Det er lang tid siden at I har hørt noget fra mig, og af gode grunde. Der er sket mange ting siden jeg sidst skrev et opslag, og jeg ved snart ikke hvor jeg skal starte.
Nytåret 2018/2019 besluttede vi os for at 2019 skulle være vores år! Vi skulle have en baby, for nu var det altså vores tur til at blive ramt af den baby lykke.
Da jeg fik min menstruation i januar, meldte vi os derfor til behandling. Vi havde 2 flotte blastocyster som lå og ventede på os i fryseren. Men de skulle vente længere tid…. Vi blev nemlig afvist grundet for stor tilmelding til behandling.
Jeg blev slået helt ud af den, og synes det var uretfærdigt! Nu havde vi ikke fået hjælp i lang tid, da mit sidste forsøg endte i en voldsom overstimulering, og derfor ingen ægoplægning, så hey! Nu var vi altså klar.
Jeg meldte mig igen i marts, og heldigvis kom vi igennem.
Jeg skulle have lagt æg tilbage i stimuleret cyklus, så jeg startede op på estradiol, for at modne min slimhinde. Den 13. Marts, på min mands fødselsdag, skulle vi til første scanning af slimhinden…
MEN vores sølle skæbne ville at vi d. 11. Marts blev ringet op af vores håndværkere der arbejdede på huset, at vores hus var ved at styrte sammen. 5,5 meter af vores sokkel lå nu i vores baghave, og huset var farligt at opholde sig i, af fare for sammenstyrtning.
Min verden styrtede sammen der. Vi overvejede at droppe behandlingen, eftersom vi godt kunne se hvor stressede vi nu ville blive. Men nej! Ikke om det skulle ødelægge det for os. Så vi kørte til scanning som planlagt.
D. 25. Marts fik jeg lagt et flot æg op. Og så var der bare den “lange” ventetid, til den 4. April, hvor jeg skulle have taget blodprøve for at be/afkræfte om jeg var gravid.
D. 1. April, bliver min mor indlagt med en aorta dissektion, altså en rift på hovedpulsåren (og nej det var desværre ikke en aprilsnar). Endnu engang ramlede min verden. Skulle jeg virkelig miste min mor midt i alt det her kaos? Men min mor er en fighter! Og hun havde i den grad også noget at kæmpe for!
D. 4. April fik jeg nemlig det vildeste svar på min blodprøve, den var POSITIV. hcg lå på 200, jeg kunne snart ikke tro at jeg hørte rigtigt.
D. 8. April fik jeg taget en opfølgende blodprøve, med hcg på 1200. Yes man.
Så kom ventetiden bare til trygheds scanningen. Den dag kom og vi så den lille basse for første gang. 15,4 mm. Ren kærlighed. Det var bare lykken ❤️
Idag d. 4. Juni, har vi været til nakkefolds scanning, jeg er 13+0 og baby er 7 cm. Stor nu. Den sprang og hoppede rundt inde i sin trygge lille hule. I min hule.
Vi er overvældet og fyldt op med kærlighed, til hinanden og til vores lille sprællebasse.
Jeg tror først at det går op for mig, når jeg står med baby i mine arme.
Men indtil videre må den ligge trygt og godt derinde 🤰
3,5 års behandling, 2 indlæggelser med overstimulering, utallige stimuleringer, 4 insemineringer, 2 ægudtagninger, 1 frisk ægoplægning, og til sidst 1 fryse forsøg.
Det var vores opskrift, blandet med en helveds masse bekymringer, spekulationer, tårer, grin, og smerte.
Jeg sender alle jer frustrerede kommende forældre en masse gode tanker. ❤️
Jeres tid kommer også!
De kærligste hilsner,
Mathias & Jeanne
Stort tillykke med det