skulle jo alligevel ringe og aflyse tiden igen. Det var i hvert fald min overbevisning.

I uge 7 besluttede vi os for at få en tidlig scanning for at se om der var noget derinde. Det er de bedste 600kr vi nogensinde har brugt. At se det lille hjerte slå var virkelig stort og først der gik det op for os, at der virkelig var noget derinde. For ærligt troede jeg ikke hun ville kunne finde noget, jeg troede ikke på at jeg var gravid.

Desværre var lykken og lettelsen kort, for frygten fik hurtigt taget i mig igen. Ugen efter var jeg tilbage hvor jeg igen ikke havde lyst til at tale om det, var ramt af depressive tanker og bare manglende tro på at jeg var gravid. Jeg kunne ikke få min hjerne til at tro på det. Tænk hvor stærk en forsvarsmekanisme er fordi man vil beskytte sig selv mod smerten og frygten for at miste.

Men til nakkefoldsscanning skete der noget. Jeg så rent faktisk et lille barn derinde, med arme og ben, krop og hoved og alt hvad der skulle være. Alt var lige som det skulle være. Og de sidste uger har maven pludselig vundet meget tydeligt frem, så ikke nok med de på en scanning kan se der er noget derinde, jeg kan nu også se min mave vokse.

Det er simpelthen rigtigt, jeg er gravid, det er ikke bare noget lægerne siger.

Jeg skal være mor!