Det gik ikke. Heller ikke denne gang. Faktisk var der ikke engang æg til ægoplægning. 

Jeg havde næsten glemt den smerte, det er ikke at få lagt æg tilbage. To gange tidligere er det sket. Jeg har grædt og grædt og grædt. 

Endnu flere penge skyllet ud i toilettet. Endnu mere smerte og frygt for, hvordan jeg håndterer smerten og fremtiden og lysten til at være alene. 

Klinikken har valgt at give os et forsøg uden regning. Det skyldes flere ting – bl.a fordi vi mente, at æggene blev taget ud for tidligt denne gang, og fordi vi nu har lagt så mange, mange penge uden nytte. Det er en lettelse. For så er det ikke helt slut.

Det bliver min niende ægudtagning – lagt sammen med de fem indledende IUI er vi nu oppe på 13 forsøg. 

Da jeg sad der på toilettet og snottede ned i min kærestes favn, sagde han, at han ikke behøver at få børn. Bare vi to er sammen, og at vi har det godt. Det er det vigtigste.

Han har jo ret. Vi har kærligheden, og vi har hinanden. Det glemmer jeg sommetider, fordi ønsket om et barn overskygger alt. Men kærligheden er jo også den, der får os til at fortsætte – fordi vi har så meget at give.

Det er let at starte i fertilitetsbehandling – alle glæderne og forventningerne til, at det nok skal gå…men det er så svært at sige stop. Lægerne siger til os, at det VIL lykkes, fordi jeg stadig har brugbare æg…men hvornår…? Og hvornår er nok nok?