Denne gang skal fokuset derfor være på manden i ”Kittes Kamp”, som har skrevet sin version af vores historie

Mit navn er Kim. Jeg er 35 år og har været sammen med min forlovede Mette-Mi i knap 4 år. For ca. to et halvt år siden besluttede vi os for, at vi gerne ville lave en baby.

Jeg har egentlig altid gerne ville have børn

Jeg har også altid været meget bevist om, at det var en kæmpe beslutning, som jeg skulle være meget sikker på.

Man kan ikke bare få et barn og så opdage bagefter, at man hverken havde tid, lyst eller penge til at have det barn. Derfor har jeg altid anset det for, at være den største beslutning jeg skulle træffe i mit liv. Det var derfor også meget vigtigt, at jeg tog den beslutning med en, som jeg faktisk kunne se mig med resten af mit liv.

Nu er det sådan i denne verden, at tingene ikke altid går som man ønsker

Ja faktisk kan man godt sige, at verden er pisse uretfærdig til tider. Det har jeg altid følt at min verden var i hvert fald.

Min storebror fik sit første barn da han var 30 år gammel. Det har altid været min rettesnor. Hvis jeg bare fandt en sød pige, og vi kunne få en unge før jeg blev 30, så ville det være helt fint. Man skal jo helst følge normerne i samfundet.

Jeg fandt massere af søde piger.. men fandeme ikke nogen jeg ville have et barn med! Slet ikke da jeg selv stadig følte mig som et forvirret barn godt op i 30’erne. På ingen måde kunne jeg se mig selv tage vare på et andet levende væsen. Jeg kunne knap finde hoved og hale på mit eget shit.

Nå men for at komme til sagen, så er min pointe bare, at jeg altid har vidst, at jeg gerne ville have børn, men jeg har aldrig følt mig mentalt eller forholdsmæssigt klar til det, før jeg mødte Mette. Med Mette faldt tingene bare i hak, og jeg fik den styrke jeg følte der skulle til, for at kunne sætte et barn i verden. Jeg var derfor fuldstændig afklaret med, at vi skulle have en unge sammen, da Mette smed sin spiral.

Det første år vi var sammen, forsøgte vi selvfølgelig ikke at lave en baby. Man kan jo ikke bare lave en unge med en, som man lige har mødt på Tinder. Men det var nu mest pga. samfundsnormerne osv. jeg var nemlig klar fra starten.

Da hun smed spiralen var vi overbeviste om, at hun var gravid om 3 måneder

Jeg har dog hele tiden haft mine bange anelser, da jeg aldrig har følt, at tingene har gået som jeg gerne ville have dem her i livet. Ganske rigtigt skete der intet. Måned efter måned gik uden nogen baby. Mit humør var dog højt, fordi jeg tænkte, at der altid er hjælp at hente. Jeg var overbevist om, at man kunne gå til lægen, og så kunne de tage nogle prøver og fortælle en, hvordan man skulle løse problemet. Så længe at de ikke fandt noget inde i Mette, som var fuldstændig smadret, så ville de jo bare kunne smide et genmanipuleret super æg op, og fylde hende med en masse hormoner, og så ville det kun være et spørgsmål om hvor mange babyer vi gerne ville have.

Da vi tilmeldte os fertilitetsbehandling, skulle vi have lavet en masse test. Min sædkvalitet var helt fin, og alt så perfekt ud hos Mette. “Dejligt!” sagde jeg til lægen, “Hvorfor virker det så ikke?”. Det kunne hun ikke svare på.. Allerede der var jeg lidt træt af situationen. Hun er sgu da læge. De må da have haft tusinde andre par inde, som var præcis ligesom os. Hvordan helvede kan de ikke sige, hvad der er galt?

Mette blev insemineret nogle måneder efter

Sjovt nok har ventetiden mellem behandlinger altid gået Mette helt vildt meget på. For mig har det aldrig været ventetiden, men den latterlige uvished om hvorfor det ikke virker, at der har gået mig på.

Vi kørte med julelys i øjnene på sommerferie, og forventede en positiv graviditetstest nogle få dage efter. Den var så negativ igen.

Det var mit hidtil og sidenhen største håb der faldt på gulvet i det øjeblik. Mit håb om at få et barn, blev stort set fjernet den dag.

Siden da har det for mig bare været en kamp om odds. Der er ingen læger der kan komme med et klart svar på, hvorfor vi ikke kan lave en baby. De bliver konsekvent ved med at gøre de samme ting, og forventer, at det skal give et andet resultat.

De fylder Mette op med medikamenter og hormoner, som skal få hende til at producere æg og alt muligt shit, som jeg ikke forstår en hat af. Så tager de æggene, som gang på gang ser fine ud, og blander dem med min sæd, som også ser helt fint ud. Så tager de et fuldstændig perfekt æg og smider op i Mette, og så gør de ikke mere ved det. Ægget går så til, og vi starter forfra.. Det er jo latterligt dumt!! Hvis man kan isolere problemet, så er det jo der, at man skal ligge fokus på problemløsningen. Hvis der ikke findes en løsning på det problem, så kan de jo lige så godt sige det, og spare os og dem selv for en masse unødvendigt besvær.

Min holdning er, at vi nok skal få en baby

Der komme til at gå noget tid, for vi skal slå de odds som livet byder os. Om vi fik nok så meget hjælp fra det offentlige eller private, så vil det intet gøre. Ikke så længe, at de ikke fortæller mig, at de har opfundet noget medicin som konkret hjælper med at bevare et befrugtet æg når det er opsat.

Mette og jeg kommer fra meget forskellige baggrunde, og vi har meget forskellige syn på verden. Jeg kan ikke komme med et godt råd til Mette, da det per definition ikke ville være et godt råd for hende.

Jeg kan dog sige, at jeg føler, at jeg er lige så meget med i hele den her rutsjebane som hun er.

Der er ingen tvivl om, at det påvirker vores forhold med alle de hormonture.

Når man har en partner som før var aktiv, glad og livlig, men som i hormonperioderne bliver reduceret til en tudefærdig sofakartoffel, så er det svært at forholde sig til.

Mit alt overskyggende håb for hele det her babyprojekt er blevet, at min elskede forlovede, vil komme ud på den anden side af alt dette, og stadig være den samme som hun hele tiden har været.

Om der så kommer en baby med på vejen, vil kun være en bonus.