I marts var vi til eksamen og vi bestod vores første og anden eksamen.

En lørdag i marts mødte vi op på facilitetsklinikken. Jeg skulle have taget æg ud og min kæreste skulle aflevere sædprøve. Humøret var ikke højt. Vi bar begge nervøse og havde sovet dårligt.

Vi frygtede beskeden ”sædkvaliteten er for dårlig, så I skal tage stilling til donorsæd”. Det var det, vi havde fået at vide, at vi kunne risikere.

Men heldigvis blev vi på klinikken mødt af en meget sød sygeplejerske. Hun så os og hørte os.
Vi var så glade for, at vi netop kom ind hos hende. At hun tog sig tid til os. Hun kunne se, vi var bekymrede. Vi var faktisk meget mere bekymrede for sædprøven end selve ægudtagningen. Men hun ”tog os i hånden”, og forklarede os mere dybdegående om det her donorsæd, hvor vi kunne finde en donor, hvilke overvejelser vi skulle gøres os osv. Derefter skyndte hun sig ind i laboratoriet for at tjekke om, de kunne bruge sæden… Og det kunne de! Vi var så lykkelige. SÅ glade. Dagen var reddet! Vi havde bestået første eksamen! Sæden kunne bruges. Vi fejrede det med en lækker kanelsnegl og kaffe inden ægudtagning. Det var VIRKELIG en god dag!

Desværre glemte vi at høre, hvor god sædkvaliteten var. Alle de andre gange har konklusionen lydt ”meget svært nedsat”. Et spørgsmål vi er virkelig ærgerlige over, at vi ikke stillede, da det jo er hele vores udfordring, og vi da meget gerne vil vide, om den er blevet bedre? Men af en eller anden grund får man ikke sådan noget at vide? Det vores oplevelse, at det er kvinden (og æggene) der er i fokus. Eller også skal vi bare blive meget bedre til at spørge.

Efter ægudtagningen fik vi at vide, at de havde tømt 13 follikler, og at der var kommet 11 æg ud af det. Vi har igen helt høje af glæde. Også selvom vi ikke kunne få lagt æg tilbage med det samme, da jeg var i risiko for overstimulering.  For vi havde bestået første eksamen. Og hvis vi skulle igennem endnu et ICSI-forsøg (hvilket statistikken taler for), så ville vi kunne nå at tage stilling til donor INDEN opstart. Vi ville have længere tid til at overveje, om det var den vej vi ville gå.

På 5. eller 6. dagen (mener jeg) ringede vi ind for at høre, hvor mange æg der havde klaret den til frys. For var æggene overhovedet modne? Var æggene blevet befrugtede? Hvor mange havde delt sig? Var der overhovedet nogle der kunne fryses?
HELDIGIVS var der 2 blastocyster.  Det var meget mere end, hvad vi havde turde håbe på! Vi følte os endnu engang heldige. Vi havde fået noget held. Det føltes som at have vundet i lotte. Men samtidig opstod der også en frygt, for hvor mange gange kan man få lov til at være heldig? Hvor mange gange kan man vinde i lotte?

Samtidig er der igen flere ting vi ærgrer os over, er at vi glemte at spørge indtil, såsom kvaliteten af blastocysterne, hvor mange æg der havde delt sig, hvor ”langt” de andre æg var fra at være blastocyster osv.  Så en ting vi efterhånden har lært af det her facilitetsbehandling er, at vi skal blive MEGET bedre til at stille spørgsmål.

Og så var vi i maj til vores tredje og fjerde eksamen. Blastocyst oplægning. Men mere om det i et andet oplæg.